Far, mor og to børn i et mindre hus i den velstillede del af Nordsjælland.
Umiddelbart var der ikke meget i Nannas barndomshjem, som ikke lignede opskriften på den gode barndom, sådan som man mente den skulle leves i 1960'erne. Hendes far var arbejdsmand, mens hendes mor var hjemme sammen med børnene de første år. Da børnene kom i skole, forblev moderen hjemmegående. Selvom der var god tid til de to børn, voksede Nanna op med en oplevelse af ensomhed. Og så var der en knude i maven. Så længe hun husker, har hun ikke brudt sig om at sove på maven, fordi hun kunne mærke en knude derinde.
Nanna, som i dag er 55 år, har brugt megen tid på at forsøge at forstå, hvorfor hendes mor og far lod hende vokse op med en grundlæggende utryghed. Hun er aldrig blevet slået eller på anden måde udsat for fysiske overgreb, men der var en række udtalte og uudtalte krav fra hendes mor og far, som gav hende en svær opvækst.
”Du kan holde et barn nede med fysiske overgreb, men du kan også gøre det med ord. Jeg var et temperamentsfuldt og udadvendt barn, men de prøvede hele tiden at kontrollere mig med ord,” siger hun.
Hendes far var udadvendt og kunne være enormt sjov, og så var han en loyal ægtefælle, som værnede om Nannas mor, der på mange måder var hans modstykke: usikker og indadvendt. Mens han var vokset op i et velhavende miljø, var hun fra et fattigt hjem på landet. Mens han gerne underholdt en hel bus med sine vittige bemærkninger, så var det en kamp for moderen bare at gå til købmanden.
”Jeg fik at vide, at hvis jeg gjorde sådan og sådan, ville min mor gå ned i søen og drukne sig,” siger Nanna.
Hun kom i den lokale folkeskole og satte pris på miljøet og de faglige udfordringer.
”Jeg havde venner, men jeg var samtidig hende den rødhårede, som skilte sig lidt ud, og socialt kunne jeg have haft det bedre i skolen. Jeg husker, at jeg var lidt misundelig over, hvordan mange af mine veninder havde mødre, som hentede dem ved skolen, og som tilsyneladende talte ubesværet med deres mødre. Naturligvis kan de også have haft skeletter i skabet, men min mor satte aldrig sine ben på skolen, og jeg vidste, at det ikke ville være muligt at tale med hende om de modsatrettede følelser, jeg havde omkring det sociale liv i klassen. Jeg har været på nødderov med min mor, og vi lavede kastanjedyr, men den tillid og tryghed, som et barn skal have for at betro sig til deres forældre, kendte jeg slet ikke,” siger hun.
Der var mange regler i hjemmet. En af dem var, at Nanna ikke måtte opholde sig i køkkenet. Hun misundte klassekammeraterne den frihed, som de havde. Når hun selv forsøgte at argumentere for, at tingene kunne være anderledes, blev hun hurtig gjort tavs.
”Der opstod en meget ubehagelig stemning, hvis jeg kom til at sige noget, som gik mod hendes vilje. Jeg havde mine meninger, men jeg fik ikke lov at have ordet. Det var den totale frustration,” siger hun.
Når presset blev for stort, låste hun sig inde på familiens badeværelse for at finde et rum, hvor hun kunne udtrykke de følelser, som ikke måtte komme ud i forældrenes nærvær. Andre dage gik hun ned i skoven, hvor hun opholdt sig længe.
”Jeg gav træerne navne, skrev digte og opbyggede en fantasiverden, som jeg kunne udleve i skoven. Men jeg følte mig helt ekstremt ensom og savnede tryghed,” siger hun.
Hun forlod skolen med en afgangsprøve fra 10. klasse. Nanna beskriver, hvordan hun som teenager udviklede sig til en utilpasset pige, som røg hash og ikke havde travlt med at bruge de gode, boglige evner, hun havde.
Hun forelskede sig og blev gravid, men det var en graviditet uden for livmoderen, og situationen udviklede sig kritisk.
”Hospitalet ringede til mine forældre og opfordrede dem til at komme, men de kom ikke. Da jeg vågnede efter operationen, var jeg alene, og da mine forældre siden besøgte mig, havde min mor travlt med at fortælle mig, hvor synd det var for hende. Den tilgang var meget typisk for hende,” siger Nanna.
I stedet for at læse videre rejste hun. I mere end 10 år rejste hun i Europa og Asien og fandt job undervejs.
”Nu kunne mine forældre ikke længere bestemme over mig, og jeg var den pligtopfyldende datter, som troligt sendte breve hjem. I de år, hvor jeg rejste, brugte jeg megen tid på at prøve at forstå, hvorfor de havde handlet, som de havde. Jeg spurgte mig selv, hvad det var, jeg havde været udsat for.”
Den knude, som Nanna hele livet har mærket, blev på sin vis anledningen til et vendepunkt i historien om en datters kamp for at forstå sine forældre.
Nanna lever som billedkunstner og har udstillet i mere end 20 år. Hun har ikke kunnet få børn, men har sammen med ægtefællen gennem snart 25 år opbygget et hjem, hvor samtalerne og spørgsmålene får al den plads, som de ikke fik i hendes barndomshjem.
”Da min mand mødte mine forældre, kunne han godt mærke, at der var noget, som ikke var, som det skulle være. Han kunne se, at jeg let blev frustreret, når vi var sammen med dem, men vi holdt kontakten, og jeg ringede til min mor flere gange om ugen, men vi talte aldrig om noget. Vi var i kontakt, men vi havde ikke egentlig kontakt med hinanden. Jeg har mødt flere, som har brudt med deres forældre, men det har jeg aldrig villet. Forlader du dit ophav, så forlader du også muligheden for at lære noget. Det vil være som at amputere en del af mig,” siger hun.
For tre år siden døde Nannas mor efter et langt og svært sygdomsforløb. Hun besøgte moderen tre til fire gange om ugen, men måtte alligevel jævnligt høre moderen beklage sig over, at hun ikke fik nok omsorg fra datteren. Efter moderens død talte hun med sin praktiserende læge og fortalte om knuden. Lægen undersøgte hende og kunne også mærke noget, så hun blev sendt på hospitalet til videre undersøgelse. Scanningen viste dog ikke nogen knude, og lægen foreslog, at Nanna blev henvist til en psykolog.
”Da jeg havde været to gange ved psykologen, kunne jeg mærke, at jeg ikke orkede at tale mere om min barndom. Mine venner har måttet høre på mig gennem mange år, hvor jeg har forsøgt at analysere min historie og vores forhold for at bearbejde det,” siger hun.
Psykologen foreslog, at hun i stedet skulle have en form for kropsterapi kaldet ”somatic experiencing”, og i dag er knuden i maven væk.
”Der var noget, som jeg ikke havde fået rystet af mig, selvom jeg havde analyseret og talt meget om min opvækst, og her hjalp kropsterapien mig. Det er ikke alt, du kan analysere dig frem til,” siger hun.
Efter moderens død er Nanna blevet gjort opmærksom på personlighedsforstyrrelsen emotionel border-line. Hun husker den dag, hvor hun sad sammen med sin far og gennemgik tegnene på denne personlighedsforstyrrelse, og de blev enige om, at det passede på Nannas afdøde mor.
”Med den viden, jeg har i dag, er det lettere for mig at forstå nogle ting. Jeg fandt en stor fred, da det gik op for mig, hvad det var, min mor havde kæmpet med,” siger hun.