Kapitel 1: Michelles nyfødte barn er kun til låns

En datter til en handicappet mor skal bortadopteres med tvang. For moren og hendes familie betyder afgørelsen, at de nu må sige endegyldigt farvel til et barn, de i flere år har kæmpet for at få lov at beholde. Læs første afsnit af deres historie her

Michelle er flyttet hjem i forældrenes, Janne og Eddy Madsens, rækkehus i Glostrup. Michelle har svært ved at sove og spise fornuftigt, fordi hun savner sin datter.
Michelle er flyttet hjem i forældrenes, Janne og Eddy Madsens, rækkehus i Glostrup. Michelle har svært ved at sove og spise fornuftigt, fordi hun savner sin datter. . Foto: Leif Tuxen.

Artiklen blev første gang bragt 5. juli 2014 - og bringes nu igen i anledningen af, at DR1 viser dokumentaren "Aldrig mere mor" onsdag aften klokken 20:30.

December 2007. Det sner. Janne Madsens sølvgrå Hyundai trækker sorte spor efter sig på de hvide veje.

Hun har kurs mod Rigshospitalet i København, men er flere gange ved at miste modet og vende om. Hendes 25-årige, hjerneskadede datter, Michelle, venter på en overvåget barselsstue på hospitalets fødegang. Hun har netop født en sund og velskabt pige.

Men selvom det trækker i Janne Madsen efter at se og røre sit lille nye barnebarn, kan hun næsten heller ikke holde tanken ud. Michelle kan ikke tage vare på sit barn, og plejefamilien er allerede fundet.

Den lille ny pige er kun til låns.

Janne Madsen bliver både overrasket og en smule forarget, da hun når frem til hospitalet og opdager, at Michelle og barnet er overladt til sig selv på en stue uden professionelt opsyn.

I månederne op til fødslen har alle involverede fra kommunens socialrådgiver til hospitalets personale været enige om, at Michelle ikke kan tage vare på sit eget barn og derfor heller ikke skal være alene med hende.

Det er også i den erkendelse, at Janne Madsen og hendes mand, Eddy, er kommet overens med tanken om, at Michelle og familien ikke kan beholde barnet selv.

Men i den dæmpede belysning på barselsstuen ser Michelles moderskab pludselig knapt så håbløst ud.

Den unge kvinde sidder i sengen med sin nyfødte pige i armene. Hun holder forsigtigt og omsorgfuldt om den lille krop og vugger hende blidt fra side til side.

I et kort øjeblik får Janne Madsen den tanke, at det hele måske kan gå alligevel. At Michelle kan vokse med opgaven, at hun på trods af sit handicap kan blive en god mor, at Janne Madsen selv kan få lov at blive mormor.

Så kigger Michelle op.

”Skal vi ikke prøve alt hendes tøj på hende?”, spørger hun begejstret.

Janne Madsen sætter sig ved sin datter og sit nye barnebarn og forklarer stille, at små børn ikke kan klare for megen udklædning, og at hun synes, de skal vente med at give den lille pige et nyt sæt tøj på.

I 2009 besluttede et enigt folketing, at det skulle være lettere at tvangsbortadoptere børn, hvis forældre ikke kan forventes at blive i stand til at tage sig af dem.

Politikerne ønskede, at de børn, der alt for ofte bliver kastebolde mellem døgninstitutioner, familiepleje og forældre, i stedet blev sikret en tryg og stabil opvækst.

Det skulle blandt andet ske ved hjælp af en øget anvendelse af adoption.

I modsætning til en tvangsfjernelse er adoptionen uigenkaldelig. Barnet skifter efternavn og arveforhold. Det får en helt ny familie, og den gamle falder bort. De biologiske forældre har ikke længere krav på samvær eller indblik i barnets liv. De er ikke længere forældre. Siden loven trådte i kraft, er 12 danske børn blevet tvangsbortadopteret mod deres forældres vilje. Det her er historien om et af dem.

De næste dage på Rigshospitalet er hektiske. Den udvalgte plejefamilie bor mere end 50 kilometer fra Michelles lejlighed i Rødovre og Janne og Eddys lille rækkehus i Glostrup. Det bekymrer parret, der gerne vil have så tæt kontakt til deres barnebarn som muligt.

Desuden ved de, at Michelle vil have svært ved at tage den lange tur med offentlig transport. Michelle selv er skiftevis begejstret for sin nye datter og ulykkelig og vred over, at hun skal aflevere hende. Flere gange taler Janne og Eddy Madsen om, at de selv kan beholde barnet. Men det er ikke ligetil.

Deres egne sammenbragte børn er alle voksne og flyttet hjemmefra, og de synes, de er for gamle til at agere forældre for et lille nyt barn. Samtidig er Michelle én stor udfordring. Den unge kvinde bor i egen lejlighed og klarer officielt sig selv, men i realiteten er hun dybt afhængig af især sin mor.

Det er svært, men det bedste for barnet er familiepleje. En familiekonsulent fra Børne- og Ungeafdelingenen i Rødovre Kommune forsikrer familien om, at det lille nye barn altid vil være Michelles datter og deres barnebarn.

”De kan ikke lige pludselig tage hende fra os, vel?”, spørger Janne Madsen.

”Nej,” siger konsulenten.

Fem dage senere afleverer de den lille pige. De kører hende selv til plejefamiliens hus i familiens sølvgrå Hyundai. Der er stadig sne på vejene, og Janne Madsen har det, som om hun skal kaste op. For det føles, som om det er anden gang, hun skal miste et barn.

Datteren Michelle er født sund og normal, men blev som lille ramt af en aggressiv form for børneleukæmi. Selvom hun overlevede, blev hun ikke den samme igen.

Lægerne behandlede hende med eksperimentel kemo- og intens stråleterapi, og strålerne skadede hendes hjerne. Hun fik aldrig den uddannelse, kæreste eller karriere, de fleste andre små piger vokser op og får. Michelle får heller aldrig sin egen familie.

Den lille pige i autostolen ligner til forveksling sin mor, før kræften og hjerneskaden forandrede hende og gjorde hende til en anden. Janne Madsen kan ikke holde ud, at de lige om lidt skal tage afsked.

Læs andet afsnit af historien her