”Min far glemte at fortælle sin nye kone, at han havde børn”

Skilsmissebørn med etnisk minoritetsbaggrund tager i højere grad afstand fra de patriarkalske værdier, som deres fædre ofte repræsenterer. Her fortæller tre børn om forældrenes skilsmisser, som i mange tilfælde har været turbulente og konfliktfyldte

Halvdelen af skilsmissebørnene med etnisk minoritetsbaggrund lever under OECD’s fattigdomsgrænse og mange har voldsomme oplevelser med i bagagen. Modelfoto: Iris
Halvdelen af skilsmissebørnene med etnisk minoritetsbaggrund lever under OECD’s fattigdomsgrænse og mange har voldsomme oplevelser med i bagagen. Modelfoto: Iris.

En ny undersøgelse om skilsmissebørn i etniske minoritetsfamilier, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) står bag, giver for første gang et sjældent indblik i skilsmissebørnene liv i de etniske minoritetsfamilier – et liv. som ofte er præget af fattigdom, turbulente familieforhold og social isolation.

Overordnet set tegner undersøgelsen - og især børnenes fortællinger - et dystert billede af skilsmisser i etniske minoritetsfamilier. Det mest forstemmende er dog i følge SFI-forskerne, at hvert andet skilsmissebarn med etnisk minoritetsbaggrund lever i fattigdom:

”52 procent lever under OECD's fattigdomsgrænse, og hverdagen er tydeligt præget af knaphed på ressourcer. Det betyder også, at en del af børnene lever et meget isoleret familieliv, og der ligger nogle ekstra tunge byrder på deres skuldre,” siger seniorforsker Mai Heide Ottosen, der står bag SFI-undersøgelsen. Hun fortæller om en pige på 12 år, som i undersøgelsen fortæller, at hun først kommer hjem sent om aftenen, fordi hun ikke vil ligge sin familie til last:

”Efter skole tager hun hen på biblioteket, og når det bliver spisetid, går hun i ungdomsklub, hvor der bliver leveret gratis mad. Først derefter kommer hun hjem. Men det er mange timer for en 12-årig pige at befinde sig i det offentlige rum og ikke være hos sin familie,” siger hun.

Her fortæller tre andre etniske minoritetsbørn om forældrenes skilsmisse:

Ali, 13 år: "Min far glemte at fortælle sin nye kone, at han havde børn"

Ali bor sammen med sin mor og søster. Hans mor kom til her til landet som barn, og siden kom faderen til Danmark for at blive gift med moderen – et arrangeret ægteskab, som de begge gerne ville. Da Ali var ni år, blev forældrene skilt på moderens initiativ, fordi de skændtes meget.
 
Alis mor arbejder og opdrager børnene med åbenhed og støtte. Hun har fået en ny kæreste med samme landebaggrund som hende selv – en mand, som børnene er glade for, og som interesserer sig for dem.

Alis far er “pizzamand”, som Ali kalder det. Han arbejder fra klokken 10 om formiddagen til midnat og har aldrig set meget til børnene. Han er blevet gift igen med en kvinde fra udlandet. Ali bryder sig ikke om hende, og han er vred på faderen, fordi han ikke fortalte, at han var flyttet sammen med hende. Det var Ali selv, der fandt ud af det.

“Jeg ringede en dag til min far. Hans nye kone tog telefonen og spurgte, hvem jeg var. Så svarede jeg, at jeg var hans søn, og så lagde hun på. Tre timer senere ringede jeg til min far igen og spurgte, hvad der skete. Så sagde han, at han havde glemt at fortælle sin nye kone, at han havde børn.”

Ali har ikke talt med nogen voksne i skolen om, hvordan han har det.
 
“Da mine forældre blev skilt, var der rigtig mange tanker, og det gik ikke godt. Nogle gange begyndte jeg at græde i timerne. Min lærer spurgte, om jeg var okay. Men når jeg så svarede “ja, ja”, blev der ikke spurgt mere. Mit råd til lærerne er, at hvis de ved, en elev har det dårligt, så gå hen til den elev og spørg, om han eller hun har det godt eller ej. Og bliv v ed! Ikke bare i en uge, men gør det hele tiden. ”

Ali vil ikke være pizzamand, når han bliver voksen. For som han siger:

“Jeg vil have mig en uddannelse og et job, hvor jeg har tid til mine børn. Og hvis jeg bliver skilt, vil jeg stadig være der for mine børn. Jeg har danske venner, der bor hos deres far hver anden uge”. 

Malik, 11 år: “Min far råbte, at han ville tage en pistol og skyde min mor”

Malik bor sammen med sin mor og lillesøster på et krisecenter. Da Maliks mor var 20 år, kom hun til Danmark, fordi hendes far havde bestemt, at hun skulle giftes med sin fætter. Knap var de blevet gift, før Maliks far begyndte at slå moren. Da de fik børn, slog han også dem – især gik det ud over Malik, der har været udsat for massiv vold fra faren. Desuden har børnene set, at deres far slog moren.

