10 kendte fortæller: Her er mine familieværdier

Erhvervsmanden voksede op i en håndværkerfamilie med sunde borgerlige værdier, mens journalisten tilbragte barndommen i et kollektiv med jævnlige afstikkere til de syv verdenshave. Her deler 10 kendte deres tanker om barndom, børn, opdragelse og familie

Kærlighed i massevis, hjemmegående mødre, diciplin og frie rammer. Mød 10 kendte, som er vokset op i vidt forskellige kår og har meget forskellige tanker om, hvad de ønsker at give videre til deres egne børn.
Kærlighed i massevis, hjemmegående mødre, diciplin og frie rammer. Mød 10 kendte, som er vokset op i vidt forskellige kår og har meget forskellige tanker om, hvad de ønsker at give videre til deres egne børn. Foto: Scanpix.

Barndommen har stor betydning for de værdier, vi vælger at give videre til vores børn.

Har vi fået en fri opdragelse uden særligt mange rammer, eller er vi vokset op med streng diciplin, vil det højst sandsynligt have betydning for opdragelsen af vores egne børn.

Det kan være, at forældrenes måde at opdrage på var så forbilledlig, at man selv bruger de samme greb.

Men har man oplevet svigt eller manglet nærvær i barndommen, kan det også føles oplagt at hoppe over i den modsatte grøft og skabe nogle rammer for børnene, som er helt anderledes end det, vi selv oplevede.

Her kan du læse, hvordan barndommen var i 10 forskellige familier, når en række kendte husker tilbage på deres bedste barndomsminder og fortæller, hvad de selv lægger vægt på i deres voksne familieliv. 

Anders Agger: Næstekærligheden fyldte meget i min barndom

Anders Agger. Foto: Daniel Emami Riis
Anders Agger. Foto: Daniel Emami Riis

Jeg er opvokset i middelklasse, så det hviner i alle kindtænder. Min mor var sygeplejerske og empatisk. Min far sad for bordenden og var skoleinspektør.

Han fik to bøffer, og vi andre fik én bøf. Jeg er født i Bøvlingbjerg ved Lemvig og er vokset op i Juelsminde ved Horsens, fra da jeg var fem år. Da jeg gik i ottende klasse, blev jeg eksproprieret til Vestjylland, fordi min far sagde sit job op.

Jeg er den yngste af tre brødre. Vi har haft to basisting i vores liv, som har betydet noget: Fodbold og musik. Jeg var jo det tynde øl, fordi jeg var den lille, men jeg blev slæbt med, når de manglede en til at få fodboldholdene til at gå op.

Jeg var så tilpas god til at spille fodbold, at de gerne ville have mig med, men jeg var også altid ham, der tudede, når vi spillede.

Vi tre brødre havde en fælles spolebåndoptager. Det er nærmest rørende, når vi er sammen i dag, og der bliver spillet ”The Boxer” med Simon og Garfunkel. Det er en sang, der sidder meget dybt i os. Så kan vi alle sammen huske, hvad der kom før, og hvad der kom efter på spolebåndoptageren.

Den vigtigste værdi i min familie var tolerance. Jeg er vokset op i et udpræget kristent hjem, og mine forældre var flittige kirkegængere. Deres tolerance og næstekærlighed har fyldt rigtig meget, og jeg har aldrig hørt mine forældre fordømme befolkningsgrupper eller minoriteter. Salmebogen og højskolesangbogen var også vigtige i mit hjem.

Min mor er sådan en, der synger de første 18 vers af ”Nu falmer skoven”, når hun laver mad. Og så kan jeg forestille mig, at hun i sin aftenbøn lige skal sikre alle otte børnebørn og tre børn, og det er enormt fint og rørende. Den omsorg er jeg vokset op med...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Mette Frederiksen: Alle var velkomne i mit barndomshjem

Mette Frederiksen
Mette Frederiksen Foto: Jeppe Carlsen

Jeg er vokset op i en meget traditionel arbejderfamilie. Min far var typograf, og min mor var dagplejemor. Jeg voksede op med dem og min fem år ældre storebror i Grønlandskvarteret i Aalborg.

