Danske forældre er uvidende om, at deres små børn udsættes for internet-porno

En tihængere af Centrumhøjrepartiet Fidesz venter på valgresultatet søndag aften i

Danske børn støder på pornografi langt tidligere, end de gjorde førhen. Det kan være skadeligt for dem, mener eksperter. Tegning: Peter M. Jensen

Danske børn får kendskab til pornografi i en langt tidligere alder end førhen, og det kan skade deres syn på sex og seksualitet, vurderer eksperter. Selvom danske børn er nogle af de mest udsatte for pornografi i Europa, ser deres forældre ud til at have en tilbagelænet holdning til problematikken

Når lille Magnus på syv år og Mathilde på otte år sidder og klikker sig rundt på internettet, er der en stor sandsynlighed for, at de ikke blot klikker sig ind på hjemmesider med spil og indhold egnet til børn, men også ender på hjemmesider, der indeholder porno eller andet seksuelt indhold.

I takt med internettets udbredelse og den stigende brug af moderne mobiltelefoner får børn i dag kendskab til pornografi i en langt tidligere alder end førhen.

LÆS OGSÅ: Porno skal væk fra børnehøjde

Ifølge en svensk undersøgelse foretaget af Medierådet for børn og unge i Sverige, Statens Medieråd, begynder børn i dag allerede at bruge internettet fra toårsalderen. Over halvdelen af de to- til femårige børn klikker sig rundt på internettet, og hvert tredje barn gør det mindst én gang om ugen.

Danske børn er blandt Europas flittigste brugere af internettet, og sandsynligheden for, at de på deres færden på internettet klikker sig ind på hjemmesider med seksuelt eller pornografisk indhold, er meget stor, vurderer psykolog i Red Barnet Kuno Sørensen.

Børn helt ned i børnehavealderen kan, når de går på internettet, også selvom de ikke kan læse eller stave, lige pludselig komme til at klikke sig ind på nogle hjemmesider, hvor de kan få sig nogle store overraskelser, fordi de er fyldt med pornografiske eller seksuelle billeder, siger han.

Der er ikke foretaget mange undersøgelser af yngre børns internetforbrug eller eksponering for porno, men en dansk undersøgelse fra maj i år, foretaget af A & B Analyse for it-sikkerhedsvirksomheden Kaspersky Lab, viser, at 17 procent svarende til hver sjette af forældrene til danske børn mellem 4 og 14 år har oplevet, at deres børn er kommet ind på hjemmesider med pornografisk indhold.

Formentlig er tallet dog langt højere. En europæisk undersøgelse fra 2011, EU Kids Online, viser nemlig, at forældre ofte ikke er klar over, at deres børn har set på porno eller seksuelt indhold på internettet. De danske forældre var således kun klar over det i halvdelen af tilfældene.

Børns lette adgang til pornografi er problematisk, da det kan have store konsekvenser for det lille barn, mener Kuno Sørensen.

Det kan være en meget ubehagelig og chokerende oplevelse for børnene, fordi de oplever voksne kroppe i en sammenhæng, som de ikke har erfaring med og har svært ved at forstå. Mange børn vil derfor opleve det som overgrebssituationer, også fordi pornografiens grundvæsen ligner overgreb, magtkampe, underkastelse og dominans, siger han.

Samme vurdering lyder fra psykolog Mimi Strange. Hun er centerchef på JanusCentret, der arbejder med børn og unge med seksuelt grænseoverskridende adfærd, og har tidligere arbejdet ved Københavns Kommunes Børnerådgivningscenter.

Pornografi påvirker børn i en meget uheldig retning, det er der ingen tvivl om. Specielt børn inden puberteten har ikke godt af at se pornofilm, de kan faktisk tage decideret skade af det. Der er ikke sociale rammer omkring det meste porno, og seksualiteten bliver ikke sat ind i en social kontekst. Hvis de i øvrigt er lidt dårligt fungerende, kan de meget nemt få nogle meget forkerte indtryk af, hvordan seksualitet foregår, siger hun.

Ulla Dyrløv, der er psykolog ved Familiepsykologisk Praksis, en privat praksis på Frederiksberg i København, har samtaler med flere børn helt ned til niårsalderen, som ikke kan glemme pornografiske billeder, de har set.

