”Lektierne kan hurtigt gå op i pjank og pjat”

For familien Viuff/Pachai har det nye skoleskema betydet, at familiens tre børn ikke længere kan gå til de fritidsaktiviteter, som de har lyst til. Og så er forældrene bekymrede for, om børnene får nok ud af lektiecafé

 Andra Pachai og Jens Jørgen Viuff synes, det er frustrerende, at deres sønner har måttet skippe flere fritidsaktiviteter. Fra venstre ses Magnus, 12 år, Frederik, 7 år, og Valdemar, 13 år. Bag Frederik står Jens Erik, 22 år, der er Jens Jørgen Viuffs søn fra første ægteskab.
Andra Pachai og Jens Jørgen Viuff synes, det er frustrerende, at deres sønner har måttet skippe flere fritidsaktiviteter. Fra venstre ses Magnus, 12 år, Frederik, 7 år, og Valdemar, 13 år. Bag Frederik står Jens Erik, 22 år, der er Jens Jørgen Viuffs søn fra første ægteskab. . Foto: Claus Fisker/Scanpix.

Efter den første uge med det nye skoleskema er der især én ting, der bekymrer 50-årige Andra Pachai og hendes mand, Jens Jørgen Viuff.

”Lektiecaféen kan hurtigt gå op i noget pjank og pjat, hvis de sidder og småsnakker og skal skynde sig med det hele, fordi de hellere vil lave noget andet og spille spil,” siger Andra Pachai og tilføjer:

”Jeg tror, at børnene ville have mere ro omkring sig til at kunne koncentrere sig, hvis de sad herhjemme. De behøver ikke have selvdisciplin i forhold til lektierne, for nu er det sat i system i skolen, men jeg er bange for, at kvaliteten af det, de lærer ved at lave lektier i skolen, er dårligere, end hvis de gør det herhjemme. Min mellemste søn Magnus kom hjem fra skole en dag og sagde: 'Jeg er der længere, men jeg lærer altså ikke mere'. Og da jeg hentede den yngste, Frederik, løb de bare og legede, mens der var lektiecafé. Så får de jo ikke noget ud af det. De dygtige elever, som ikke er skoletrætte, skal nok få det gjort ordentligt, men for de dårlige elever kan det blive sværere at koncentrere sig, og så bliver lektierne aldrig lavet ordentligt.”

Andra Pachai og hendes mand, Jens Jørgen Viuff, har tre fælles børn i skolealderen: Valdemar, Magnus og Frederik på henholdsvis 7, 12 og 13 år. De tre drenge går på to forskellige skoler. De to yngste har ikke lang vej til deres skole, men den ældste søn, Valdemar, skal køre 12 kilometer med den lokale bus for at komme til og fra skole hver dag.

Familien bor 16 kilometer uden for Kolding i den lille by Jordrup, og det er småt med lokale busruter i denne del af landet. Det betyder, at han har nogle temmelig lange dage og oftest først er hjemme klokken 16.30 om eftermiddagen.

”Det er en meget lang dag, og han har været meget træt,” fortæller hans mor.

Derudover har de øgede timer i skolen også haft betydning for de tre drenges fritidsinteresser, fortæller hun: Den mellemste søn kan ikke længere nå til guitarundervisning på musikskolen, og den ældste kan ikke nå med til tennis i den lokale idrætsforening, fordi de stadig har timer på skolen, når der bliver undervist i tennis i Kolding Ketchercenter.

”Det er frustrerende, at de ikke kan dyrke deres interesser, men det kan ikke lade sig gøre,” siger Andra Pachai.

Forældrene har generelt haft en positiv indstilling til heldagsskolen, men de har også oplevet, hvor forskelligt skolerne tackler den nye skolereform.

”På de yngste drenges skoler har vi fået al den information, som vi har haft brug for, og vi føler, at vi har haft et rigtig godt samarbejde med lærerne. Men på den ældstes skole har informationsniveauet været lig nul. Det har skabt usikkerhed, og vi har ikke vidst, hvilken skoledag vi sendte ham af sted til,” siger Andra Pachai og tilføjer, at hun nu godt kan forstå, at også lærerne har været forvirrede:

”Det er jo en stor mundfuld, og de skal lave det hele om på én gang.”

Generelt synes hun ikke, at det nye skoleskema har haft den store betydning for familiens tid sammen derhjemme. Forældrene agter stadig at læse sammen med deres børn, så de føler ikke, at tiden derhjemme fremover kun er til afslapning.

”Mine forventninger er, at børnene kommer til at lære mere i skolen, end de gjorde før i tiden, men jeg er bekymret for kvaliteten af undervisningen og især lektielæsningen. Det betyder utrolig meget, hvordan lærerne griber det an på de enkelte skoler. Har lærerne ondt af sig selv, bliver det skidt, men gør de deres bedste, kan skolen blive rigtig god. Men tiden må vise, hvad der sker.”