For et år siden besluttede moren sig for at flygte med børnene på krisecenter. Kort tid efter opsporede faren dem gennem Maliks mobil. Han bortførte børnene og havde dem i tre uger, før det lykkedes moren at få dem tilbage. Herefter har de været nødt til at flytte igen og igen. I løbet af et år har de boet på fire forskellige krisecentre landet over og har hverken kunnet holde kontakt til skole eller institution.

”En nat hørte jeg, at min far råbte ad min mor og sagde: “Hvis ikke du hører efter, dræber jeg dig! Jeg tager en pistol og skyder dig med den!” Først troede jeg, at det var for sjov, men så næste dag så jeg, at min mors næse var blå og så lidt skæv ud,” fortæller han.
Malik og hans søster skal holde hemmeligt, hvor de bor. Ellers risikerer de, at faren får det at vide. Selvom han tit er ked af det, har Malik ikke fortalt nogen voksne om det:

“Jeg har ikke sagt noget til lærerne om, at mine forældre er blevet skilt. Når de spørger, om min far kommer til et møde, siger jeg kun, at han først kommer hjem fra arbejde klokken 23 eller 24 om aftenen.”

Malik savner sin far og ville ønske, at han ikke slog, for så kunne de alle bo sammen igen. Nogle gange taler han i telefon med sin far, men ofte forsøger faren at manipulere ham til at komme hjem. For eksempel blev Malik ked af det en dag, hvor faren truede ham med at stoppe kontakten:

“Min far sagde, at hvis jeg ikke kom hjem nu, så ville han ikke kende nogen, som hed Malik mere”. 

Basra, 12 år: “Min far ville have, at jeg skulle i koranskole og gå med burka”

Basras mor var kun 16 år, da hun blev tvangsgift i sit hjemland med Basras far, som havde tre andre koner. Hun blev gravid med ham, kort før hun sammen med sin egen mor og to søstre blev familiesammenført med sin far, Basras morfar, der boede i Danmark.

Basra er født i Danmark. Da hun var 6 år, fik hendes mor en kæreste, som hun fik to børn sammen med – Basras yngre brødre. Basras stedfar tog sig af hende, som var hun hans biologiske datter. I dag er moren og stedfaren gået fra hinanden. Men de har på egen hånd formået at lave en stabil ordning, hvor Basra er hos sin stedfar torsdag til søndag hver anden uge.

Som 8-årig mødte Basra for første gang sin biologiske far. Han forsøgte uden held at få del i forældremyndigheden. Basra så ham kun et par gange, for han ville have, at hun skulle leve som traditionel muslim, og det ville hun ikke:

”Jeg savnede min far rigtig meget. Men da jeg mødte ham, fandt jeg ud af, at han bare ville have, at jeg skulle gå med burka og i koranskole i X-land. Han ville heller ikke have, at jeg så min stedfar. Så sagde jeg, at det ville jeg ikke gå med til. Jeg ville ikke komme derned og blive gift tidligt. Jeg ville bare være helt normal, og nu var jeg jo født i Danmark. Men det ville han ikke have. Så sagde jeg bare, at ’så gider jeg heller ikke have nogen kontakt til dig’, og så sagde han utroligt nok, at det var fint nok. Derefter så jeg ham ikke mere.”

Det er vigtigt for Basra at være en god rollemodel for sine to yngre brødre og få en god eksamen. For som hun siger:

“Mit drømmejob er at blive jordemor, og så skal man jo klare sig godt i skolen.” 

Gode råd til fagpersoner


  • Et barn i krise har brug for, at der er en voksen, som er til rådighed og giver særlig opmærksomhed
  • Giv barnet et “helle”: Skæld ikke ud – laver barnet ballade, så hjælp det til at reagere på en mere hensigtsmæssig måde
  • Læn dig ikke tilbage, fordi socialforvaltningen er involveret. Hav fokus på barnets trivsel og bliv ved med at underrette, hvis ikke der er en positiv udvikling
  • Vær opmærksom på, at skolen og institutionen for barnet kan være et frirum, hvor alt er, som det plejer. Men barnet har stadig brug for, at du hver dag inviterer det til at snakke og giver ekstra omsorg
  • Modtager du et barn, som er på flugt og ikke har gået i skole eller institution i en længere periode, så vær forstående over for situationen 
  • Kilde: Hæftet ”Skilsmissebørn med etnisk minoritetsbaggrund - kort og klart” henvender sig til pædagoger og lærere og kan downloades på Børns Vilkårs hjemmeside.

De tre børneportrætter er med tilladelse fra SFI skrevet med udgangspunkt i tekster fra undersøgelsen ”Skilsmissebørn med etnisk minoritetsbaggrund”. Alle børnenes navne er opdigtede, ligesom forældrenes oprindelsesland også er hemmeligholdt.