Over Ruth Joy Rasmussens spisebord i hendes lejlighed i Odense hænger et stort maleri i stærke røde, varme farver. Umiddelbart er det abstrakt, mest farver, ikke former, men begynder man at se bedre efter, dukker konturen af en mand op og ved siden af ham et egern - og et hjerte.
Figurerne i maleriet giver alle mening, når Ruth beretter om tabet af sin tvilling, Knud. Hun er indretningsarkitekt, tekstildesigner og billedkunstner, og det er helt naturligt for hende at bruge billeder og symboler til at udtrykke og forstå, hvordan det har været for hende at miste Knud.
”Det er voldsomt at miste sin tvilling, en forbindelse er brudt for evigt, men det taler omgivelserne ikke ret meget om - og jeg savner ham.”
Historien om tabet af Knud er imidlertid ikke bare en historie om Ruths tab, men også en fortælling om, hvordan et tvillingepar kan udgøre en balance i en familie, ”en bro til de andre medlemmer”, som Ruth beskriver det, og når den bro falder bort, risikerer man, at alle i familien en overgang mister balancen.
”Det er ikke så sjovt at være tvilling, når man er alene. Hvis du ikke selv var klar over, at du havde en særlig forbindelse med din tvilling, mens begge levede, så bliver du det i hvert fald, når den ene er væk,” siger Ruth, før hun begynder fortællingen om Knud og hendes liv. Ofte får hun tårer i øjnene, fordi sorgen ligger lige under huden.
”Vi blev født i 1955 som de ældste ud af en søskendeflok på seks - en-to måneder for tidligt. Vi blev dagligt overvåget af fødselsafdelingens specialister. Vi fik lov at ligge tæt sammen og med varmedunk i den første periode på sygehuset, og vi talte siden om, at vi kun overlevede, fordi vi var to.”
”Selvom vi ikke var så meget sammen som børn, var jeg altid opmærksom på, hvordan han havde det. Hvis han kom noget til, for eksempel da han i skolen til idræt brækkede armen, havde jeg det elendigt. Da han blev voksen, og vi begge læste i København, kom jeg meget hos ham -og han hos mig - først på hans kollegium, siden i hans lejlighed. Han fik en søn, og ham har jeg altid været glad for og er tæt knyttet til.”Om morgenen den 28. januar 2005 ringer det på døren hjemme hos Ruth. Udenfor står en betjent, og Ruths første tanke er, at han er gået galt, det må være parret nedenunder, der har været ballade hos igen. Men da han træder ind over dørtærsklen, ved hun også, at der er sket noget alvorligt. Han fortæller hende, at Knud har været involveret i en færdselsulykke tidligt samme morgen. Han er bragt til sygehuset i Herlev, men han er død. Betjenten kommer lige fra Ruths mor, som har bedt ham hente hende. Senere får de fat på lillesøster, og sammen følges de til København.”Jeg reagerer voldsomt og lige på stedet. Får maveproblemer, diarré, kaster op. Det er ikke hverken til at forstå eller rumme.”
I forvejen er familien hårdt ramt. Ruths far er året før død af sygdom kun 76 år gammel, ganske kort tid før forældrenes guldbryllup, og den ene af hendes yngre brødre er også død få måneder tidligere af et hjertestop.
”Det var voldsomt for os, for os alle sammen. Min mor, mine søskende, deres børn, vi var alle ramt, men samtidig var det måske svært for andre at forstå, hvorfor jeg oplevede det som særligt svært at miste Knud. Jeg fik nogle voldsomme fysiske smerter i nakken, lige efter at jeg havde fået at vide, han var død, og senere fik jeg fortalt via oplysninger, som min svigerinde havde fra sygehuset, at han havde brækket nakken i ulykken. Jeg ved, at han også blev skadet i venstre side. Og jeg fik selv ondt, havde flere nætter, hvor jeg ikke kunne sove, men jeg havde det, som om han stadig var ved siden af mig.”
Familien tog afsked med Knud på sygehuset, hvor han lå på en stue og var gjort pænt i stand, men han var fuldstændig hvid i huden på grund af blodtabet. Ruth rørte ved ham og oplevede, at han stadig føltes varm.
”Samtidig, da jeg så ham, føltes det som en kontakt, der pludselig var slukket. Det var, som om jeg fik et stort hul i siden. I flere dage gik jeg rundt i en boble, i chok. Jeg så folk handle ind og have en hverdag, men for mig var alt forandret. Det hul i siden har jeg stadigvæk. Jeg lagde en lille sølvklokke, som jeg har arvet fra min afdøde lillebror, ned til Knud i kisten, og et blåt krystalhjerte. Senere hørte jeg klokken ringe og tænkte, at det var en hilsen fra Knud. Jeg er glad over, at jeg fik fortalt ham, at jeg elskede ham. Det er ellers ord, vi ofte sparer på og ikke får sagt til hinanden.”
Efter Knuds død besluttede Ruth at tage vare på sig selv ved at søge hjælp. En af de ansatte hos hendes egen læge var uddannet terapeut, og her gik Ruth 10 gange uden at skulle betale for det.
”Terapeuten gav mig en opgave hver gang, blandt andet skulle jeg skrive brev til min bror og læse det op for hende. Jeg syntes først, det var sådan lidt 'gammeldags', men jeg besluttede at give det en chance, for når jeg havde sagt ja til at gå hos hende, måtte jeg også følge hendes råd. Jeg var meget urolig, hver gang jeg skulle derhen, og tårerne flød både i dagene op til, og mens jeg var der. Efter ni gange kunne jeg mærke, at der var sket noget, jeg følte i bogstaveligste forstand, at en byrde var løftet fra mine skuldre. Derfor er jeg sikker på, at det har hjulpet mig at tale med en neutral professionel person om min sorg. Jeg ville videre og ikke risikere at havne i en depression flere år efter på grund af fortrængninger. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg selv var i stand til at bede om hjælp og over, at min læge også fulgte disse tanker.”
