10 kærlighedshistorier: Hvad får to mennesker til at holde sammen?

Jeg synes, det er det mest enkle regnestykke. En plus en giver to, så det er dobbelt så godt at være to. Mindst dobbelt så godt med pil opad, siger Benny Andersen om kærligheden mellem to mennesker. Den folkekære digter fortæller om sin store kærlighed længere nede i artiklen. Iris

Kærligheden bliver pyntet og perfektioneret i film, magasiner og andre populære medier. Men hvordan oplever en række danskere kærligheden i et helt almindeligt parforhold? Læs eller genlæs 10 interviews om kærligheden

Hvad får to mennesker til at holde sammen i medgang og i modgang igennem et helt liv?

Hvilke udfordringer møder de i deres parforhold, og hvordan tackler de problemerne, når de hober sig op?

Det fortæller en række danske par om i 10 interview om kærlighed.

Parrene står vidt forskellige steder i livet. Nogle er lige blevet gift, andre har sovet i den samme seng i mere end 60 år.
 
Alle har de dog det tilfælles, at de har valgt hinanden med alt, hvad det indebærer.

Og sammen kæmper de for at bevare kærligheden til hinanden.

For kærligheden er - som Karen Jespersen siger i et interview længere nede - ikke en given ting.

God fornøjelse!  

Sammen kan vi klare livets udfordringer

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

30-årige Silvia Gunnarsson mærker nervøsiteten vokse nede i maven. Hendes veninder går rundt om hende og retter på blomsterne i det lyse hår og den smukke, lange hvide kjole, der er broderet med skinnende, små perler.

Imens begynder klokkerne i kirketårnet at ringe, og inde bag den store, tunge dør vipper Gerhard Mikkelsen, brudens kommende mand, lidt nervøst frem og tilbage på fødderne.

Han kniber læberne sammen og kigger mod den store dør, som bruden står bag.

Hans far, 57-årige Jon Mikkelsen, beroliger ham.

”Hun skal nok komme,” siger han smilende og klapper sin søn let på skulderen.

Kirken er fyldt til randen, og de sidste gæster må stå ude langs væggen. Kirkerummet sitrer af småsludder og forventningsfuld latter.

Den 29-årige brudgom kigger ud over de mange mennesker. Selvom han flere gange i sit virke som præst har stået her ved det store freskomaleri af opstandelsen i Apostelkirken i København, kan han mærke, at han bliver mere nervøs end nogensinde.

I dag siger han ja til sin Silvia, og hun ja til ham.

Større bliver det ikke, tænker han ...

Læs eller genlæs hele interviewet her
 

Det var vel en slags kærlighed ved første blik

Karen Jespersen og Ralf

Foto: Claus Bech / Scanpix

De kan begge to tydeligt huske det allerførste møde. Karen Jespersen var i foråret 1970 23 år og aktiv i både studenteroprøret og rødstrømpebevægelsen.

Den ét år yngre Ralf Pittelkow var også aktiv på venstrefløjen, så det var ikke helt tilfældigt, at de en dag stødte på hinanden i nogle fælles venners kollektiv.

Jeg husker tydeligt, første gang jeg så ham.

Og han husker det også, så det var vel en slags kærlighed ved første blik.

Lige umiddelbart var det selvfølgelig en fysisk tiltrækning, der gjorde mig interesseret, men jeg fik meget hurtigt fornemmelsen af, at han var en mand, der lyttede til kvinder og indgik i en ligeværdig samtale, hvilket ikke var normalt dengang.

Jeg var jo aktiv i kvindebevægelsen, så det var helt afgørende for mig.

Desværre var han allerede kæreste med en anden rødstrømpe, som jeg kendte udmærket.

Men da det var forbi, skrev han et brev til mig ...

Læs eller genlæs hele interviewet her 
 

Vi er dér, hvor vi allerhelst vil være

Foto: Paw Gissel

Mens bus nummer 133 drejede ned ad Hvidovrevej i retning mod Hvidovre Hospital, sad højgravide Anna Rosenblad på et af bussens sæder og glædede sig til det, der nu skulle ske.

Det var tidlig morgen, og hun var gået 15 dage over tid, så nu skulle det være.

”Jeg var ikke bange. Nok snarere rolig og spændt. Jeg vidste jo ikke, hvad der skulle ske. Jeg var bare vildt glad og glædede mig til at se, hvad det var for en, der kom ud,” fortæller 31-årige Anna.

Imens cyklede hendes mand, Claus Rosenblad, alt hvad han kunne for at nå ud på hospitalets fødeafdeling i tide.

Fødslen var en langtrukken og voldsom oplevelse for dem begge to, men da parrets datter Edith langt om længe kom til verden med sugekop, var det ”helt vildt overvældende”, fortæller Claus.

”Jeg kunne slet ikke have forberedt mig på det og alle de følelser, som fulgte med. Det var meget stort.”

I dag er Edith fire år, og for seks måneder siden fik hun en lillesøster, Esther.

De ligger begge to og sover trygt, da Kristeligt Dagblad besøger den lille familie i deres lejlighed i Sydhavnen i København ...

