Selvom vi ikke kan være nyforelskede i 30 år, har vi en forpligtelse til at bevare spontaniteten og gøre os interessante for den anden.
Det er holdningen hos de par, veluddannede heteroseksuelle storbymennesker, som seniorforsker Sarah Holst Kjær har interviewet til sin analyse af parforhold i selvrealiseringens tidsalder.
Hun er ansat ved den regionale forskningsinstitution, Agderforskning, i Kristiansand i Norge og har undersøgt, hvilken livsstil, rutiner og idealer, forholdet mellem mand og kvinde er baseret på.
Når forholdet er helt nyt, består det af en masse frills. Det vil sige af begejstring, nysgerrighed og en tilstand af at være helt ør over mødet med den anden. Men lynhurtigt udvikler forholdet sig til en alvorlig affære med faste roller, forpligtelser og forventninger. Vi begynder at fokusere på, hvad der skal til, for at man kan holde sammen og blive ved med at have det godt. Og at tage ud at spise på for eksempel valentinsdag eller på årsdagen er en måde at genaktivere den stærke følelse fra det første møde på og fejre relationen, siger Sarah Holst Kjær.
Det første møde er begyndelsen på en fælles fremadskridende og forholdsvis forudsigelig historie. Til at begynde med ved vi ikke, hvem hinanden er, men vi har en masse forestillinger, der motiverer mødet, forklarer Sarah Holst Kjær.
Mine interviewpersoner fortæller om mødet som et lykketræf og en afgrænset begivenhed, der begynder deres livsfortælling sammen. For at mødet bliver væsentligt, må begge vide, at der sker noget vigtigt lige på det tidspunkt og mellem lige de to mennesker, siger Sarah Holst Kjær.
Indbyrdes timing og gensidighed er væsentligt for det romantiske møde, ligesom kysset og senere fejringen af årsdagen er vigtige begivenheder i parrets historie. Idealet er et parforhold, som for alt i verden ikke er blevet kedelig rutine.
Man kan hele tiden gøre noget for at forbedre sit parforhold, og der er et meget stærkt krav om at handle sig ud af tingene. At sidde i sofaen og affinde sig med sin skæbne er ikke tilladt. Vi tager på weekendture, går ud og spiser eller dyrker motion sammen for at genskabe følelserne og bevare gnisten.
Men det er alligevel ikke altid nok. Selvom vi har et godt forhold, så stræber vi efter det sublime.
Vi er villige til at investere kræfter i at få det gode og givende forhold. Det er ikke nok at kalde den anden idiot, som en af dem, jeg talte med, udtrykte det. Man må forsøge at løse problemerne ved at tale sammen, og selvom det ikke er rart at erkende, at man har brug for hjælp, så hellere gå i terapi end blive skilt. Det er en tendens, at vi arbejder og kæmper for at få det gode parforhold i dag. Det er stadig kvinden, der har hovedansvaret for følelserne, og hende, der begynder at tale om, hvordan vi har det, men mændene er også kommet godt med, understreger forskeren.
På den ene side handler parforholdet om, at to mennesker vælger hinanden, på den anden side om at realisere sig selv inden for forholdets rammer.
Forholdet mellem arbejde og fritid, mellem vores fælles tid og egen tid og engagementet i husarbejdet er de store diskussionsemner. Selv husarbejdet er en romantisk diskussion i parforholdet, fordi det handler om at sørge for, at huset er lækkert og rent, og om at spise god mad sammen, siger Sarah Holst Kjær, der kalder det moderne parforhold et resultat af en langsommelig proces.
I landbrugssamfundet handlede det om at hutle sig igennem og kæmpe for slægten, og først med indgangen til det industrielle samfund begyndte manden og kvinden at komplementere hinanden og varetage hver deres funktion.
Manden var den, som stod for produktion, og kvinden den, der stod for reproduktion, og skellet mellem offentligt og privat opstår. Det er den franske filosof Rous-seau, der først beskriver manden og kvinden som komplementære individer, og langsomt begynder parret at få den betydning, som det har i dag, siger Sarah Holst Kjær.
Den voldsomme eksponering af parforholdet, som hun synes, vi er vidner til i dag, kan også føres tilbage til slutningen af 1800-tallet.
Engang var det forbeholdt det bedre borgerskab at promenere søndag eftermiddag i Frederiksberg Have, men siden er også det privilegium blevet demokratiseret. Når vi tager på café med kæresten eller går i biografen, er det for at bekræfte vores relation offentligt. Og i dag er det muligt på grund af større velstand og mere fritid for alle at have parforholdet som livsstil og socialt ideal.
Der er stor social prestige forbundet med det velfungerende parforhold, mener Sarah Holst Kjær.
Det er lavstatus at være single. Vi drømmer alle sammen om at leve i et harmonisk og givende forhold, hvor manden og kvinden komplementerer hinanden og ikke genererer kaos og drama. Som regel er det manden, der indtager den lidt myndige position, mens kvinden er den lidt mere blide og hengivne, siger Sarah Holst Kjær, der er blevet overrasket over, hvor utroligt fast en form parforholdet er.
Det er sjældent, at vi går ud over kanterne og eksperimenterer med andre idealer og normer. De individuelle og romantiske idealer er de eneste, der findes. Rollerne er bestemt af dagligdagens praksis, og der er i virkeligheden meget begrænsede måder at være mand og kvinde på. Vi søger ensheden i parforholdet og vælger en partner med samme type uddannelse og samme baggrund.
familieliv@kristeligt-dagblad.dk
