De får flere og flere børn i Thy

Borgerne i Thy har overholdt deres del af aftalen med kommunen og sætter flere børn i verden. Men nu lukker institutioner og skoler måske alligevel, selvom politikerne havde lovet noget andet

Thyboerne får flere børn som led i en aftale med kommunen, men nu løber byrådet fra aftalen.
Thyboerne får flere børn som led i en aftale med kommunen, men nu løber byrådet fra aftalen.

Et regulært babyboom kan være en realitet på Thyegnen, efter at kommunen sidste år lavede såkaldte partnerskabsaftaler med kommunens borgerne. 

Aftalen gik ud på, at kommunen ville holde flere ellers faretruede skoler og børneinstitutioner åbne, hvis de lokale borgere til gengæld ville få nogle flere børn.

Det er Sygehus Thy-Mors, som har stået for undersøgelsen. Ifølge deres tal, så er mængden af gravide kvinder steget med cirka en tredjedel siden 1. november sidste år.

Dermed konkluderer flere, at lokalbefolkningen tilslutning til partnerskabsaftalen allerede nu har udmøntet sig i konkret handling.

Partnerskabsaftalen, som vakte international opmærksomhed, blev introduceret af kommunens socialdemokrater sidste år. Blandt andet fandt den britiske avis, The Guardian, metoden noget usædvanlig, eftersom det er et mærkværdigt syn for mange i udlandet, at staten går ind og blander sig i borgernes familieliv på den måde.

Det kontroversielle forslag blev sat i søen efter en stigende mangel på børn i mange af kommunens institutioner. Det faldende antal børn har længe gjort det svært at holde flere offentlige tilbud åbne i kommunens yderområder. 

Partnerskabsaftalen blev med det samme taget positivt imod af lokalbefolkningen - og med de nye tal bevæger kommunens kvinder sig nu pænt over, hvad gennemsnittet af graviditeter er på landsplan.

Men partnerskabsaftalerne blev i sidste uge sat i bero fra politisk side, efter Dansk Folkepartis medlemmer i Thisted Byråd trak deres støtte til ordningen. Skole- og børneinstitutioner flere steder i kommunen er derfor stadig i fare for at blive lukket.

Det politiske rod i Thisted byråd skyldes en længere debat om lukninger af skoler og børnehaver - så noget tyder på, at de gravide par alligevel ikke belønnes for deres indsats.

Det på trods af, at de har holdt deres del af aftalen.

Viceborgmesteren, Ulla Vestergaard (S), beklager at kommunen højst sandsynligt ikke kommer til at holde, hvad den har lovet:

"Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at det ildsjæle-arbejde og det engagement, vi har set hos borgerne, nu bliver skoldet fuldstændigt."