Stine Bosse: Tiden med børnebørnene må ikke bare passere forbi

Stine Bosse med sine børnebørn Esther på 2 år og Alma på 3

Stine Bosse har fire børnebørn, og de kommer hjem til hende én gang om ugen fast: "Så bager vi og leger sammen. Hvis de keder sig, får de at vide, at det er naturligt. Og fem minutter efter leger de igen." Stine Bosse ses her med to af sine børnebørn. Foto: Linda Kastrup/Scanpix

Som barn var der én bestemt ting, jeg ikke fik lov til. Det var at ryge. Så selvfølgelig stod jeg som 15-årig og røg.
Stine Bosse

Stine Bosse voksede op i en familie, hvor arbejdet var det evige emne ved middagsbordet. Hun har selv arbejdet meget, men da hun var 50 år, tog hun en drastisk beslutning. Dette er et af en række interviews om familieværdier, som vi har udvalgt til inspiration i påskedagene, hvor familier samles landet over

Jeg er vokset op som enebarn i en familie, hvor fritid og arbejdstid ikke var adskilt. Min far var selvstændig og havde en butikskæde med hårde hvidevarer, og min mor hjalp med regnskaberne. Det var i perioder frustrerende, fordi samtalen ved middagsbordet konsekvent handlede om arbejde. Jeg syntes jo, der var mange andre ting, der også var vigtige at tale om.

 Men det var også et hjem med højt til loftet, hvor mine forældre satte en ære i en god diskussion. Jeg blev altid inddraget i diskussionerne, og jeg fik ikke lov til bare at sige noget uden at underbygge det med gode argumenter. Det har betydet rigtig meget i mit senere liv. Både diskussionslyst og de flydende arbejdsgrænser er noget, jeg har taget med mig hjemmefra.

I min familie havde vi en værdifuld læresætning: "Kun ved at forstå andre, kan vi blive ved med at have en fredelig verden". Begge mine forældre havde traumer efter Anden Verdenskrig, og det gjorde dem meget samfundsbevidste. Læresætningen blev levet ud - for eksempel i min fars virksomhed. Han havde øje for medarbejdernes ve og vel. Han opfandt et bonussystem og delte en ekstra løn ud mellem medarbejderne, hvis der var et specielt godt resultat i virksomheden. Det var der ikke mange arbejdsgivere, der ellers gjorde.  

Som barn var der én bestemt ting, jeg ikke fik lov til. Det var at ryge. Så selvfølgelig stod jeg som 15-årig og røg. Mine forældre røg selv, men jeg fik klare meldinger om at lade være. Vi aftalte, at jeg ikke kunne få et kørekort, hvis jeg stadig røg til dén tid. Så da jeg var 17 ½ år og stadig røg, erklærerede jeg for mine forældre, at jeg ikke fortjente det kørekort. Det var straffen for ikke at have overholdt aftalen, og det vidste jeg godt. Men jeg havde selv sparet op til det i mellemtiden.

Én af mine lykkeligste familieminder er, da jeg var i USA med mine forældre som 10-årig. Vi var væk sammen i en hel måned. Det var både en dannelsesrejse og en værdifuld tid med min far og mor. Jeg så Museum of Modern Art og Grand Canyon. Vi boede på små hoteller, og rejsen var på ingen måde luksuriøs. Men rejsen var en luksus på oplevelser. 

Min opvækst har betydet for mig, at jeg har det bedst, når jeg arbejder. Jeg kan slet ikke forestille mig at gå på pension på den traditionelle måde. Men jeg er blevet bedre til at blande forholdet mellem arbejde og familie, og for tre år siden tog jeg en drastisk beslutning i mit liv. I 23 år havde jeg arbejdet i TRYG, og de sidste 10 år i en topstilling. Og når man arbejder sig op igennem en organisation, kræver det rigtig mange arbejdstimer. For mit vedkommende cirka 60 timer om ugen. Men da jeg blev 50 år, besluttede jeg, at min tid med børnebørnene ikke bare skulle passere forbi. Så jeg sagde mit job som administrerende direktør i TRYG op og begyndte i stedet på bestyrelsesarbejde og frivilligt arbejde. Men jeg arbejder stadig 40 timer om ugen, og jeg kan sagtens finde på at sidde en lørdag aften og forberede mig til et bestyrelsesmøde.

I dag har jeg et tæt forhold til mine børn og børnebørn. Jeg har fire børnebørn i alt, og de kommer hjem til mig én gang om ugen fast. Så bager vi og leger sammen. Hvis de keder sig, får de at vide, at det er naturligt. Og fem minutter efter leger de igen. Jeg har haft mit barnebarn på kun fire år med i Det Kongelige Teater, og jeg var så stolt af, at hun kunne sidde helt stille uden at forstyrre. Hun var bare helt optaget af forestillingen. 

En fest i min familie skal være fuld af dans. Da min yngste datter blev gift, holdt vi det hjemme på min gård, og hele den ene staldlænge blev totalt ommøbleret. Vi holdt en kæmpe fest og hyrede et band, for når man har chancen for at feste, skal man gribe den. Det med musik og dans er noget, vi gør alt for lidt. Jeg elsker at komme på dansegulvet. Det svære er at komme af det igen. 

Det har været vigtigt for mig at opdrage mine børn til selvstændighed. Jeg blev selv drevet af min far til at gøre karriere, og det har jeg ikke ville give videre til mine børn. Det har været vigtigere at give dem nogle værktøjer, så de kunne klare sig selv. Konkret betød det for eksempel, at mine børn fik to bankkonti hver, da de var 11-12 år. Èn konto til lommpenge og én til tøjforbrug. Så sagde jeg, at de selv måtte køre økonomien, og at der ikke var flere penge at komme efter end det på kontiene. Jeg sørgede for, at der kom penge ind, uden at det dog var ekstravagant. På den måde vil jeg gerne gøre noget for dem, men netop ikke ødelægge deres evne til at klare sig selv.