Jeg kigger ofte ned ad mig selv og ønsker, at jeg kunne se anderledes ud.
Jeg ser på pigerne i modebladene og tænker: Sådan burde jeg se ud.
Det er sådan, jeg vil se ud, det er sådan drengene gerne vil have, jeg skal se ud. Hvis jeg ser sådan ud, bliver alting lettere.
Jeg ved godt, at billederne ikke er realistiske. Der er blevet skruet og drejet på alle pigerne i et billedbehandlingsprogram.
Alle har jo skønhedsfejl. Skønhedspletter, modermærker, lidt fedt på maven. Men det glemmer jeg tit, når jeg bladrer igennem siderne med de polerede billeder.
Mere end halvdelen af danske kvinder har et negativt syn på deres egen krop. Det viser en undersøgelse fra kosmetikfirmaet Dove. Det billede kan jeg sagtens nikke genkendende til.
Det med, at det indre betyder noget, er slet ikke sandt. I hvert fald ikke når man kigger sig rundt i populærkulturen.
Har du måske nogensinde set en pige i Justin Biebers musikvideoer, som ligner de piger, du ser hver dag på gaden? Nej, vel?
Alle pigerne er smukke. Og selvom de sikkert også er både kloge og søde, så bliver de kun fremstillet som pæne kroppe.
Selvfølgelig er der sammenhænge, hvor det ikke er det ydre, der tæller:
Når jeg går til eksamen. Eller når jeg er sammen med min familie.
Men når jeg er sammen med mine venner, er vild med en fyr eller bare står foran spejlet – ja, så kan jeg godt glemme det.
Jeg føler i hvert fald, at hvis jeg gerne vil have et godt liv, så skal jeg se lige så perfekt ud som hende pigen i bladet eller i musikvideoen. Samtidig skal jeg kunne sige de helt rigtige ting - på de helt rigtige
tidspunkter - og få rene 12-taller i skolen.
Karakterne i sig selv føles næsten som et overvældende pres, og jeg har selv prøvet at græde over en dårlig karakter, fordi den fik mig til at føle mig forkert.
Jeg ved jo godt, at jeg ikke behøver at opfylde alle de krav, som jeg selv opstiller. At jeg i bund og grund er god nok og sagtens kan have et godt liv uden alt det perfekte.
Men det er det, jeg stræber efter: Det perfekte.
Jeg tror aldrig nogensinde, jeg kan blive tilfreds med mig selv, før jeg har præsteret, som jeg ønsker, og ser helt rigtig ud.
Det tærer på min selvtillid, når jeg står foran spejlet og kigger på mig selv. Jeg føler mig aldrig tilfreds, og ofte stresser det mig, at jeg ikke er tynd nok.
Når jeg har trænet i fitness - hvilket jeg gør cirka to gange om ugen - kan jeg gå hjem, kigge i spejlet og tænke: Det var alligevel ikke godt nok.
Nogle piger er ligeglade med, hvad de ser i bladene. Men jeg kan ikke bare være ligeglad. Og de fleste piger, jeg kender, har det på samme måde.
Min mor siger altid: Hvis andre ikke kan lide dig, som du er, så er de ikke værd at samle på.
Og hun har jo ret. Men jeg kan aldrig holde fast i den sætning i særlig lang tid. Jeg glemmer den, lige så snart jeg går ud ad døren derhjemme.
Hvis de andre ikke kan lide mig, som jeg er, så føler jeg, at jeg må ændre mig, så de kan.
Folk træner og løber og træner og løber. Bliver tyndere og tyndere. Går på 100 forskellige slankekure. Håber på at bare én af dem virker. Overalt omkring mig ser jeg folk, som dyrker deres krop.
Så jeg tænker, at jeg ikke kan være den eneste, der føler mig ”uperfekt”.
Men hvorfor stræber vi så meget efter det perfekte? Og hvorfor oplever jeg, at det særligt er unge piger som mig selv, der har det svært med deres egen krop?
Det vil jeg nu forsøge at få nogle svar på. For jeg vil egentlig gerne have det bedre med mig selv.
Jeg starter med at ringe til Friederikke Sofie Krogh. Hun er projekt- og frivilligkoordinator i Girltalk, der er en non-profit organisation, der via en chatside hjælper og rådgiver unge piger.
Hun bekræfter, at vi lever i en præstationskultur.
