Der findes kun én omstændighed, der er værre. Det er, hvis en af forældrene dør. Ellers er en skilsmisse det værste, der kan overgå et barn. Sådan plejer autoriseret børne- og familiepsykolog samt forfatter til flere bøger Ulla Dyrløv at udtrykke det, når hun skal forklare, hvor altødelæggende det er for et barn, når far og mor meddeler, at de går hver til sit, og hverdagen pludselig skal deles mellem to hjem.
”Det er en kæmpe sorg for barnet, som vil vare ved altid. Og som forældre skal man indstille sig på at have rigtig brede skuldre, fordi sorg og savn vil blive et livsvilkår for ens børn. De eneste børn, for hvem en skilsmisse kan komme som lettelse, er de, der lever i familier, hvor vold og misbrug er en del af hverdagen,” siger hun.
Naturligvis kan der være mange årsager til, at folk vælger at gå fra hinanden. Dog mener Ulla Dyrløv, at der særligt er én omstændighed, som i dag får far og mor i børnefamilier til at vælge skilsmissen. Det handler om stress.
”Forældre i dag vil alt for mange ting. Der er motion, der skal presses ind, for mange fritidsaktiviteter, for meget arbejde og måske en hjemmearbejdsplads, som betyder, at man aldrig rigtig holder fri. Mange tager også på udlandsferier, så snart de har fri, og så bliver der ikke rigtig slappet af,” siger hun.
Ulla Dyrløv vil dog ikke påstå, at folk kæmper for lidt for deres ægteskab og giver for nemt op.
”Jeg tror på, at når der er børn involveret, så har man da kæmpet. Men det bliver sværere at kæmpe, når man samtidig kæmper på jobbet, med motionen, med sundheden og med børnene. Men måske skulle man prøve at drosle lidt ned for ambitionerne andre steder. Jeg plejer at sige, at hvis man er det mindste i tvivl, så skal man blive i sit ægteskab. Ofte finder folk sammen med en ny efter et brud, men her siger statistikkerne bare, at der er endnu større risiko for skilsmisse,” siger hun.
Læs Ulla Dyrløvs ti gode råd til at undgå triste delebørn her
Den lykkelige skilsmisse. Man hører den af og til omtalt, men ifølge Ulla Dyrløv eksisterer den slet ikke. Og de skilsmisser, man har for vane at kalde lykkelige, er en lidt overset gruppe, der også kan være særdeles hårde for børnene.
”Når børnene hører fra andre: 'Hvor er du heldig, at din mor og far stadig kan tale sammen, og at de vælger at bo så tæt sammen', så bliver det svært for dem. For så har de ingen steder at komme af med deres sorg - alle synes, de burde føle sig heldige, selvom det slet ikke er sådan, de selv har det og er fyldt af vrede indeni,” siger hun.
Mange af børnene har også en enorm skyldfølelse, når forældre går fra hinanden. Ikke sjældent fordi mange af forældrenes skænderier forud for skilsmissen har taget udgangspunkt i børnene.
”Nu er det din tur til at tage børnene, nu har jeg taget dem så meget,” kan det lyde.
Og selvom det ikke er tilsigtet, kan det ifølge Ulla Dyrløv have den konsekvens, at børnene bliver bange for, at de er skyld i forældrenes brud og i værste fald frygter, at forældrene er holdt op med at elske børnene - følelser også større børn har.
”Som udgangspunkt er det en god ting at fortælle børnene, at man går fra hinanden, fordi man ikke elsker hinanden længere. Men samtidig er det altafgørende, at man som forældre får fortalt, at man aldrig holder op med at elske sine børn, og at skilsmissen aldrig er barnets skyld,” siger Ulla Dyrløv.
I selve situationen, hvor forældre meddeler deres børn, at de skal skilles, er det bedst, mener Ulla Dyrløv, hvis så meget som muligt er blevet besluttet på forhånd. Børnene skal med andre ord ikke stå med en hel vifte af muligheder over, hvordan fremtiden skal tegne sig. Stilles de alt for mange spørgsmål om, hvad de kunne tænke sig, hvor de helst vil bo, og hvor tit de vil skifte bopæl, bliver de endnu mere forvirrede, end de i forvejen er.
Der er flere hensyn, man som forældre kan tage, når man lader sig skille, for at gøre situationen nemmere for børnene. En af dem er at sørge for aldrig at tale dårligt om den anden forælder i børnenes påhør.
”Forælderen er jo halvdelen af barnet, og når denne bliver kritiseret, vil barnet også opleve sig kritiseret. Det er aldrig kun sig selv i sin reneste form - altid har barnet den ene af forældrene på skulderen. Det kan for eksempel være mor, der siger: 'Du ligner også din far, når du gør det der', og så bliver ens gode sider mors og de dårlige fars. Det er meget uhensigtsmæssigt,” siger Ulla Dyrløv.