Vi var en stor familie forstået på den måde, at begge mine forældre har mange søskende, og op gennem 80’erne, som er mit barndomsårti, boede både mine bedsteforældre, de mange søskende og deres børn, altså mine fætre og kusiner, alle sammen tæt på os.

Forskellige familiemedlemmer kom ofte cyklende forbi på vej hjem fra arbejde til en ostemad og en kop kaffe. Mit barndomshjem var åbent, trygt og med masser af politiske diskussioner.

Mit hjem var præget af klassiske arbejderfamilieværdier. Mine forældre har lært mig, at det er vigtigt at have et arbejde, at passe sine ting og at overholde aftaler. Men de lærte mig også, at det er vigtigt at hjælpe andre. Hvis nogen i min families omgangskreds var i knibe, så kom de hjem til os.

Da min farmor og farfar blev gamle, besøgte min far dem hver eneste dag. Min familie har altid taget til, når der er opstået problemer. Køkkenet i mit barndomshjem var stedet, man sad i om eftermiddagen. Problemer blev løst. Sammenholdet var stærkt. 

Jeg er vokset op med ret strenge regler. I hvert fald i forhold til, hvordan det ofte forholder sig i dag hos børnefamilier. Alle måltider blev spist sammen og på samme tid hver dag. Alle havde pligter, og de var ikke til diskussion. Men de klare regler og grænser skabte også et barndomshjem...

 Læs eller genlæs hele artiklen her

Asger Aamund: Jeg er vokset op med sunde, borgerlige værdier

Asger Aamund
Asger Aamund Foto: Katrine Emilie Andersen

Jeg er vokset op i en familie, hvor omsorg, kærlighed og tryghed var overskrifterne. Vi boede i en villa i Gentofte tæt på Vangede. Da jeg kom i gymnasiet, sagde de andre, at jeg boede på den forkerte side af Lyngbyvej, for Vangede var jo et arbejderkvarter. 

Min far kom fra en håndværkerfamilie på Christianshavn, men havde så arbejdet sig op og levede af forskellige forretninger. Han var meget bevidst om at give sine tre børn nogle sunde, borgerlige værdier. Så mine to søskende og jeg lærte, at man skulle klare sig selv og ikke ligge samfundet til byrde men være hensynsfuld og hjælpe andre mennesker.

Min mor var en meget kærlig person, og hun var meget populær blandt mine kammerater. De elskede at komme hos os, for hun lavede altid the, ristet brød og hjemmelavet appelsinmarmelade. Hun var overstrømmende og servicekærlig, mens min far var en mere gammeldags...

Læs eller genlæs hele artiklen her  

Stine Bosse: Tiden med børnebørnene må ikke bare passere forbi

Stine Bosse
Stine Bosse Foto: Linda Kastrup

Jeg er vokset op som enebarn i en familie, hvor fritid og arbejdstid ikke var adskilt. Min far var selvstændig og havde en butikskæde med hårde hvidevarer, og min mor hjalp med regnskaberne.

Det var i perioder frustrerende, fordi samtalen ved middagsbordet konsekvent handlede om arbejde. Jeg syntes jo, der var mange andre ting, der også var vigtige at tale om.

Men det var også et hjem med højt til loftet, hvor mine forældre satte en ære i en god diskussion. Jeg blev altid inddraget i diskussionerne, og jeg fik ikke lov til bare at sige noget uden at underbygge det med gode argumenter. Det har betydet rigtig meget i mit senere liv. Både diskussionslyst og de flydende arbejdsgrænser er noget, jeg har taget med mig hjemmefra.

I min familie havde vi en værdifuld læresætning: "Kun ved at forstå andre, kan vi blive ved med at have en fredelig verden".

Begge mine forældre havde traumer efter Anden Verdenskrig, og det gjorde dem meget samfundsbevidste. Læresætningen blev levet ud - for eksempel i min fars virksomhed. 

Han havde øje for medarbejdernes ve og vel. Han opfandt et bonussystem og delte en ekstra løn ud mellem medarbejderne, hvis der var et specielt godt resultat i virksomheden. Det var der ikke mange arbejdsgivere, der ellers gjorde...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Mikkel Beha: Jeg har ikke opdraget mine børn

Mikkel Beha
Mikkel Beha Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Min mor har tre børn med tre forskellige mænd, og min far har fem børn med fire forskellige kvinder, og de er alle sammen gode venner. Jeg er vokset op i kollektivet Maos Lyst, hvor jeg boede med min far.