”Det betyder ikke kun, at kroppen skal være perfekt, det betyder også, at man skal være god i skolen, en god datter, en god veninde. Kropsidealerne er blot en lille del af det,” siger hun og tilføjer:
”Hvis du ikke er en succes, så er du ikke noget, tænker mange. Og så prøver du måske i stedet at få en god krop, for så er der i det mindste noget, du har styr på.”
Men hvorfor er det særligt kvinder, der lader sig påvirke af de her enorme idealer? Det spørger jeg psykolog Rikke Papsøe om.
Som psykolog er hun ofte vidne til, at kvinder kæmper med deres selvværd og prøver at være perfekte – til det hele.
”Vi bliver hele tiden bombarderet med ideer til, hvordan vi skal se ud, både i de traditionelle medier og især på de sociale medier. Samtidig fremviser modeverdenen kun ét særligt kvindeideal, og vi kigger hele tiden på kun én bestemt type kvinde,” siger hun.
Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at jeg altid føler mig forkert, når jeg kigger på pigerne i Justin Biebers nye musikvideo, tænker jeg.
Men hvorfor skal kvinder i populærkulturen altid ligne hinanden – men aldrig ligne en helt almindelig pige som jeg selv?
DEBAT: Deltag i debatten på Facebook her
Jeg ringer til Sara Sievers, som er chefredaktør på magasinet Cover. Når jeg kigger i hendes blad, synes jeg ofte kun, at jeg ser meget tynde piger. Men Sara Sievers forsikrer mig om, at de på Cover er optagede af ikke kun at vise tynde modeller.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Vi bruger faktisk mange forskellige kropstyper og er meget opmærksomme på det. Vi har som det eneste danske modemagasin nogensinde haft en plus size-model på forsiden,” siger hun.
Jeg håber, at danske modeblande som Cover vil blive endnu bedre til at vise forskellige kvinde-kroppe i fremtiden. For jeg synes faktisk, at det hjælper at se, at andre også har hofter, lidt bredere lår – eller at de
også kan se lidt blege ud uden makeup.
Flere kendte kvinder er begyndt at dele billeder af deres skønhedsfejl og ansigter uden makeup på under hashtags som #nomakeup og #smuksomjeger på de sociale medier.
Og jeg får det faktisk bedre med mig selv, når jeg ser de her mere realistiske billeder.
Det er jo ofte kvinder, som jeg ser op til og gerne vil ligne. Så når de deler et billede, hvor de ligner helt normale kvinder, så bliver jeg glad for at se, at selv de ikke er perfekte.
Og kan de have skønhedsfejl – og have det godt med dem - så kan jeg også.
Generelt synes jeg, at de kropsidealer, som jeg møder overalt i min hverdag, er alt for ekstreme. Vi burde sige stop og slappe lidt mere af. Måske vise nogle flere billeder af helt normale mennesker uden makeup og photoshop.
Selvfølgelig forventer jeg ikke, at dame- og modebladene fjerner alle modellerne og superstjernerne fra den ene dag til den anden. Men måske kunne de lave en blanding af mange former for kropstyper, så det
ikke kun var én, der blev vist frem? Som Cover for eksempel også har gjort ved at sætte en plus size-model på forsiden.
Og så vil jeg huske på det gode råd, som chefredaktør Sara Sievers gav mig:
”Det er meget vigtigt, man ikke hænger hele sin identitet op på, hvordan man ser ud. Det er vigtigere at gøre ting, som gør en glad – og at man igennem hele livet bliver klogere. Det er det, som du bliver glad for og målt på i sidste ende.”
Friederikke Sofia Krogh fra GirlTalk.dk sagde også til mig, at det handlede om selvværd - og at det var vigtigere at arbejde med sit selvværd end hele tiden at dyrke sin krop.
Og så sagde hun, at man skal huske at have fokus på de gode ting – som for eksempel at jeg har flotte øjne og fine kvindelige former – for ellers kommer de dårlige tanker let til at fylde det hele.
Jeg vil forsøge at lytte så godt som muligt til eksperternes råd.
For jeg vil gerne kunne kigge ned ad mig selv og være tilfreds med det, jeg ser. Jeg gider ikke at blive i så dårligt i humør over det.
Og jeg håber, at der er flere piger og kvinder, som vil prøve at gøre det samme.
DEBAT: Deltag i debatten på Facebook ved at trykke på "kommenter"