Som psykolog er hun tilhænger af, at forældre ikke straks efter en skilsmisse introducerer børnene for en ny kæreste. Det første halve års tid efter skilsmissen vil børnene nemlig befinde sig i en form for krise, og vælger en forælder straks at være sammen med en ny, så kan børnene få det meget værre, fordi de mister noget af den tid, de ellers burde have haft til at sørge. At vente et års tid med at præsentere en ny livsledsager vil således være det mest optimale.
Ulla Dyrløv påpeger, at børnene oftest vil få en reaktion, når de introduceres for fars eller mors nye kæreste. De kan ikke lide at se deres forældre forelskede, og det at flytte sammen med en ny voksen kan være meget svært.
”Det kan aktivere et savn for eksempel at se en kvinde gå og gøre det samme i hjemmet, som mor plejede at gøre. Og endnu sværere er det, hvis det foregår i det oprindelige hjem. Børnene mindes hele tiden om, hvad der var engang,” siger Ulla Dyrløv, der råder til, at man kalder en ny familiekonstellation for et bofællesskab og ikke en ny familie.
”Derved undgår man, at børnene får presset en ny familie ned over sig. Det er som regel forældrenes behov for at sige: 'Se, nu har jeg givet dig en ny familie, så kan du være glad igen'. De forsøger selv at komme tilbage til en lykkelig kernefamilie. Men børnene ved jo udmærket godt, at den nye familie også kan risikere at forsvinde igen, ligesom de også ved, at man ikke bare kan få en ny familie.”
Siden Forældreansvarsloven fra 2007 medførte, at fraskilte forældre som udgangspunkt har fælles forældremyndighed, har flere og flere skilsmissefamilier valgt en såkaldt syv-syv-ordning, som betyder, at barnet skifter hjemmebase hver syvende dag. På dette punkt mener Ulla Dyrløv, at alt for mange forældre stiller deres egne behov i forreste række frem for børnenes.
”Undersøgelser fra 2012 og 2013 viser, at langt de fleste børn bedst kan lide at have en fast base. De børn, der siger, at det fungerer med en syv-syv-ordning, begrunder det ofte med, at så slipper de for at skulle have dårlig samvittighed over for den ene af forældrene. Jeg anbefaler selv, at alle børn skal have en fast base. Det behøver ikke være den samme for altid. Måske to år hos far og derefter hos mor eller omvendt. Og så er det vigtigt at sige, at det ingen alder har. Børn bliver aldrig så store, at de selv kan styre det - heller ikke, når de fylder 16 år. De vil altid stå i et ubehageligt dilemma,” siger hun og fortsætter:
”Mange børn beskriver det som en vægtskål, hvor de skal sørge for, at begge forældre får lige meget. Sådan er børn født - fra dag ét er de opmærksomme på forældrene, fordi det jo er dem, de skal lære af,” siger Ulla Dyrløv.
I nogle skilsmissefamilier eskalerer konflikterne om samværet med børnene så meget, at de ender som sørgelige og meget komplicerede sager hos Statsforvaltningen eller i retten, der så må blande sig for at få familiernes liv til at fungere bedst muligt - uden der dog er nogen garanti for, at dette sker. Det er hårdt for børn at være i den slags sager, fordi de får følelsen af at skulle vælge mellem mor og far og udmærket er klar over, at de skal igennem møder og retssager, fordi den far og mor, som formentlig elskede hinanden engang, nu ikke engang kan tale sammen mere.
”Jeg fungerer også som børnesagkyndig ved retten i disse sager, og ofte hører jeg folk sige: 'Jamen, jeg kan ikke undvære ham en hel uge af gangen. Men der er jeg bare nødt til at sige: 'Jeg ved godt det virker meget hårdt, men her er det ikke dine følelser, det handler om, men dit barns',” siger psykologen.
De mest triste sager er dem, hvor anklager om vold, incest og psykisk sygdom ryger gennem luften - også når anklagerne intet har på sig. Men når man kommer dertil, handler det udelukkende om forældrenes egen stolthed, som de forklæder i falske anklager.
”I sådanne sager mister børnene faktisk begge deres forældre. Den, som de måske ender med at blive afskåret fra at se, fordi den anden forælder lykkes med at få dem overbevist om, at de ikke har godt af det. Men også den anden, som vælger fuldstændig at køre sit eget løb,” siger Ulla Dyrløv.
Når et barn i sådanne sager selv kan ende med at beslutte sig for at afskære sig helt fra den ene forældre, kan det også skyldes, at det er barnets sidste mulighed for at beskytte sig selv. Det bliver et forsvar, som det kun er forældrene, der kan løsne op for igennem et konstruktivt samarbejde, men som det desværre kan vise sig at være umuligt for dem at gennemføre.”Når et barn afskærer en af forældrene, er det vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes ansvar. Nogle forældre kan sige: 'Jamen, hun valgte mig jo selv fra'. Men det er ikke det værste - det værste er årsagen til, at barnet på et tidspunkt blev nødt til at træffe den beslutning.”