Det dur ikke at være alene til jul

Sammen med et af byens hoteller sørger Ældre Sagens singlegruppe i Esbjerg for, at der bliver holdt julefest for de enlige og dem, der føler sig alene

Myrna Petersen (th.), Elise Kjær (i midten) og Lis Evelyn Jensen mødes jævnligt i Ældre Sagens singleklub i Esbjerg. Elise Kjær skal også fejre jul med klubben, og Myrna Petersen skal på singlernes nytårstur til Lübeck. –
Myrna Petersen (th.), Elise Kjær (i midten) og Lis Evelyn Jensen mødes jævnligt i Ældre Sagens singleklub i Esbjerg. Elise Kjær skal også fejre jul med klubben, og Myrna Petersen skal på singlernes nytårstur til Lübeck. –. Foto: Niels Husted.

Mens resten af Danmark venter snestorm, dækker personalet på Hotel Britannia i Esbjerg op til brunchbuffet. I hotellets foyer står en lille, sortklædt kvinde med ceriserødt tørklæde klar med printede invitationer til julefest og julefrokost på hotellet.

Dem skal medlemmerne af Ældre Sagens singlegruppe i Esbjerg have, når de træder ind ad døren. Hvis de da ikke allerede har fået dem med posten.

De er blevet sendt til de 150 personer, der står på interesselisten, siger efterlønneren Elise Kjær, der flyttede fra Sorø til Esbjerg sidste år.

Mangledenogen at drikke kaffe med

Blandt andet for at være tættere på sin 33-årige datter, som bor 10 kilometer uden for byen. Men ud over de aftalte familiebesøg er de kun stødt på hinanden et par gange på gågaden. Så da Elise Kjær til et foredrag om Esbjerg by blev spurgt, hvad hun manglede ved byen, rejste hun sig op.

"Jeg sagde, at jeg manglede nogle at drikke kaffe og spise brunch med," fortæller hun. "Nogle at sidde rundt om et bord og snakke med, fordi jeg var tilflytter og alene."

Sådan var der åbenbart flere, der havde det, for inden mødet var ovre, havde 21 personer skrevet sig på en interesseliste om at ses og spise brunch sammen.

Herefter tog Elise Kjær en rundtur til byens hoteller. Hun ville, at de skulle tage socialt ansvar samt varetage tilmeldingerne og betalingerne på 178 kroner for mad og drikke pr. person.

Hotel Britannia var perfekt, siger hun, mens hun viser rundt i de lyse lokaler. Det ligger tæt på tog og bus, det er handicapvenligt, og det gør ingen forskel, om vi kommer 10 eller 50 personer.

Første gang kom der nu kun Elise Kjær selv, fortæller hun.

Julefest for enlige ældre

Anden gang var de to, og tredje gang efter en annonce i lokalvisen tilbragte 46 personer en søndag formiddag sammen. Her i julen skruer Ældre Sagens singlegruppe op for frekvensen af arrangementer. De holder julefest for enlige den 24., hvor hotellet er fyldt op med andre julegæster, og julefrokost henholdsvis juledag og anden juledag. Mange af de ældre har familie, men bliver nogle år til overs, når den moderne skilsmissejulekabale skal gå op.

"Julen er en indikator på, hvor vi står i familien, og for mange er det hårdt at erfare, at de ikke får de samme invitationer som tidligere," siger Elise Kjær, der har valgt at arrangere juleaften med sin gruppe på Hotel Britannia, fordi det er rart at fejre jul med dem, man kender fra byen.

Indtil videre er de fem tilmeldte inklusive Elise Kjær. Det tager tid at skabe traditioner og tålmodighed at forme relationer. Derfor tager hun det også roligt, da det på grund af vejret ikke ser ud til, at de bliver mere end fire til dagens brunch.

Første kvinde på pletten er Sigrid Bøhm, der er med for anden gang. Hun er som Elise Kjær tilflytter og fraskilt.

"Jeg blev separeret efter 42 års ægteskab, og så starter man forfra," siger den 63-årige familiekonsulent fra Varde.

Inden hun tog skridtet og flyttede til havnebyen, meldte hun sig ind i Esbjergs lokalafdeling af Ældre Sagen.

"Jeg kunne se i medlemsbladet, at der skete rigtig meget i singlegruppen i Esbjerg, og at det handlede om at skabe relationer," siger hun, og det er netop pointen.

Her i singlegruppen, som er en del af Ældre Sagens projekt Ud af busken, og som har inspireret andre lokalafdelinger, taler man sammen. Om generationernes forhold til de ældre, om at finde en ny golfpartner efter skilsmissen, og om dengang i sommer, hvor de tog kaffe, te og vand med ud på hotellets terrasse og blev siddende til klokken halv fem.

"Det var så vidunderligt. Der blæste ikke en vind, og det er ellers sjældent her i Esbjerg," ler Elise Kjær, og de andre nikker.

Snakken går så godt, at de fleste kunne finde på at ringe til hinanden privat.

"Det gjorde jeg for første gang i går, men det krævede noget overvindelse," siger Sigrid Bøhm, inden der bliver gået til buffetbordet med sild, æggesalat, skinke og chokoladescones.

Det hjælper, mener Sigrid Bøhm, at alle her er i samme båd og ikke længere definerer sig selv som par. Og så er det rart at mødes ude i det offentlige rum, hvor der er atmosfære frem for at være gemt væk i et foreningslokale et sted.

Slut med at være ensom

Det summer jo af børnefamilier og liv her, siger 70-årige Myrna Petersen, der tidligere har arbejdet på slagteri i Esbjerg.

For hende blev tilværelsen ufrivilligt ensom, da hun mistede sin mand for et år siden.

Han tog på sin sidste sejltur med rederiet inden pensionen og kom aldrig hjem igen. Faldt om på dækket med en blodprop.

For Myrna Petersen skulle der gå et halvt år med at ordne praktiske ting i huset, inden hun var klar til at møde nye mennesker.

"Jeg så en annonce i avisen for folk, der var blevet alene eller var tilflyttere, og tænkte, at det jo var mig," siger Myrna Petersen, der føler sig hjemme her på hotellet, hvor hun kender både Elise Kjær, Sigrid Bøhm og Lis Evelyn Jensen, der også er blevet alene efter to ægteskaber.

"Nu vil jeg ikke indlade mig på et tredje," siger hun og smiler et overraskende rynkefrit smil, de 77 somre til trods.

"Men det dur heller ikke at være alene," siger hun, og så er det godt, hun har singleklubben.

Selv har hun andre planer for juleaften, men tager med på nytårsturen til Lübeck, hvor der nu er fem tilmeldte og tre, der svæver. Det overvejer Sigrid Bøhm også, og i hvert fald kommer de alle til singleklubbens etårsjubilæum, der selvfølgelig fejres med brunch på Hotel Britannia.

Og som der står nederst på den printede invitation, Elise Kjær sørger for, at alle har fået: Tag bare din nabo med!.