Læs eller genlæs hele interviewet her 
 

Vi har altid kæmpet hårdt for kærligheden

Foto: Paw Gissel

Sveddryppende og omgivet af Mallorcas mange oliven- og mandellunde kæmper ægteparret Dorthe Madsen og Søren Ivarsson sig op over den ene bjergtop efter den anden på deres landevejscykler. Stigningen er mange steder på mere end syv procent, og hver dag mosler de sig igennem næsten 100 kilometer på deres lejede cykler.

52-årige Dorthe Madsen elsker det: Om aftenen ryster benene, kroppen føles sund, og eftersom børnene ikke er med, har ægteparret også råd til at spendere lidt ekstra godt på sig selv, når de går ud og spiser om aftenen.

Det er deres anden rejse uden børnene. I over 20 år. Det føltes lidt som at få sin ungdoms frihed tilbage, synes de begge.

De kender ægtepar i deres omgangskreds, der siger, at de ikke har mere at tale med deres ægtefælle om, nu hvor børnene ikke længere fylder i hverdagen.

Men sådan har Dorthe Madsen og Søren Ivarsson det på ingen måde.

Tværtimod føler de stadig, at de har masser at tale om, når de sidder der på restauranten på Mallorca og drikker vin og spiser god mad, mens benene får en velfortjent pause.

De taler om deres job - hun er gymnasielærer, og han underviser i historie på Københavns Universitet - og også rigtig tit om børnene.

Men her inden for de seneste par år er de også begyndt at tale en hel del om den nye fase i deres liv.

For deres to sønner, Malthe på 21 år og Jakob på 17 år, flytter snart hjemmefra, og ægteparret kan allerede nu mærke, at de har fået meget mere tid til sig selv og hinanden, end de havde tidligere, hvor børnene var små.

De taler derfor ofte om, hvad de skal bruge friheden til, for dagene skal ikke bare gå. De vil derimod gerne tage et bevidst valg om, hvad de skal bruge denne del af livet på sammen:

Skal de blive boende i huset i Brønshøj i København? Eller skal de sælge det hele og rejse rundt i USA i et folkevognsrugbrød?

”Det er jo en helt ny verden, der ligger og venter på os,” siger 53-årige Søren Ivarsson ...

Læs hele interviewet her  
 

Vi lægger os ikke til at sove, før vi har fået talt ud

Foto: Nils Rosenvold

Lis Carlsen har en stor bunke kærestebreve, som hendes mand, Børge, sendte til hende, da han gjorde tjeneste som soldat i Tyskland i 1956.

Brevene er bundtet sammen med en blå sløjfe og lagt i plastic.

Dem tager jeg frem og læser en gang imellem, når jeg er sur på ham. Så må jeg lige finde ud af, hvad det var ved ham, der var så dejligt, siger Lis Carlsen.

Og der er nok læsestof til de mørke vinteraftener, for Børge Carlsen kunne lide at skrive, og der var ikke meget andet at lave som postsoldat i Nordtyskland. Et af brevene er på 42 sider.

Jeg ville gerne have været sportsjournalist, men mine forældre mente, jeg skulle ind til Post- og Telegrafvæsenet. Det var sådan et sikkert job, husker Børge Carlsen.

Og netop det stabile og sikre job var da også et vægtigt parameter, da Lis Carlsens forældre, der drev et tømrerværksted, skulle sige god for den kommende svigersøn.

Tag Børge, for han får en god embedsmandspension, sagde min mor, skraldgriner Lis Carlsen.

Ægteparret har netop fejret deres guldbryllup og har sagt ja til en snak i huset i Fredericia om ægteskabet.

I medgang og modgang, om sorger og skuffelser, men også glæderne og de mange gode oplevelser ...

Læs hele interviewet her 
 
 

Vi prøver at nyde hver evig eneste dag sammen

Foto: Scanpix

Laila lyser op, når hun fortæller om det bal på Danmarks Tekniske Højskole, hvor hun mødte sin mand, Skjold Fink, for første gang.

Dengang var de kun 20 år.

Det var i 1970'erne, Vietnamkrigen sluttede, og i Storbritannien blev Margaret Thatcher premierminister. Alt var på en måde i oprør, erindrer den 63-årige Skjold.

”Og Laila så helt utrolig smuk ud med bar mave og sit lange skørt,” siger han og smiler kærligt til sin kone.

Parret sidder på førstesalen i deres lille rækkehus i Herskind ved Aarhus og fortæller om de år af deres liv, hvor de gik til Røde Mor-koncerter og havde fællesøkonomi med de andre beboere i kollektivet.

”Det var en kaotisk tid, hvor alt blev rykket op, og man skulle diskutere alting,” fortæller Skjold.

Uden for vinduerne vrimler sommerens farver frem og opdeler malerisk det smukke landskab.

”Det er helt særligt i år,” siger Laila.

Alt er meget intenst, forklarer hun og vender øjnene op mod sin skaldede isse. Små totter af lyse hår stritter i nakken, men ellers er alt håret forsvundet på grund af kemobehandlingerne.

