Når næsten én million danskere ifølge Socialministeriet oplever, at det er svært at finde balancen mellem familie- og arbejdslivet, et det et klart signal om, at noget er riv ravende galt i vores samfund.
Det mener direktør for Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv, Helle Rosdahl Lund.
Ifølge hende sejler familiepolitikken i Danmark:
”Regeringen har storsvigtet børnefamilierne, for familiepolitikken har slet ikke været på regeringens agenda. Vi har vænnet os til, at der kun bliver talt om konkurrence og vækst – og at ingen taler familiernes sag. Problemet er, at det er naivt at tro, at man kan få øget vækst, når en af samfundets vigtigste grundpiller, nemlig familien, står og vakler,” siger hun.
I de seneste par måneder er debatten om balancen mellem familie- og arbejdsliv blusset op igen, og mange forældre har givet udtryk for, at de har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.
Men politikerne forholder sig forbavsende lidt til forældrenes nødråb, mener Helle Rosdahl Lund.
Det bliver højst til udvidede åbningstider, gratis fertilitetsbehandlinger og færre lukkedage i daginstitutionerne. Men det hjælper ikke nødvendigvis med til at skabe en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv, understreger hun.
”Vi har et stort problem, og konsekvenserne er tydelige: Nemlig faldende fødselstal, høje skilsmissetal og et stigende antal børn med stresssymptomer,” siger hun.
Hun mener, at et nyt familieministerium vil være med til at sikre, at politikerne begynder at tage familierne alvorligt:
”Det skulle være et paraplyministerium, hvor man undersøger, hvordan reformer og lovforslag, der bliver vedtaget i andre ministerier, påvirker børnefamilierne. Vi ved, at kontanthjælpsreformen, skolereformen med flere har fået store konsekvenser for mange danske familier, men ingen tager ansvar for deres situation,” siger hun.
I 2004 oprettede den tidligere VKO-regering Ministeriet for familie- og forbrugeranliggender.
Men allerede efter knap tre år måtte ministeriet dreje nøglen om i 2007 efter flere mislykkede sager og trækken i langdrag på det familiepolitiske område.
Ministeret blev omtalt som et ”symbolministerium”, og dets tre skiftende konservative ministre - Henriette Kjær, Lars Barfoed og Carina Christensen - blev udsat for en del kritik.
Sidstnævnte fordi hun proklamerede, at alle danskere burde få tre børn, så fødselstallet i Danmark kunne stige.
”Familieministeriet var - som jeg erindrer det - bare et sted, hvor man parkerede sagerne, så regeringen kunne sige: Nu har vi gjort noget. Uden egentlig at gøre noget,” fortæller professor emeritus i socialpolitik, Per Schultz Jørgensen.
Han mener derfor ikke, at et nyt familieministerium nødvendigvis vil få familiepolitikken tilbage på dagsordenen.
”Familiepolitikken får langtfra det nødvendige fokus herhjemme, men jeg tror nu ikke, at problemerne løses ved, at vi parkerer alle problemerne i ét samlet ministerium,” siger han.
I stedet så han hellere at man skævede til Nyrup-regeringens familiepolitiske model i 1990erne, hvor socialministeren havde ansvaret for det familiepolitiske område og sørgede for at koordinere den politiske indsats med de andre ministerier.
”Nyrup-regeringen var den sidste danske regering, der for alvor tog det familiepolitiske område alvorligt. Men siden da er der ikke sket meget,” siger han.
Sociolog Mai Ottosen, der til beskæftiger sig med familieforskningen på Socialforskningsinstituttet, siger, at hun som forsker på området har svært ved at se, hvem det er på Christiansborg, der har ansvar for familiernes trivsel.
Det afspejler sig også i forskningsverdenen, mener hun, hvor flere og flere familielivsundersøgelser er privat finansieret – hvilket også er tilfældet i en for nylig udgivet SFI-rapport om skilsmisseindsatsen. Den har Egmont Fonden nemlig betalt for.
”Man kan jo spørge sig selv, hvorfor det pludselig er blevet et privat og ikke offentligt anliggende at undersøge de udfordringer, som nutidens familie møder,” siger hun og tilføjer, at det forsvindende politiske fokus formentlig også er årsagen til, at man ikke har investeret i større undersøgelser af familie- og arbejdslivbalancen siden 2007.
Dengang fremlagde Familie- og Arbejdslivskommissionen, som Mai Ottosen sad med i, en række anbefalinger, der skulle sikre en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv.
”Men de anbefalinger forsvandt over i socialministeriet og siden da, har ingen set dem,” siger hun.
Mai Ottosen er dog ikke overbevist om, at et familieministerium vil sikre, at danskerne får lettere ved at kombinere et travlt arbejdsliv med et meningsfuldt familieliv.
”Mange af problemstillingerne skal løses landspolitisk. Men det er også i høj grad op til arbejdsmarkedets parter at skabe rammerne for vores arbejdsliv. Den opgave kan man derfor ikke give til et familieministerium, for så griber man ind i den danske arbejdsmarkedsmodel,” siger hun.
Men det argument køber Helle Rosdahl Lund fra Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv ikke:
”Arbejdsmarkedets parter kan ikke håndtere denne opgave – det er regeringens. Der står alt for meget på spil for hele vores samfund. Så det må være regeringens ansvar at opstille nogle rammer, der gør det nemmere for familier at få hverdagen til at hænge sammen,” siger hun og tilføjer, at regeringen aldrig vil opnå den ønskede vækst, hvis ikke rammerne omkring familien forbedres:
”Det handler nemlig ikke bare om at skabe vækst. Men om at skabe bæredygtig vækst, og det kræver robuste familier og et mere fleksibelt og fremtidssikret arbejdsmarked.”