Den gode indkøring handler om tryghed

Ofte er indkøring og aflevering i vuggestue og dagpleje præget af gråd og dårlig stemning, men meget kan løses med andre praksisformer, mener forsker

Mange børn græder, når de bliver afleveret i vuggestue eller dagpleje. Men sådan behøver det ikke at være, viser nyt forskningsprojekt.- Arkiv
Mange børn græder, når de bliver afleveret i vuggestue eller dagpleje. Men sådan behøver det ikke at være, viser nyt forskningsprojekt.- Arkiv.

Ida er 10 måneder, da hun begynder i vuggestue i den integrerede institution Børnehuset Lupinmarken ved Viborg. Selvom det er hendes første dag som vuggestuebarn, rækker hun hjemmevant armene ud mod pædagogen Rikke, da hun sammen med sine forældre kommer ind på stuen. Hun kender allerede Rikke, ligesom hun er fortrolig med de mange lyde og indtryk på stuen: Et barn, der græder, et andet barn, der jubler. En telefon, der ringer. Forældre, der kommer og går.

Trods sin unge alder har Ida nemlig sammen med sine forældre allerede adskillige gange besøgt sin stue i løbet af de seneste tre-fire måneder. Hver onsdag formiddag har de i en time været til legestue sammen med de andre små, som skal begynde samtidig med hende. Her har både hun og forældrene kunnet vænne sig til, hvad det egentlig vil sige at gå i vuggestue. Og det har gjort hende tryg på en anden måde, end hvad det normalt er tilfældet ved en indkøring i vuggestue. Det fortæller leder af Lupinmarken, Lise Bech Madsen.

”Det betyder, at forældrene ikke går herfra med lyden af barnets gråd i ørerne, som man ellers ofte kan komme til, når man skal aflevere sit barn et nyt sted. Her kan du ikke gå ind i vuggestuen og udpege, hvem der er startet denne uge, og hvem der har været her et halvt år. Både for børn og forældre er det en stor tryghedsgevinst, og på et følelsesmæssigt plan er det en stor aflastning for det pædagogiske personale, at de ikke i timevis går rundt med et utrøsteligt barn på armen,” siger hun.

Ida er et fiktivt barn, men et godt eksempel på, hvordan det foregår, når de allermindste begynder i vuggestue i Lupinmarken. Fra 2012 og to år frem var børnehuset en del af forskningsprojektet ”Barnet i centrum”, som har fokus på de mindste børns trivsel og udvikling særligt i forbindelse med opstarten. I dag er 17 børn kørt ind efter legestuemodellen, som ifølge lederen er kommet for at blive.

”Jo før man bliver tryg, jo bedre kan man koncentrere sig og lære nyt. Derfor har hver eneste opstart afgørende betydning. Jo stærkere relationen er mellem personalet og barnet, jo mindre smertefuld er adskillelsen fra forældrene. Hvis man føler sig elsket, så er det lettere at være den, man er.”

Desværre er det ikke alle børn, der er trygge ved at blive afleveret i institution. Ph.d. og adjunkt ved DPU, Aarhus Universitet, Ole Henrik Hansen er forskningsleder på projektet ”Barnet i centrum”, hvis konklusioner udkommer i bogform i denne måned. 300 vuggestuer og dagplejere har deltaget i forskningsprojektet, der blandt andet har kigget på de situationer, hvor forældrene afleverer barnet, og barnet bliver modtaget i institutionen. Selvom det er forholdsvist enkelt og omkostningsfrit at skabe bedre indkøringer og afleveringer, så halter det mange steder, påpeger han:

”Jeg kan sige, at der er en del forældre, der oplever, at det kan være problematisk at aflevere deres ofte grædende børn. Det gør dem triste, børnene bliver triste, og pædagogerne og dagplejerne bliver triste. Det er ikke nogen ok situation. Vi ved ikke præcist, hvad det gør ved det lille barn, men vi kan se, at barnets trivsel bliver påvirket af det, og at det får sværere ved at lære nyt.”

Mange forældre, som afleverer grædende børn, får ofte af personalet at vide, at ”hun stopper med at græde, så snart du er gået”. Men det skal man ikke som forældre tage som et tegn på, at ens barn trives.

”Det er så skidt. Børn må selvfølgelig græde, men de må ikke græde, fordi tingene ikke foregår på en ordentlig måde,” siger Ole Henrik Hansen.

Ifølge ham må både forældre og pædagoger blive bedre til at identificere, hvornår barnets afleveringsvindue så at sige er åbent.

