FØR REJSEN
Mandag den 23. juni 2014
I dag er det præcis 15 år siden min eks og jeg blev forældre og fik ansvaret for Karl.
På børnehjemmet lå han og sov i sin tremmeseng, iført børnehjemmets fineste tøj, da vi kom om morgen for at hente ham. Dagen før havde vi mødt ham for første gang.
Kejtet klædte jeg ham i vores eget medbragte tøj, fordi vi fik at vide, at det var den bedste måde at gøre det på.
Vi takkede alle, der havde passet ham, lagde ham i liften og gik ned ad trappen.
Vi var blevet forældre! Det var helt uvirkeligt. Der var gået hele syv år siden vi begyndte på ‘projekt baby’ og alligevel skete det så pludseligt og vi blev forandrede for altid.
Det var og er vidunderligt at være Karls mor.
Hvert år fejrer vi hans ‘komme-dag’ men ikke i år, for vi har haft travlt med at pakke.
I år fejrer vi først hans dag ude i Peru og jeg vil som altid sende den dybeste taknemmelighed i retning af hans Peru-mor, der gav ham livet.
Så længe vi er i hinandens liv, Karl og jeg, vil jeg altid passe på ham.
Fredag den 20. juni 2014:
Vi var forleden til sommerfest på min søns skole.
Jeg faldt i snak med en adoptivfar, som jeg tidligere har lavet frivilligt arbejde sammen med i landsforeningen Adoption & Samfund.
Jeg fortæller ham om bloggen her, og samtalen udvikler sig til at handle om mediedækningen af adoptionsområdet og nyhedskriterierne, der i dag helst skal udvides med et "k" for "konflikt".
Pludseligt udbryder faren: "Før blev vi fremstillet, som om vi reddede et barn, i dag er vi nogle, der forbryder sig mod barnet."
Han var oprigtigt bekymret over, at adoption som familieform i dag ofte fremstilles negativt i medierne.
Adoption er ikke en humanistisk bedrift, og jeg har ikke adopteret for at redde et barn. Jeg har adopteret, fordi jeg brændende ønskede at udøse min kærlighed til et lille menneskebarn og til at se netop dèt menneskebarn folde sig ud som det menneske, det nu ville blive.
Jeg har aldrig følt mig som en frelsende engel. Jeg har heller aldrig følt mig som en forbryder. Men jeg har ofte en slags dårlig samvittighed som følgesvend.
Dårlig samvittighed over at leve i en verden, hvor nogle mødre bliver nødt til at give deres børn væk.
Det minder mig om, da jeg var ganske ung og skammede mig over at være hvid.
Over at leve i den rige, vestlige verden.
Over koloniseringen og imperalismen.
Over uligheden.
Jeg tror, de fleste adopterede havde fået et godt liv, hvis de ikke var blevet adopteret.
Jeg er også sikker på, at mange adopterede ikke ville. Her tænker jeg især på de børn, der er født med et handicap, ikke er så godt begavede eller har fået skader ved eller efter fødslen. Jeg tænker på de (uønskede) børn, der ville være blevet en ulykke for familien.
Den sandhed findes også.
Tirsdag den 10. juni 2014:
Politikere og medier har (haft) meget fokus på transnational adoption, og det er absolut godt. Forleden var der igen skarp kritik af det ene af to danske adoptionsbureauer.
Fokus var i første omgang på sager om adoption fra Etiopien til Danmark. Sager, hvor der blev afsløret børnehøstere og falske papirer (herunder dødsattester) samt biologiske familier, der ikke havde forstået, hvad det hele gik ud på. De havde ikke forstået, at de gav fuldstændigt afkald på deres børn.
Det må bare ikke ske. Slet ikke. Overhovedet ikke.
Dertil kommer historier om danske adoptivforældre, der ikke formåede at tage hånd om deres nye barn i familien.
Det må bare heller ikke ske.
Alle adoptioner skal naturligvis ske på legal og etisk vis, og alt andet skal straks stoppes.
I dag er flere ved at gennemtænke et nyt adoptionssystem i Danmark. Det ser jeg frem til. Mange har ønsker og meninger om emnet. På godt og ondt. Og i det felt lever vi adoptivfamilier.
Jeg har ingen grund til at tro, at mine børns bortadoption hviler på et forkert grundlag.
Peru, hvorfra mine børn er adopteret, er heldigvis strikse i deres tilgang til adoptionsarbejdet og der er ingen tegn i mine børns private historier fra før adoptionen på, at bortadoptionen er sket på et fejlagtigt grundlag.