Min mor og far stoppede med at være kærester kort efter, jeg blev født, men jeg var ikke skilsmissebarn. Jeg havde bare to fædre og en mor. 

Jeg havde min far, som tit var ude at sejle, og jeg havde Peter, som var min hverdagsfar, og som blev gift med min mor. Peter gik til forældremøde, når jeg ikke passede min skole, og han fiksede knallerter med mig. Men når jeg var ude at sejle med min far, havde vi nogle gange et halvt år, hvor vi nåede alt det, som en far og søn skal nå.

Når han tog af sted igen, kunne der så gå halvandet år, hvor jeg ikke så ham, men så havde jeg Peter. Det var fantastisk at have sådan en familiesammensætning, for de var hinandens bedste venner. Far boede endda tit hos mor og Peter, når han var hjemme fra havet. 

Der var meget højt til loftet i mit barndomshjem. Jeg syntes, det flotteste i verden var et sofasæt med ens betræk, ens tallerkner, ens bestik og matchende glas. Sådan var det bestemt ikke hos os...

 Læs eller genlæs hele artiklen her

Signe Molde: Jeg har været heldig med min familie

Signe Molde
Signe Molde Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Jeg er vokset op i lilla velourjoggingsæt, med hjemmeklippet - skævt - grydehår og med en mor, der forsikrede mig om, at mit pandehår var lige, selvom alle kunne se, at det var løgn.

Vi boede i Jægersborg i Gentofte og i Charlottenlund, hvor vi flyttede til, da jeg var ti år gammel. Hvilket var meget voldsomt for mig! For jeg elskede virkelig det sted, jeg boede første del af mit liv. Et lille hyggeligt rækkehuskvarter, der pudsigt nok minder meget om det sted, jeg selv er endt. 

Jo ældre jeg bliver, desto mere bevidst er jeg om, at jeg har været heldig med min familie. Både den, jeg er født i, og den, jeg selv har lavet. Jeg er vokset op i en kernefamilie med mor, far og storesøster. Mine forældre er stadig sammen.

Jeg husker tydeligt, da Peter og jeg blev gift, at min far sagde i talen til ham, at han skulle vide, at medlemmer af vores familie ikke bliver skilt. Han sagde det lidt i sjov, men det var tydeligt, at der også lå alvor bag spøgen.

Grundlæggende er jeg vokset op med kærlighed. Jeg har altid følt mig elsket. Derudover var de vigtigste værdier åbenhed og en hensyntagen over for andre mennesker ligegyldigt hvem, de var.

Vi har altid rejst meget. Da jeg gik i 2. klasse, rejste vi til Afrika, hvor vi kørte rundt i fem uger og camperede de mest sindssyge steder.

Læs eller genlæs hele artiklen her

Simon Emil Ammitzbøll: Jeg føler mig utrolig heldig med, at mine forældre er skilt

Simon Emil Ammitzbøll
Simon Emil Ammitzbøll Foto: Thomas Lekfeldt

Jeg er vokset op i en moderne storfamilie. Mine forældre havde tre børn sammen, og de blev skilt, da jeg var fire år. Jeg boede som barn i en villa i Farum sammen med min mor, hendes nye mand og hans yngste barn. Mine forældre var ikke helt unge, da de fik mig, og jeg har både ældre søskende og papsøskende.

Da jeg var barn, var der stort set ikke noget, jeg ikke måtte. Mine forældre havde generelt en meget liberal tilgang til børneopdragelse, og min far har altid haft det princip, at børn kunne gå i seng, når de havde lyst, men han gad ikke at tale med dem efter 21.

Jeg måtte mange ting i forhold til mine jævnaldrende, men når jeg ser på børn i dag, tror jeg, at jeg har fået en meget konservativ opdragelse. Det var vigtigt for mine forældre, at man skulle lave sine lektier, opføre sig ordentligt og tage hensyn til andre. Det der med at tage hensyn, det er måske ikke så moderne i dag.

Det var en værdi at give plads til hinanden og til den forskellighed, der er inden for sådan en stor familie, som jeg er vokset op i...