”Tager pædagogerne og dagplejeren barnet bare to minutter for tidligt, så vil barnet græde. Det samme sker, hvis man gør det for sent. Hvis man gør en indsats for, at barnet skal føle sig velkomment, vil det straks kunne mærke det. Det bedste er, hvis barnet selv transporterer sig fra forældrene og over til pædagogen og dermed viser, at det er det rigtige moment. Det kræver også, at forældrene er parate til at give det fra sig. De må tage konsekvensen af, at deres barn skal gå i daginstitution, og følelsesmæssigt må de betale, hvad det koster. Hvis dagtilbuddet er i orden, er forældrene som regel også trygge ved at gå.”

Karen Lumholt er samfundsdebattør, direktør for den idépolitiske tænketank Cura og medstifter af Familiepolitisk Netværk. Hun mener, det er en god idé, når nogle institutioner gør en indsats for, at børnene skal blive mere fortrolige med de voksne, de skal køres ind hos. Men når børn er kede af at begynde i institution, handler det primært om, at de begynder tidligere, end godt er, mener hun.

”Vi ved, at helt små børn omkring et år eller yngre slet ikke har brug for den overvældende sociale kontakt, som det får i en daginstitution. Det naturlige for børn er at have få nære og stabile voksenrelationer i overskuelige omgivelser, indtil barnet er ovre den værste separationsangst som cirka toårig. Derfor ser vi også småbitte børn, der sidder rundtom i vuggestuerne helt stille og uden at græde, selvom de savner kontakt. Det er meget alvorligt, fordi det er et tegn på, at de vender deres forladthed indad. Langsom indkøring er fint, men tidlig indkøring er ikke, hvis de skal være der i mange timer,” siger hun.

Ifølge Karen Lumholt er institutionaliseringen af de helt små børn ”et eksperiment, vi som samfund ikke ved, om vi slipper godt fra”.

”Hvad er vi for et samfund, der har skabt et pres på både mænd og kvinder, der gør, at vi er nødt til at forlade vores børn i den mest sårbare periode i deres liv overhovedet? Jeg er ikke ude på at skyde skylden på forældrene. For de fleste er det her slet ikke et valg. Presset er så kæmpestort, og leveomkostningerne er så høje, at det for de fleste ikke er en mulighed at lade være.”

Hun mener, det optimale ville være, hvis forældre til små børn kun arbejdede halv tid.

”Så kunne man godt forestille sig en tidligere indkøring, hvor barnet var i institution tre-fire timer om dagen højst. Det med at gå fra 100 procent at være hjemme til 100 procent at være i institution, det er meget voldsomt.”

Oliver Stilling er journalist, far til tre og udkom i efteråret med bogen ”Mig og Nelson”, der er en beretning om at være på barselsorlov med sit tredje barn. Han var også på barsel med de to ældste og har stået for indkøring i vuggestue af alle tre børn. Senest af sønnen Nelson på to et halvt, som begyndte i vuggestue for halvandet år siden. Indkøringen har været forskellig fra barn til barn. Nelson var ikke udpræget begejstret, da han 11 måneder gammel begyndte i vuggestue. Oliver Stilling brugte først en uge på at køre sønnen ind. Efter en måned tog de endnu en indkøringsuge, fordi Nelson stadig ikke var glad for at blive afleveret.

”Det hele var nyt, og han skulle lære pædagogerne at kende, som han ikke havde mødt før. Jeg har fuld forståelse for, at det er en svær situation at gå fra at være sammen med sin far hele tiden til nu at være i vuggestuen alene. Det kan man ikke fortænke ham i,” mener Oliver Stilling.

Nelson virker i dag glad for sin vuggestue, men kæmper alligevel for det meste stadig imod og græder, når han bliver afleveret.

”De fleste børn smutter bare lige ind, men Nelson gider stadig ikke at blive afleveret. Den modstand ser jeg egentlig som et tegn på intelligens. Der er også noget lidt mærkeligt over bare at gå ind i vuggestuen og sige farvel. Jeg ved dog, han stopper med at græde, lige så snart jeg er ude af syne. Til gengæld kæmper han også imod, når jeg henter ham. Det er, fordi han hellere vil lave det, han er i gang med. Og jeg ved, han har det godt derovre.”

Selvom Nelson ofte er utilfreds med at blive afleveret i vuggestuen, bekymrer det ikke hans far, der gør en dyd ud af at bruge tid på at aflevere sønnen.

”Hvis du bare kommer styrtende ind med din baby eller dit barn og siger 'her er han', så er det drastisk. Man må tage sig tid til at aflevere. Hver morgen sætter jeg mig ned i vuggestuens sofa med en bog og læser for Nelson i 5-10 minutter, og lige så stille tager en af pædagogerne over. Grundlæggende handler det om at have tillid til de pædagoger, du afleverer dit barn til. En vuggestue er jo ikke en teltlejr, men et rart sted, hvor børnene bliver behandlet med kærlighed og lærer en masse. Det har de fleste pædagoger, jeg har mødt, været helt fænomenale til.”