Når fraværet er lige ved hånden

I takt med at smartphones er blevet hvermandseje, oplever mange børn, at det er svært at få deres forældres udelte opmærksomhed. Det kan have konsekvenser for børnene, lyder det fra eksperter

Kombinationen af sociale medier på internettet og smartphones er et af de teknologiske skridt, der hidtil har haft størst indflydelse på relationerne mennesker imellem. Foto:Iris
Kombinationen af sociale medier på internettet og smartphones er et af de teknologiske skridt, der hidtil har haft størst indflydelse på relationerne mennesker imellem. Foto:Iris.

Mange danske børn har det svært med, at deres forældre ofte har travlt.

I en undersøgelse blandt 270 10-16-årige børn, som foreningen Børns Vilkår offentliggjorde tidligere på måneden, angav hvert tredje barn, at deres forældre tit havde meget travlt, og at de ikke oplevede, at forældrene havde ordentlig tid til dem. Af den gruppe børn, som havde det sådan, var det lidt over halvdelen, som fortalte, at det meget ofte var e-mails og Facebook, som deres forældre havde travlt med.

Ifølge Bente Boserup, der er souschef og daglig leder af Rådgivningslinjen hos Børns Vilkår, oplever man i dag meget ofte, at problemet for børnene ikke så meget er det, at deres forældre er ikke er fysisk til stede - det er snarere, at de ikke er det mentalt, selvom de måske sidder i sofaen lige ved siden af.

”Mange børn fortæller, at de har svært ved at finde et tidspunkt, hvor de føler, at der faktisk er tid og mulighed for at tale med deres forældre. Når de oplever, at forældrene har deres telefoner ved hånden hele tiden, så bliver det pludselig svært for dem at finde ud af, hvornår det faktisk er et godt tidspunkt at tale med dem på,” siger hun.

”Det handler om, at de har svært ved at finde det rum, og hvis det så lykkes, så kan det være rigtig svært, at det rum også meget hurtigt kan afbrydes af en telefon, der ringer, eller lyden af en e-mail, der tikker ind. Det kommer til at virke som en afvisning af dem, hvor der er noget andet, der er vigtigere,” siger Bente Boserup.

Men er fortravlede og fraværende forældre ligefrem noget nyt fænomen? Nej, men fraværet har i dag fundet nye og mere omsiggribende former, for med de sociale mediers indtog og smartphones som et hvermandseje er der sket noget med vores relationer, som man ikke har set før, lyder det fra sociolog og tidligere seniorforsker ved Aarhus Universitet Mette Jensen, der blandt andet har skrevet bogen ”Mobilitetsmani”.

Hun peger på, at kombinationen af sociale medier på internettet og smartphones er et af de teknologiske skridt, der hidtil har haft størst indflydelse på relationerne mennesker imellem.

”Smartphones og de sociale medier er grundlæggende væsensforskellige fra andre medier, man har set før, fordi de er så opmærksomhedskrævende. Det er en del af selve deres opbygning og deres logik, at de kalder på vores opmærksomhed, uden at vi aktivt selv griber ud efter dem og tilvælger det. Man kan sagtens være fraværende ved at være fordybet i en bog eller en avis, men det særlige ved de sociale medier er, at de hele tiden banker på vores bevidsthed,” siger hun.

Ifølge Mette Jensen er disse medier derfor anmassende på en måde, som man ikke har set det med andre medier før, og det er en del af forklaringen på, at det for mange bliver til noget, man ikke selv tilvælger, men snarere reagerer på.

”De kalder aktivt på vores opmærksomhed, når de blinker og ringer. En bog ligger på bordet eller står i reolen, og derfor skal der på en måde en mere bevidst handling til, før man anvender den, ligesom tv'et jo heller ikke tænder sig selv. De nye medier er derimod hele tiden lige ved hånden. Smartphones, iPads og den slags er uafhængige af tid og sted, og det gør, at vi bruger dem endnu mere, ganske enkelt fordi vi kan tage dem med os rundt,” siger hun.

Ulla Dyrløv er børnepsykolog og forfatter til bogen ”Pilot for dit barn”, hvori hun blandt andet giver råd til forældre om, hvordan man kan håndtere brugen af smart-phones bedst muligt. Hun peger ligeledes på, at en del af børns oplevelse af, at deres forældre er mentalt fraværende, skyldes, at brugen af disse medier ikke er afgrænset i omfang.

”Det er en væsentlig forskel i dag i forhold til tidligere, hvor forældrene nok kunne sidde og koncentrere sig om avisen og være fraværende på den måde. Der var bare tale om et afgrænset tidsrum, og det er nemmere for børn at forstå, i modsætning til en telefon, der mere eller mindre konstant er noget, der kan afkræve opmærksomhed fra forældrenes side,” siger hun.

Ulla Dyrløv peger samtidig på, at når børnene ser deres forældre fokusere på en skærm, er det svært at skabe kontakt.

”De fleste mennesker vil have det sådan, at det ikke er noget, som man har lyst til at afbryde, fordi man oplever, at man trænger sig på, og det er særlig svært for børnene. Derfor er jeg også fortaler for, at det er noget, der på en måde skal afgrænses i tid, for hvis det ikke er afgrænset, kan børn risikere at opleve det som en afvisning af dem,” siger hun.