De begynder pludselig at være voldsom angste, og de kan ikke sove om natten eller være alene hjemme. Når jeg taler med børnene, er jeg begyndt at spørge ind til, om det skyldes pornografi, fordi det efterhånden er tilfældet hos så mange. Typisk ved forældrene det ikke, fordi børnene er så flove over det. De reagerer meget kraftigt på det og føler sig meget beskidte, som om de har været udsat for et overgreb, og samtidig føler de sig også dumme, måske fordi de samtidig også synes, at det er lidt spændende, siger hun og forklarer, at børnene oplever pornoen som noget meget voldsomt, som de ikke kan forholde sig til. Men samtidig er de klar over, at det er noget, som deres forældre måske også gør, siger hun.

Undersøgelsen EU Kids Online viser desuden, at jo yngre børnene er, desto mere generer de seksuelle eller pornografiske billeder dem. Det skyldes, at børn har svært ved at adskille pornografi fra virkeligheden, mener psykolog John Halse, der beskæftiger sig med børne- og familiepsykologi samt socialpsykologi og er tidligere medlem af Børnerådet og tidligere formand for Børns Vilkår.

Det er jo som oftest levende mennesker, der agerer på lagnerne, og jo yngre børnene er, og desto mindre støtte de får fra voksne om, hvad der er skidt og kanel, jo større foranledning får de til at tro, at det er sådan, virkeligheden forholder sig, siger han.

I England har spørgsmålet om pornografis påvirkning af børn og unge i særdeleshed trængt sig på. En ny dybdegående parlamentarisk undersøgelse viser, at børn tværs over hele England er involverede i seksuel udnyttelse og misbrug også af jævnaldrende. Piger helt ned til 11-års-alderen forventer at skulle give oralsex til en række drenge i op til to timer ad gangen. Det fortalte den britiske børnekommissær Sue Berelowitz, da hun for nylig fremlagde resultaterne af undersøgelsen, der endnu ikke er offentliggjort, for en række britiske parlamentsmedlemmer.

Den seksuelle udnyttelse af børn foregår i byområder, landdistrikter og storbyområder, forklarede hun og fortalte, hvordan piger blev lokket via online-chatrum til at møde en ny ven i en park, men i stedet mødte en gruppe drenge, som voldtog dem på skift, hvorefter en ny gruppe tog pigen med til en anden del af parken og igen udsatte dem for gruppevoldtægt.

Det er meget sadistisk, det er meget voldeligt, det er virkelig hæsligt, sagde Sue Berelowitz til parlamentsmedlemmerne og tilføjede:

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at sådanne ting er ualmindelige, men jeg er bange for, at de er temmelig almindelige.

Hun mener, det udbredte misbrug af børn skyldes påvirkningen fra ekstrem internetporno, som flytter børnenes grænser for, hvad de tror er normalt, og påvirker dem til at efterligne de scener, de ser i pornofilm. En dreng, som deltog i et seksuelt misbrug, fortalte således om, hvordan det var ligesom at være med i en pornofilm.

Den konklusion skal dog tages med et gran salt, for det er en sandhed med modifikationer, mener Mimi Strange.

En del af de børn, som har vist seksuelt krænkende adfærd over for andre, har set porno, og den er jo helt gal, når en dreng på 10 år sidder og ser masser af porno, siger hun.

Men at se porno betyder jo ikke, at man forgriber sig på andre mennesker, ligesom voldsfilm heller ikke får os til at slå på alle mulige andre. Det rammer børn, som i forvejen er belastede, siger hun og understreger, at man derfor ikke vil kunne finde det britiske scenarie i Danmark.

England er jo sammenlignet med os et meget barsk samfund. Man må slå børn og fængsle dem, fra de er 10 år gamle, ligesom socialvæsenet er næsten ikkeeksisterende. Derfor findes der også en stor gruppe omsorgssvigtede børn, siger Mimi Strange.

Hun tror, at normalt fungerende børn derimod vil gå ud og finde en kæreste i stedet for at være opslugt af porno bag en computerskærm.

Når små børn ikke kan tåle at se porno, hvilken påvirkning har den så på ældre børn?

De fleste pubertetsbørn kan modsat de yngre børn nok godt skelne pornografien fra virkeligheden, mener John Halse, der dog tror, at pornoen har indflydelse på mange ældre børn og unge, fordi de har set den, siden de var små.

