Reklamer med sultne, afrikanske børn, uledsagede flygtningebørn i nyhedsstrømmen eller en dokumentar om børn i sorg.
Vi bliver dagligt konfronteret med tragiske børneskæbner. Men når vi selv er blevet forældre, er det som om, at historierne påvirker os mere.
En af dem, der kan nikke genkendende til pludselig at sidde med tårer i øjnene over en nødhjælpsreklame, er 35-årige Lone Nielsen fra Asperup på Fyn.
Som frivillig i både filippinske og kenyanske slumkvarterer har Lone Nielsen stiftet bekendskab med verdens armod flere gange i sit liv. Men efter datteren Mie kom til verden i december, har hun følt sig langt mere sårbar.
”Jeg kan slet ikke være i det, for tænk, hvis det var Mie,” fortæller Lone Nielsen, der til daglig arbejder som pædagog.
Der er faktisk gode psykologiske og biologiske forklaringer på, hvorfor Lone Nielsen og andre nybagte forældre oplever denne nye følsomhed.
Den del af hjernen, der styrer vores evne til at føle empati for andre mennesker, kaldes pandelapperne, forklarer Poul Videbech, der er professor og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup.
Det er blandt andet også den del af hjernen, der er dårligt udviklet hos psykopater. Når man får børn, bliver pandelapperne særligt aktiveret, og man binder sig til det lille barn. Samtidig oplever man en øget hudløshed over for ting, der kan true barnet.
Særligt ammende kvinder kan være let påvirkelige, fordi amning frigiver hormonet oxytocin. Ifølge Poul Videbech er hormonet tæt forbundet med pandelapperne og derved også evnen til at binde sig til et andet menneske og føle medfølelse.
”Det er en ældgammel mekanisme, som har eksisteret siden de allerførste mennesker. Det gør, at man passer bedre på sit afkom, og uden den funktion ville vi ikke være i stand til at have et velfungerende samfund, hvor man hjælper hinanden,” siger Poul Videbech.
Men der er også andre mekanismer på spil.
Følelsen af et større ansvar følger nemlig også med det at få et barn, fortæller Per Schultz Jørgensen, psykolog, dr. phil. og professor emeritus i socialpsykologii.
Og med det ansvar opstår der et særligt behov for at beskytte det menneske, man selv har sat i verden, og vise ham eller hende en dyb omsorg og ømhed. Derfor sætter man sig også i barnets sted og ser risici, man ikke har set før.
Det ender nogle gange ud i, at forældrene overbeskytter barnet, mener Per Schultz Jørgensen.
”Jeg tror, at forældre i dag er mere tilbøjelige til at bekymre sig, fordi vi bliver tudet ørene fulde med alt det, der kan være på færde,” siger han.
Spørger man sognepræst Therese Strand Nielsen fra Store Brøndum, Siem og Torup Pastorat i Nordjylland, oplever man for første gang at elske et andet menneske højere end sig selv, når man bliver forælder til et lille barn.
Og netop denne store kærlighed til ens børn gør folk mere opmærksomme på livets grundlæggende sårbarhed. At man hverken selv eller barnet er udødeligt:
”Specielt som moderne mennesker holder vi vores egen dødelighed ud i strakt arm, fordi vi er vant til at kunne ordne de ting, der trænger sig på. Et barn konfronterer os med den dødelighed, for hvem skal tage sig af mit barn, hvis jeg dør?” siger Therese Strand Nielsen.
Det er altså en blanding af ubetinget kærlighed, livets sårbarhed og fysiologi, der er på spil, når forældre som Lone Nielsen får våde øjne af historier om triste børneskæbner.
En sund, naturlig og ældgammel reaktion på at ville sine børn det bedste.
"De gamle grækere var allerede klar over, at vi har en forældre-barn-kærlighed, som vi ikke kan forklare. Den er der bare, og omsorgen og ømheden for vores børn er helt grundlæggende," siger socialpsykolog Per Schultz Jørgensen og tilføjer:
"I de tilfælde, hvor forældre ikke lever op til det kærlighedskrav, opfatter vi det som sygeligt og afvigende."