Der skal mere fokus på de efterladte

EFTERLADTE: Kræftens Bekæmpelse forsøger at lave børnegrupper, hvor der også er voksenforløb for de efterladte enker og enkemænd. Samtidig prøver en gruppe private kvinder at stable et netværk på benene

– Mor, hvis du dør, mens vi er i børnehave, hvem henter os så?

Det var lidt af en mavepuster, Lene Andersen fik, den dag hendes seksårige søn stillede hende det spørgsmål. Men drengens bekymring var sådan set reel, for Lene Andersen og hendes to små børn mistede deres mand og far i september 2004.

– Når man får sådan et spørgsmål, er det rart at have nogen, der er i samme situation, og vende den med. Nogen, der siger, hold da op, det var et svært spørgsmål, men hvor var det et godt svar, du kom med, forklarer Lene Andersen, som i dag er 39 år, og hvis børn nu er fire og seks år.

Hun er i gang med at oprette Foreningen Mor, og udgangspunktet skal være en hjemmeside, hvor der er information og mulighed for at møde ligesindede.

Også Kræftens Bekæmpelse er opmærksom på, at der er et behov for at hjælpe den forælder, der står alene tilbage med børnene efter et dødsfald. I Næstved har foreningen i flere år haft en sorggruppe for enker og enkemænd med børn. I første omgang var der tale om et forløb, hvor en psykolog fra foreningen var med, men i øjeblikket er der en gruppe forældre, der mødes i en slags selvhjælpsgruppe, mens deres børn er i sorggruppe.

– Når forældrene nu havde kørt deres børn til sorggruppen og bare sad og ventede, fandt vi ud af, at vi lige så godt kunne starte en gruppe for dem også. I de senere år har vi haft meget fokus på børn og sorg, og forældrene har været en lidt overset gruppe, siger psykolog Gert Hansen fra Kræftens Bekæmpelse i Næstved.

Hos Kræftens Bekæmpelse i Ringkjøbing Amt har man haft en enkegruppe i Holstebro i et lille år. I efteråret besluttede man, at man også ville oprette en gruppe i Herning og skrev ud til de personer, som, man vidste, havde mistet, og spurgte, om de var interesserede. Tilbagemeldingen var overvældende, og i januar begyndte hele to enkegrupper i Herning.

– Der er nogle helt særlige problemstillinger hos de efterladte forældre. Det ligger dem meget på sinde at gøre så meget for deres børn som muligt og gøre det rigtige, og samtidig har de deres egen sorg. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er et stort behov, og man burde udbrede det til hele landet. Der er bare så mange, siger psykolog hos Kræftens Bekæmpelse i Herning, Kirsten Lysgaard.

Gert Hansen fortæller, at der blandt forældrene er mange fælles bekymringer. Hvad skal man sige og ikke sige til børnene, og hvordan skal man forsikre dem om, at deres anden forælder ikke også dør fra dem, når de bliver bekymrede, bare mor hoster.

– Normalt er mobiltelefoner bandlyst i grupper, men netop i enkegruppen er det i orden at have telefonen tændt. For børnene skal kunne komme i kontakt med deres forældre hele tiden, siger Gert Hansen.

Da Lene Andersen mistede sin mand, som døde af leukæmi, ledte hun efter ligesindede, og til sidst lykkedes det på hjemmesiden www.singlemom.dk, hvor hun selv oprettede et forum for enker med børn. Siden er kontakten blevet udvidet, så de nu er en to-tre enlige mødre og deres børn, der mødes en gangimellem. Men Lene Andersen ønsker mere end det, og derfor laver hun nu en mere målrettet hjemmeside, som hun forventer har premiere om en måned.

– Selvom der er 4000 børn, der hvert år mister en far eller mor, følte jeg mig helt alene i verden, da jeg mistede min mand. Hvor pokker er de andre enker henne, tænkte jeg. Venner og familie kan forstå mig til en vis grænse, men på en eller anden måde er jeg sådan en øgle, og det er kun folk, der er i samme situation, der helt kan sætte sig ind i det. Når jeg mødes med andre, der har mistet en ægtefælle, kan vi grine, men også tale om de tunge ting, som for eksempel hvad der skal ske med børnene, hvis også jeg dør. Det spørgsmål er jo rykket nærmere, når den anden forælder er væk.

dahl-hansen@kristeligt-dagblad.dk