Jeg gjorde oprør mod min mor. Det var, som om det hele kun drejede sig om min diabetes, fortæller Sara, der i dag er 20 år.
Sara blev diagnosticeret med type 1-diabetes, da hun var 10 år. Hun havde tabt sig, men hendes mor blev først urolig en dag, hvor Sara drak 25 glas vand på en time. Vagtlægen sendte pigen direkte på sygehuset med diagnosen sukkersyge.
Jeg græd hele vejen. Jeg troede, at hun nu ville dø fra mig, siger Dorte Lund Pedersen, 49.
Sara selv var forvirret. Hun tænkte, at hun aldrig mere måtte få en flødebolle. Aldrig mere.
Det var bare en lille ting. Men det føltes voldsomt. Jeg var jo vant til hygge med fredagsslik, og det var helt slut, troede jeg, husker Sara Klausen.
LÆS OGSÅ: Flere danske børn får sukkersyge
Sara er Dorte Pedersens eneste barn, og de to boede dengang i en lejlighed i Hadsund i Himmerland. Et almindeligt liv med arbejde, skole og søde sager. Men Saras sygdom vendte op og ned på familiens liv. Dorte Pedersen indførte faste rutiner i Saras hverdag. Der var planer for, hvad Sara skulle spise, og hvornår hun skulle måle sit blodsukker. Der var planer for, hvornår og hvor meget insulin pigen skulle tage.
Jeg var meget styrende, for jeg var bange for, at Sara ville dø fra mig. Men så længe jeg tog ansvaret og lagde hendes liv i stramme rammer, ville det ikke være min skyld, hvis hun blev syg, siger Dorte Lund Pedersen.
I dag indser hun, at Sara ikke fik lov til at tage ansvar for sin egen krop. Som bekymret mor lagde Dorte Pedersen grunden til en dyb konflikt med sin datter.
Sara er et af knap 4000 danske børn mellem 0 og 19 år, der har diabetes 1. Sygdommen er i kraftig vækst i det meste af verden. Videnskaben kender ikke den fulde årsag, men konsekvensen er, at stadig flere danske familier møder udfordringerne ved at have et barn med sukkersyge. Og ligesom Sara og Dorte står disse familier med kimen til en konflikt, der bryder ud, når det syge barn bliver teenager.
Det fortæller sundhedspersonale, der møder diabetes-børnene og deres forældre på sygehusenes børneambulatorier.
Der er ikke noget som kronisk sygdom, der kan skabe ufred i familierne, siger overlæge Henrik Mortensen fra Herlev Hospital.
Han ser forældre, der er rædselsslagne for, at deres teenager ikke har spist nok eller taget den rette mængde insulin. De kan finde på at stå op om natten for at måle blodsukkeret. Og den bekymring reagerer de fleste teenagere på.
Det er forfærdeligt at have diabetes i puberteten. Mange teenagere vil ikke acceptere deres sygdom, for de ønsker at være som alle andre. Og oveni er der mor og far, der gerne vil overbeskytte og have kontrol, siger Henrik Mortensen.
Som 13-årig begyndte Sara Klausen at gå bag sin mors ryg. Efter et enkelt blackout også kendt som insulinchok der opstår, når blodsukkerniveauet er for lavt, holdt pigen op med at tage sin insulin i skolen af angst for at få et nyt anfald, når hendes mor ikke var der til at hjælpe. Hun turde ikke måle sit blodsukker, og samtidig fik hun anfald af panikangst, hvor hun faldt om i skolen.
Jeg mistede overblikket. Jeg troede, der var styr på min sygdom, men det var der ikke, og det gjorde mig bange, fortæller Sara.
Angst og plaget af dårlig samvittighed reagerede Sara voldsomt på sin mors ønske om kontrol.
Når jeg kom hjem, spurgte hun altid til mit blodsukker. Ikke til, hvordan min dag havde været. Og så kunne jeg snerre: Hvad rager det dig?. Og når hun så kunne se på blodsukkermåleren, at jeg kun havde målt to gange og ikke seks, så kørte skænderierne. Så må du gøre det, kunne jeg råbe til hende. Det er jo din sukkersyge, siger Sara.
I dag kan Dorte Lund Pedersen godt se faresignalerne. Datteren var bange, fordi hun ikke selv havde lært at håndtere sin diabetes. For det gjorde hendes mor jo så godt for hende.
Opvågningen kom, da Dorte Pedersen en dag blev kaldt ind på sygehuset alene. Saras modvilje mod at tage sin insulin betød, at hendes blodsukkerniveau over en periode havde svinget alt for meget.
Lægerne sagde, at hun ville dø, hvis det ikke blev bedre. Og at Sara skulle have professionel hjælp til at lære at acceptere sin sygdom. Der følte jeg mig som verdens dårligste mor, siger Dorte Pedersen.
For Sara og Dorte blev løsningen, at Sara blev anbragt på et sjællandsk behandlingshjem for unge med diabetes.
Hun kaldte mig de værste ting, for hun følte, jeg sendte hende væk. Men lægerne sagde, at jeg skulle holde fast. Det var det bedste for hende, siger Dorte Pedersen.
Planen var, at Sara skulle blive på institutionen, indtil hun var færdig med folkeskolen.
Men jeg blev glad for at være der og følte ikke, jeg var klar til at stå med ansvaret selv, siger Sara.
Kommunen sagde ja til, at Sara blev på behandlingsstedet, indtil hun blev student. Derefter bad Sara sin mor om at flytte med til København, så de igen kunne bo sammen.
I dag bor Sara alene og passer sin diabetes uden sin mors indblanding. Og de to har med Dorte Pedersens ord fået det mest fantastiske forhold.
