Cecilie Hother: Jeg er opdraget til at stå på egne ben

Med fem ældre søskende må man kæmpe for sin plads i hierarkiet, fortæller tv-vært Cecilie Hother. I søskendeflokken var der både drillerier og en stærk loyalitet over for hinanden. Foto: Jacob Nielsen

Når der er mange søskende, skal man kæmpe for sin ret og sin plads i hierarkiet. På den måde lærte jeg også, at hvis jeg gerne ville noget, så måtte jeg kæmpe for det.
Cecilie Hother

Som lillesøster i en søskendeflok på seks lærte tv-vært og iværksætter Cecilie Hother at tale højt, hvis hun ville høres, og at hårdt arbejde lønner sig

Jeg er opvokset mange steder. Jeg er født i Nordjylland i Hjørring, men har gået på fem forskellige folkeskoler. Så jeg har boet i Randers, Silkeborg, Espergærde og USA, og til sidst endte jeg i København.

Min far var direktør i forskellige virksomheder, og min mor var direktør for nogle kursuscentre. Det var årsagen til, at vi flyttede så meget rundt.

Det har betydet meget for mig at vokse op i en stor søskendeflok. Jeg har fem søskende, og jeg var syv til otte år yngre end min yngste storebror, så jeg var en efternøler.

Der var en sjov blanding af konkurrence og ekstremt meget kærlighed. Lige så vel som der var drillerier, var der også loyalitet og opbakning, hvis man havde brug for det. Som søskende er vi stadig meget kærlige over for hinanden. Hårde, men kærlige.

Når der er mange søskende, skal man kæmpe for sin ret og sin plads i hierarkiet. På den måde lærte jeg også, at hvis jeg gerne ville noget, så måtte jeg kæmpe for det. Der er ikke noget, der er kommet af ingenting, kun nullermænd. Man må selv være proaktiv, hvis man ønsker, at noget skal ske.

Jeg fandt også ud af, at hvis jeg ville høres, så måtte jeg også tale højt og have mine argumenter i orden. Vi røg ofte ind i en diskussion, fordi der var mange holdninger og mange meninger.

Hvis der var noget fakta, vi skulle have på plads, slog vi det op i et stort leksikon. Derfor har jeg utrolig meget ubrugelig Trivial Pursuit-viden i hovedet den dag i dag. Det kommer fra ekstremt mange væddemål.

Med en masse søskende er jeg opdraget meget selvstændigt. Jeg lærte tidligt at tage ansvar og flyttede hjemmefra i 2. g. Nu kan jeg også godt lide at rejse alene, for jeg kommer ud af min tryghedszone og udvider min horisont. Det vigtigste overhovedet er at være nysgerrig på livet, for når vi kun har et, så gælder det bare om at nyde det og få det meste ud af det.

Vi rejste også en del med mine forældre, så nysgerrigheden efter at komme ud at opleve og se verden har jeg fået med hjemmefra. Her lærte jeg mangfoldigheden at kende. Og når vi var ude, skulle vi opføre os ordentligt og følge de normer, der var i det pågældende land.
 
Jeg kommer fra et ret priviligeret hjem med en stor køkkenhave, hvor alle os søskende havde opgaver, vi skulle hjælpe med. Det var alt lige fra brænde, der skulle kløves, nogle tagrender, der skulle tømmes, eller nogle bær, der skulle plukkes. Vi havde en relativ stor husholdning, så det var ikke bare én skål ribs, man skulle plukke. Det var spande.
 
Vi hjalp hinanden og gjorde tingene sammen, for mine forældre opdragede os også til at behandle andre, som vi gerne selv ville behandles. Og hvis der stod nogen og vendte et landkort på hovedet, så gik man hen og spurgte, om man kunne hjælpe med noget.

Jeg har et meget varmt og omsorgsfuldt forhold til min far. Efter min mors og fars skilsmisse boede jeg alene med min far i et år, fordi de andre var flyttet hjemmefra.

Men vores nære forhold begyndte før. Min far er en fantastisk historiefortæller. Da jeg var lille og skulle falde i søvn om eftermiddagen, lå vi på stranden, mens han fortalte historier om Lille Sky og Store Sky. De rejste med vinden over hele verden og endte forskellige steder, hvor de så en masse ting. Han digtede historierne i fri fantasi, og der var altid en morale.