Jeg begynder at ane konturerne af, at børn er flasket op med den lettilgængelige pornografi, siden de var små, og har gået hånd i hånd med den igennem deres barndom. Selvom den ikke pirrer den syvårige lige så meget som den 15-årige, har han været inde at se på den, fordi den har været tilgængelig. Derfor lagrer pornografien sig i børnenes hjerner og kan let gå hen og blive adfærds- og seksualitetsforstyrrende, så den giver nogle bizarre variationer i sexlivet på et meget tidligt tidspunkt i deres seksualitet, siger John Halse og forklarer, at elever i 4. og 5. klasse i dag taler om seksualitet på en måde, som man ikke gjorde tidligere.

Det kan jo kun komme i spil, fordi de 11-årige har det et eller andet sted fra, siger han med hentydning til pornografien.

Han forklarer, at den lette tilgængelighed gør, at pornografien bliver til en fejlkilde for børnene, når de ønsker at vide mere om sex. I sit arbejde har han talt med 12-14-årige piger, som går ind på pornosider på nettet og både føler sig dragede og også frastødte af indholdet men så får man jo lidt at vide, siger de. Samtidig har han siddet med drenge på 13-14 år, som spørger, om sex gør ondt på pigerne, fordi sådan lyder det på pornofilm.

I stedet for at fremme deres viden om seksualitet bliver det en vidensbarriere, fordi de tror, at sex er halv-voldelig, undertrykkende og forbundet med et snavset sprog. Pigerne tror, at de skal være parate til det hele, mens drengene tror, at de bare kan klappe pigerne bagi og hive trusserne af dem, siger han.

Ulla Dyrløv erfarer også, hvordan pornografien påvirker opfattelsen af sex hos flere af de ældre børn, hun taler med.

Flere af de ældre drenge tror, at det er sådan, sex foregår, og derfor får de traumer over, hvor lang deres tissemand skal være, eller hvor længe de skal blive ved, mens pigerne kan reagere på samme måde, som hvis de havde været udsat for et overgreb. Men de tillader den form for sex, fordi de tror, det måske er sådan, det skal være, siger hun og fortæller, at det særligt drejer sig om yngre gymnasiepiger og enkelte fra 9. klasse i folkeskolen.

Danmark er det land, som er mindst strikst, når det handler om pornofiltre på computere, viser undersøgelsen EU Kids Online. Kun hver syvende danske forælder har installeret et pornofilter. Til sammenligning har over halvdelen af de britiske forældre, der er Europas mest strikse, installeret pornofiltre. Måske derfor er danske (og nordiske) børn nogle af dem, der ifølge undersøgelsen oftest har set pornografisk eller seksuelt indhold på internettet. 28 procent af børnene mellem 9 og 16 år har set porno online, mens 42 procent har set det enten på internettet eller andre steder, for eksempel via fjernsyn, dvd eller magasiner. Det lave antal filtre skyldes, at mange forældre slet ikke er klar over problematikken, mener John Halse.

Forældrene har en næsten freudiansk fortrængning om, at det interesserer da ikke lille Malene. Og hun er måske heller ikke seksuelt aktiv, men hun sidder sammen med veninderne om eftermiddagen foran computeren og skal se, hvordan de voksne gør, siger han og påpeger, at der i Danmark og Skandinavien desuden er en tilbagelænet attitude, hvor man nødigt vil begrænse sine børns udfoldelse, da man ønsker at opdrage dem til at handle selvstændigt.

Men man kan jo også tale om det værdimæssige aspekt: Synes du selv, det er i orden, at dit barn måske ser på porno? siger John Halse, der også mener, at mange formentlig finder det svært at tale med deres børn om. For hvordan taler man lige med sin syvårige om porno? som han udtrykker det.

Men dialogen er vejen frem, mener både han og flere eksperter. Heriblandt Pernille Matthiesen, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår. Hun påpeger, at pornofiltre i øvrigt heller ikke er en skudsikker løsning.

For hvad med computeren i klubben, på biblioteket, i skolen og hos vennerne? Vi anbefaler hellere, at forældrene tager en dialog med børnene, for det er super vigtigt, at de snakker med børnene om pornografi; hvordan den er tilgængelig, og at man må tage forbehold. Voksne skal huske, at ligesom vi lærer vores børn at begå sig i trafikken, skal vi også lære dem at færdes på internettet, siger hun.