Theresa Maria Jessing: Mine børn skal ikke arve mine forbehold for livet

Theresa Maria Jessing er mor til to og gift med Frank Erichsen, der er kendt som Bonderøven fra DR 2. Foto: Kristoffer Juel Poulsen/Scanpix

Når vi holder fest i min mors familie, er det noget med at sidde i hestesko, og sange og taler flyder i en lind strøm.

Det er vigtigt for Theresa Maria Jessing, der er gift med Bonderøven fra DR 2, at hendes børn lærer at gå ud i verden med et åbent sind

Jeg er opvokset i den lille landsby Agersted i Nordjylland. I dag vil man betegne det som "udkantsdanmark", men jeg husker det som et paradis med en landsbyskole og en lille købmand. Min far havde tre børn med sin tidligere kone, og han fik to børn - min bror og mig - med min mor. Så jeg er vokset op i en lille kernefamilie i et parcelhus fra 1970'erne. 

De vigtigste værdier i min familie var at tale om tingene. Min far var det sorte får i sin familie - han kom fra et indremissionsk hjem, hvor det ikke var i orden at tale om sit begær og sine lyster. Det havde han selv gjort op med, så derfor talte vi meget med hinanden i min familie. Vi talte om, hvordan vi havde det, om hvem vi var, og hvad vi drømte om.

Da jeg var barn, havde jeg en stor frihed til at udfolde mig. Jeg disponerede meget over min egen tid, men det var en selvfølgelighed, at jeg skulle komme hjem til måltiderne, så vi kunne se hinanden i øjnene nogle gange om dagen. Men ellers var det bare ud i skoven og sparke til bøtte eller ud at cykle på gaden.

Jeg har et tæt forhold til min far, som døde hjemme for et par år siden. Vi to kunne forstå hinanden uden så mange ord og forklaringer. Jeg græd ikke, da han døde, for jeg var klar over, at det skulle ske, men jeg blev chokeret og forundret over, hvordan sorgen over tabet af ham prægede mig. Men jeg er heldig - jeg har også altid været tæt med min mor og er usandsynlig glad for hende og hendes optimistiske sind. Hun bor i dag tæt på min egen familie, og jeg plejer at sige, at mine børn har en tredje forældre - og dét er en kæmpe værdi for både mig, min mor og mine børn.

Når vi holder fest i min mors familie, er det noget med at sidde i hestesko, og sange og taler flyder i en lind strøm. Men suppe-steg-og-is-konceptet har jeg aldrig kunnet værdsætte eller nyde. Til gengæld er festerne med mine søskende vilde, levende og udtryksfulde. Mine ældste søskende er 70'er-børn, så de holder kæmpe fester, hvor der bliver jammet og danset på livet løs.

Jeg kan huske en sommeraften, da jeg var otte år gammel. Det var Sankt Hans aften, og vores mor var på arbejde på sygehuset, hvor hun var sygeplejerske. Der var ikke umiddelbart udsigt til en begivenhedsrig aften, men hen ad eftermiddagen byggede vores far et større bål op i en krog af vores lille have. Han slæbte træstubbe til, bar fåreskind og tæpper ud, gav os børn en mønt hver og bad os cykle ned til købmanden at købe en is til os alle. Det blev en herlig aften! Vores far lavede mad og hentede radioen ud i haven med en forlængerledning, så vi kunne høre radio og Shu-bi-duas sang om Sankt Hans. Da min mor kom hjem ved midnatstid, sad vi stadig ude og ventende på de æbleskiver, som vores far spontant var gået igang med at lave i det tiltagende mørke.

Jeg kan godt lide at være i nuet med mine børn på en måde, hvor jeg ikke fortænker rollen som forælder. Det er vigtigt for mig at vise dem, at man skal være sig selv uden forbehold og give ud af sig selv på en naturlig måde. Men jeg tænker også over, hvordan jeg ikke vil præge mine unger. Jeg har ikke lyst til at videregive den nervøsitet,  jeg selv har for helt nye situationer og helt konkret for heste. Derfor forsøger jeg at tilskynde mine børn til at gå ud i verden - og op på hesten, så at sige - så de ikke arver mine forbehold for livet.

I vores hjem kommer der næsten dagligt fantastiske mennesker på besøg, og det er mine unger utrolig priviligeret med. I mit barndomshjem kom der meget sjældent venner af mine forældre. På den måde var det et stille hjem med meget ro og fred. Herhjemme har vi sjældent en dag alene os fire. Vores børn er så åbne og tillidsfulde, og det skyldes ganske sikkert også de mange mennesker, som er gået igennem vores stue og har lært vores børn, at mødet med andre er en positiv og dejlig ting. Det kan selvfølgelig også give bagslag, men hellere møde mennesker med åbent og frit sind end leve et liv alene på sidelinjen.