Abdel Aziz Mahmoud: Jeg var mine forældres prøvekanin i det danske samfund

Den dansk-palæstinensiske tv-vært Abdel Aziz Mahmoud voksede op i et hjem, hvor forældrene prøvede at blande det bedste fra den arabiske og danske kultur. Af sine forældre har han lært at være åben - og at gøre altings pris op i frosne kyllinger

Når Abdel Aziz Mahmoud kom hjem fra en børnefødselsdag, måtte han forklare sine forældre, hvad det gik ud på - og hvilke traditioner en dansk fødselsdagsfest indebar.
Når Abdel Aziz Mahmoud kom hjem fra en børnefødselsdag, måtte han forklare sine forældre, hvad det gik ud på - og hvilke traditioner en dansk fødselsdagsfest indebar.

Mine forældre og jeg kom til Danmark fra Libanon, da jeg var to år. Jeg er vokset op i Middelfart på Fyn, og senere flyttede vi til Ølstykke nær København. Mine forældre, mine tre yngre søskende og jeg boede i et lille villahus i et helt dansk område.

Gæstfrihed var vigtigt i mit barndomshjem. Da vi flyttede ud af asyllejren og blev sluset ind i samfundet, gik min mor en runde i villakvarteret og inviterede alle naboerne på besøg hos os. Der kom ikke nogen. Så insisterede min mor på, at vi skulle sidde i forhaven, så vi kunne hilse på hver eneste nabo på vejen. Hun bagte pitabrød og fik min bror og mig til at dele det ud. Jeg tror, hun ville sige: ”Vi er altså okay. Kom bare forbi.”

De vigtigste værdier i min familie var åbenhed og respekt. Vi skulle lære at forstå andre mennesker. Når nogen blev ballademagere eller blev skilt, forklarede mine forældre os, hvorfor det var sket, og de mødte altid folk, hvor de var. Når folk var i krise, kom de hjem til os.

Vi havde meget respekt for vores forældre: Det var utænkeligt at råbe af dem, og vi bandede ikke og løj aldrig. Og så ville min mor altid helst have, at vores venner skulle komme hjem til os. Hun ville ikke være den, der sendte sine børn ud for at spise.

Alt var helt nyt i starten. Mine forældre vidste jo ikke, hvad et forældremøde var. Jeg var deres prøvekanin i det danske samfund, og når jeg kom hjem fra en børnefødselsdag, forklarede jeg dem, hvad det gik ud på. Vi så julekalender sammen hver eneste aften i december. Det gav et øjebliksbillede af, hvordan ting foregår i danske hjem. Jeg elskede tv, men jeg savnede at se nogen, der lignede mig, på skærmen.

Pengene var små, så jeg gik med aviser hver morgen, fra jeg var 11 år. Da min far var arbejdsløs, gik han med, og så fik han halvdelen af pengene. Jeg forstod ikke, hvorfor min mor var ked af, at jeg arbejdede, eller hvorfor hun skældte ud, når jeg brokkede mig over ikke at have det og det tøj. Som voksen har jeg indset, at hun nok følte sig utroligt utilstrækkelig over ikke at kunne give mig det, jeg ønskede.

Vi talte altid arabisk derhjemme. Det betød meget for mine forældre, at vi kunne tale med vores familie rundt i verden. Vi skulle være stolte over vores arabiske baggrund. Da jeg var lille, plagede jeg nogle gange om at få pizza og burger i stedet for falafel, tabouleh (arabisk persillesalat, red.) og hummus. Men selv om jeg var anderledes som barn, følte jeg mig aldrig som et offer. 

Et særligt minde fra min barndom er mit første restaurantbesøg. Min mor inviterede hele familien ud, fordi hun havde fået arbejde i Kvickly. Først blev hendes ansøgning afvist, fordi hun talte dårligt dansk, men så ringede hun til brugsuddeleren og klagede: Hvordan skulle hun nogensinde lære dansk, hvis hun ikke mødte nogen danskere? Så fik hun jobbet. 

Hun tog os alle med på et familiepizzeria, og vi vidste, det var dyrt, for hun fortalte os, hvor mange frosne kyllinger fra Aldi, man kunne få for dén pizza. Det har vi grinet meget af. Jeg kan huske den særlige følelse af at sidde med et menukort og selv måtte vælge mad.

Til en fest i min familie er der altid masser af mad og mennesker. De mange retter tager det meste af et døgn at lave, men spisningen overstås på 20 minutter. Så er der musik og dans – og ingen alkohol. Mine forældre holdt fest for mig, da jeg blev færdig som journalist, og det var vildt grænseoverskridende for mine danske venner at skulle danse uden en dråbe alkohol i blodet. Til familiefester skal man altid tvangsdanse med min mor. Min far rører sig helst ikke ud af flækken. Han vil for det meste bare gerne have festen overstået.

Hvis jeg får børn en dag, håber jeg, at de bliver stolte over, hvem de er. De skal ikke skamme sig over noget, som jeg giver videre til dem. Og så håber jeg, at de lærer evnen til at vende modgang til styrke og erfaring. Indtil for nylig var jeg overbevist om, at jeg på et tidspunkt ville kunne kalde mig dansk, uden at nogen satte spørgsmålstegn ved det.

Det har været hårdt for mig at indse, at ikke alle vil have mig med i deres ”klub”. Måske det bliver anderledes for mine børn.