 Læs eller genlæs hele artiklen her

Bonderøvens kæreste: Mine børn skal ikke arve mine forbehold for livet

Theresa Maria Jessing
Theresa Maria Jessing Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Jeg er opvokset i den lille landsby Agersted i Nordjylland. I dag vil man betegne det som "udkantsdanmark", men jeg husker det som et paradis med en landsbyskole og en lille købmand.

Min far havde tre børn med sin tidligere kone, og han fik to børn - min bror og mig - med min mor. Så jeg er vokset op i en lille kernefamilie i et parcelhus fra 1970'erne. 

De vigtigste værdier i min familie var at tale om tingene. Min far var det sorte får i sin familie - han kom fra et indremissionsk hjem, hvor det ikke var i orden at tale om sit begær og sine lyster. Det havde han selv gjort op med, så derfor talte vi meget med hinanden i min familie. Vi talte om, hvordan vi havde det, om hvem vi var, og hvad vi drømte om.

Da jeg var barn, havde jeg en stor frihed til at udfolde mig. Jeg disponerede meget over min egen tid, men det var en selvfølgelighed, at jeg skulle komme hjem til måltiderne, så vi kunne se hinanden i øjnene nogle gange om dagen. Men ellers var det bare ud i skoven og sparke til bøtte...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Præst: Mit mod kom af at vide, at jeg var elsket af min familie

Michael Brautsch
Michael Brautsch

Jeg voksede op i trygge, gammeldags rammer. Jeg vidste altid, hvor mine forældre var. Både min søster og jeg blev født hjemme på matriklen i Herlev. Min mor arbejdede i en bank, men da min storesøster kom til verden, begyndte hun at gå hjemme.

Min far var udlært maler - det skulle han være, for farfar og oldefar havde også været malere. Han havde nu ikke lyst til det.

Min far ville hellere have en lille kro og være tjener. Så han spurgte min mor, om de ikke skulle købe en kro. ”Jo,” sagde min mor: ”Men kun hvis du kan finde en lille kro på Sydfyn.” Hvorfor hun sagde det, ved jeg ikke. Vi kendte ingen på Sydfyn! Men min far fandt rent faktisk en stråtækt kro i Svanninge - og det var åbenbart nok til at overbevise min mor. Så da jeg var tre år, flyttede vi til Fyn.

Da jeg var barn, var der altid noget, man kunne gøre derhjemme, og vi måtte alle bidrage. Jeg lærte på den måde, at jeg var værdifuld for fællesskabet. Når jeg tog riven og rev den store gårdsplads, så var jeg med i min families projekt. Nu har jeg selv fået en lille søn...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Sonja Oppenhagen: Det er vigtigt med en rolig barndom

Sonja Oppenhagen
Sonja Oppenhagen Foto: Ulrik Jantzen

Jeg er vokset op med min mor og far og lillebror på Frederiksberg Allé i København lige ved siden af Betty Nansen Teatret. Det var vigtigt for min mor at læse højt for os, og begge mine forældre lærte os om klassisk musik. Det betød meget for dem, at min bror og jeg fik en kulturel opdragelse.

Vi skulle lære at omgås andre mennesker og få indsigt i musik og verdenslitteraturen. 

Jeg betragter dog mest Det Kongelige Teater som mit barndomshjem, fordi jeg blev optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, da jeg var ni år. Jeg tilbragte næsten al min tid på teatret, og jeg havde bestemt ikke en legebarndom, fordi jeg som lille pige arbejdede meget målrettet med at blive dygtig. Det havde nok været bedre med mere barndom, men til gengæld mødte jeg nogle store personligheder på scenen.

I dag synes jeg ikke, at teaterverdenen egner sig til børn, fordi man som skuespiller og balletdanser arbejder med noget så komplekst som andre menneskers skæbner. Derfor har det været vigtigt for mig, at mine børn havde sin egen barndom og ikke optrådte i film eller forestillinger. 

Jeg var kun 25 år, da jeg fik mit første barn Anne, og på det tidspunkt havde jeg meget travlt med min karriere. Jeg satte tempoet ned i 1985, da jeg fik mit andet barn Oliver. Jeg ville gerne være en mere nærværende mor...

Læs eller genlæs hele artiklen her