Hverken juridisk, etisk eller menneskeligt.
Mit ene barn blev ikke afleveret eller fundet som hittebarn, men fjernet af politiet fra sin Peru-mor.
En lokal mand havde gennem en periode set, at en baby ikke blev passet. Politiet fjernede barnet og bragte det til børnehjemmet. Babyen var i så dårlig stand, at babyen blev nøddøbt med det samme. Børnehjemmet troede ikke, at babyen ville overleve.
Kvinden, der måske er mor til mit barn, blev siden afhørt af politiet. Det er ikke blevet bekræftet, om hun er mit barns Peru-mor.
Mit barn var et år på sit børnehjem for at komme sig og for at give biologisk familie mulighed for at genoptage kontakten. Ingen kom på besøg og først herefter kunne alle formaliteter med bortadoptionen gå i gang.
Vi har det fulde navn på den mand, der tog ansvar og fik babyen reddet, fordi han kontaktede myndighederne. Han er en yderst betydningsfuld voksen i vores familie. Uden ham havde vores barn ikke været i live i dag.
Mit andet barn blev afleveret fem dage gammel af sin Peru-mor. Hun havde skrevet et lille brev om, hvorfor hun var nødt til at give sin baby væk.
Hun vendte ikke tilbage til børnehjemmet. Herefter gik alle formaliteter med bortadoptionen i gang.
Kvinden underskrev det lille brev med sit fulde navn, så vi har noget at søge efter, hvis behovet opstår.
Jeg blev alligevel lidt urolig for, om der var skjulte forhold eller fejl i mine børns adoptionssager. Det bureau, der havde formidlet mine børns adoptioner, var nemlig under kritik på grund af fejl i sagsbehandlingen.
Jeg søgte derfor om aktindsigt, fordi jeg gerne ville forsikres om, at jeg vidste alt, hvad der var at vide om mine børns livshistorie før adoptionen. Altså alt det, som bureauet vidste.
Jeg søgte derfor straks om fuld aktindsigt i begge mine børns sager, og jeg fik hurtigt kopi af alle akter på de to sager.
Der var ikke noget, som jeg ikke allerede havde i forvejen. Alle dokumenter var de samme.
Måske er jeg naiv? Jeg er af nogle i adoptionskredse blevet kaldt for ’tossegod’.
Selvom diverse dokumenter ser fine ud, kan de jo godt være forfalskede. Man kan købe sig til diverse falske dokumenter i de fleste udviklingslande.
Jeg ved selvfølgelig godt, at sagens dokumenter ikke nødvendigvis taler sandt, men det tror jeg, de gør. Jeg vælger at tro, de taler sandt. Jeg har ingen grund til at tro andet.
Jeg har tillid til de mennesker, der har arbejdet professionelt med mine børns adoptioner i Peru og i Danmark.
Og jeg har stor tiltro til fagpersonerne i Peru: det være sig personalet på børnehjemmet, socialrådgiveren og psykologen på regionskontoret, lokale dommere og de ansatte i ministeriet.
Jeg vil ikke lade mit liv styre af frygt og mistillid.
Mandag den 5. maj 2014:
Vi er godt nok født langt væk fra hinanden, erfarede min datter, da hun lå på gulvet og ledte efter sin egen og hendes storebrors fødeby.
Hun er født i højlandet – Cusco – og han er født ved Stillehavskysten i Chimbote. Der er 3 km mellem dem alene i højden. Og 1.400 km hvis man kører.
Da vi var hjemkommet til Danmark sommeren 2004, blev jeg nogle gang spurgt om familieforøgelsen.
"Er de rigtige søskende?" blev jeg spurgt.
"Ja, det er de nu!" lød mit korte svar. Jeg blev forstået med det samme. Mine børn er ikke biologiske søskende, men de er søskende. Rigtige søskende.
De deler ikke blodets bånd, men de er i den grad søskende. Og det har de været næsten fra den første dag, de så hinanden. Storebror var i hvert fald så klar til at tage sig af sin lillesøster.
Derfor ville han fluks give hende et kram, da de så hinanden første gang på hendes børnehjem. Han var 5, hun var kun halvandet år. Hun skubbede ham resolut væk.
Hun havde endnu ikke lært, at han ikke blot var en af de andre drenge på børnehjemmet.
Storebror fik herefter hurtigt en intuitiv kontakt med sin nye søster.