For et år siden fik hun konstateret kræft.

I dag er de værste behandlinger overstået, men behandlingsforløbet har rystet hele familien, og det har fået parret til at sætte ekstra stor pris på hinanden og det liv, de har sammen.

”Jeg føler, at vi er blevet ramt af livets alvor. Alle mine følelser er på en måde forstærkede, og vi er blevet meget opmærksomme på at passe godt på hinanden. Vi prøver virkelig at leve i nuet og nyde hver evig eneste dag sammen, så godt vi kan ..."

Læs hele interviewet her 
 

Vi bliver mere og mere forelskede

Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Hver aften sætter Benny Andersen sig til det sorte, blankpolerede Bösendorfer-flygel og spiller Mozarts Ave Verum for sin Elisabeth. Hvorfor det lige blev den melodi, ved de faktisk ikke, men den er smuk.

Så smuk, at man kan blive ved med at høre den igen og igen, og nu er det blevet en tradition.

Så drikker han en godnatporter, hun drikker en kop te, og inden de skal sove, får de en sukkerfri Läkerol.

Efter snart 10 års samliv har de ægteskabelige vaner indfundet sig, men det er ikke blevet trummerum.

De er stadig betagede af hinanden, både siger de, og mærker man.

"Vi kan godt betegne vores ægteskab som lykkeligt. Det synes jeg godt, man kan," siger Elisabeth Ehmer.

"Det kan du roligt gøre," forsikrer Benny Andersen ...

Læs eller genlæs hele interviewet her
 

Det at blive skilt er en vanskelig proces

Niels Egelund, professor og direktør for Center for Strategisk Uddannelsesforskning. Til BM MS. BRUG DETTE ...

Foto: Scanpix Foto: Malte Kristiansen / Scanpix Denmark

I år er det knap 20 år siden, noget begyndte at ulme i professor Niels Egelund. I mere end to årtier havde han levet et kernefamilieliv, og 50-års fødselsdagen stod som en milepæl i nær fremtid.

"Tanken om at bryde ud af familielivet og begynde på en frisk voksede inden i mig, da jeg var omkring 49 år. Det er jo en klassiker for mænd, som oplever en slags overgangsalder. Man føler, at man skal ud og realisere sig selv, og begynder at tænke, at det måske er sidste chance, hvis man skal nå at skifte spor," siger han.

Niels Egelund er 68 år og direktør for Center for Strategisk Uddannelsesforskning ved Institut for Uddannelsesforskning, Aarhus Universitet, men er i den brede offentlighed mest kendt som leder af den danske del af den internationale Pisa-undersøgelse og en aktiv deltager i debatten om folkeskolen.

Han mødte sin første kone i 1972, da han var 26 år ...

Læs hele interviewet her 
 

Jo ældre man bliver, desto mere bange bliver man for at miste den anden

Foto: Scanpix

Bent og Ingrid Oddershede sad begge to i sygehussengen og kiggede forvirrede på hinanden. De havde svært ved at forstå, hvad lægen havde sagt til dem.

”Vi var inde til en almindelig undersøgelse og troede, at vi kunne tage hjem bagefter. Men så kom lægen pludselig ind på stuen og sagde til Ingrid: Vi kan se, at der er nogle sorte pletter på dine lunger. Vi tror, du har lungekræft,” fortæller Bent, der fylder 83 år denne sommer.

”Og så gik hun igen. Og så sad vi bare der og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Det var barskt.”

Det er over et år siden, at lægerne opdagede kræftsygdommen, og Ingrids sorte hår er så småt begyndt at vokse ud igen efter de første kemobehandlinger.

”Igennem hele vores liv sammen har jeg været meget syg og indlagt på hospitalet. Og vi har flere gange troet, at nu var det snart slut,” siger 78-årige Ingrid.

”På den måde er det gået meget op og ned i vores liv. Men vi har altid haft hinanden, og det har hjulpet os igennem meget ..."

Læs hele interviewet her
 

Vi vidste alt om hinanden

Foto: Scanpix

Bare et lille ord: Vi. Men det rummer en verden: Et samliv gennem 60 år.

Forfatteren Knud Sørensen kan sætte dato på denne verdens skabelse: Den 23. februar 1945. Fra den dag var det ganske vist, at det skulle være dem, Anne Marie Dybbro Jørgensen fra Sindal og Knud Sørensen fra Hjørring.

Begge var de 17 år og gik i gymnasiet. Allerede den første dag havde han haft et øje og et øje som udviklede sig til et godt øje til pigen i den sproglige parallelklasse. Og nogle gange lykkedes det ham med stort besvær at komme til at følges tilfældigt med hende på gaden. Med en lignende velberegnet tilfældighed kunne de sidde på bibliotekets læsesal med en indbyrdes afstand på mindre end en meter og hvilken sød meter! og se flittige ud.

Dengang begyndte Knud Sørensen at tænke lige så meget i vi som i jeg. Vanen er svær at aflægge. Anne Marie Sørensen døde i oktober 2005.

Men stadigvæk kan han gribe sig i at sige vi og vores ...

Læs hele interviewet her