Det er sjovere selv at træne end blot at se på, at børnene gør det

Ondskaben kan overgå selv Gud, men den kan besejres af kærlighed, hvormed selviskheden må og skal lide ...

Rikke Winter (i sort) og Tine Raun er to af de forældre, der har taget imod AGF’s tilbud om forældretræning, mens deres døtre går til gymnastik. Denne dag deltager femårige Storm, der er lillebror til en af pigerne, også i træningen. – Foto: Lars Aarø/Fokus.

Når forældrene træner frem for at sidde med telefonen, får de ikke alene pulsen op de bliver også forbilleder for deres børn

Det er sent torsdag eftermiddag. Udenfor er det smukt efterårsvejr. Inden for i idrætshallen i centrum af Aarhus kaster en flok småpiger i gymnastikdragter sig gennem kolbøtter og spring. Og uden for vinduerne på fliserne er seks voksne i gang med løbetræning og mavebøjninger.

De er fædre og mødre til de små gymnastikpiger og denne eftermiddags deltagere i AGF Gymnastiks tilbud om forældrefitness. Et tilbud, hvor klubben stiller to trænere til rådighed for forældrene i den time, hvor deres døtre er til gymnastik.

LÆS OGSÅ: Idrætsforbund vil lukke socialt udsatte ind

Tina Raun og Rikke Winter er to af de mødre, der i dag deltager i den intensive træning.

Begge kvinder har tre børn og en hverdag, hvor det er svært at finde tid både til børnenes sportsinteresser og til deres egen træning.

Mine børn har aldrig gået til sport før, siger Tine Raun på 43 år, grafisk designer og mor til Oskar, Storm og Sinnet.

I deres familie har forældrene prioriteret, at der er ro på derhjemme og har fravalgt tidskrævende fritidsaktiviteter til børnene. Tine Raun synes, at de bevæger sig vildt meget i børnehaven og skolen.

Jeg får ikke overskud af at se dem træne. Det er dødssygt, indrømmer Tine Raun.

Og det er jo det gamle liv her, der har brug for at dyrke sport. Ellers kan jeg ikke holde til mit stillesiddende job foran computeren.

Hun har svømmet og dyrket yoga, inden hun opdagede forældretræningen i AGF.

Det skete, da datteren Sinnets veninder meldte sig til gymnastikholdet. Og da hallen ligger lige ved siden af skolen, og da der også var andre forældre til at hente børnene, fik Sinnet på syv år for første gang lov til at gå til en sport.

Så fik jeg en mail, der fortalte om forældrefitnessholdet, der træner samtidig med børnene. Og jeg tænkte, det er det mest smarte, jeg har hørt. Hvorfor har de ikke fundet på det for længe siden? siger Tine Raun.

Den begejstring deler hun med Rikke Winter på 38 år, der har job som konsulent. I deres familie har storebror Philip og datteren Marie gået til masser af sport. Og det er gået ud over deres mors træning. Indtil nu.

Det er svært at finde tid til min egen træning. Man prioriterer jo børnenes aktiviteter, og så må man selv tage den tid, der er tilbage, siger Rikke Winter.

Det bliver især til løbeture, hvor man træner de der ben, som hun siger. Men til forældrefitness får hun også trænet armene og nakken, ryggen og maven.

Vi bliver presset. Man får rigtig meget ud af det. Det er simpelthen gjort, når vi tager derfra, siger Rikke Winter.

Det er første sæson, at AGF Gymnastik tilbyder denne type forældretræning. Sidste år, hvor Marie også gik til gymnastik, sad hendes mor torsdag efter torsdag i hallens cafeteria sammen med de andre forældre. Hun brugte tiden på at sende smser og tale i telefon. Eller på at køre op og ned i elevatoren, hvis lillebror Viktor på tre år var med.

Det var bare en ventetid. Men nu prioriterer jeg at tage med Marie hver gang, fordi jeg selv får noget ud af det, siger Rikke Winter.

Det var synet af forældrene i cafeteriet, der gav projektleder i AGF Gymnastik Katrine Lindgaard idéen til forældretræningen. Hver gang gymnastikbørnene var i hallen, sad 25-30 forældre i cafeteriet, læste avis, arbejdede og pillede ved deres mobiltelefoner.

Jeg tænkte: Hvorfor ikke træne, mens børnene gør det? Så har hele familien klaret træningen, når den kommer hjem til aftensmaden og alt det der, som foregår i børnefamilierne, fortæller Katrine Lindgaard.

Samtidig bad Aarhus Kommune idrætslivet om bud på, hvordan forældre får mulighed for at dyrke motion, mens deres børn er små. AGF Gymnastik sendte et forslag ind og vandt. De penge har klubben blandt andet brugt på trænere til forældrene.

Træningen er tilrettelagt, så alle kan være med og bliver udfordret. Vi kan jo ikke regne med, at alle er på samme niveau, siger Katrine Lindgaard.

Forældretræningen har været i gang i en måned. Tine Raun deltager hver gang, selvom datteren kunne følges med en venindes forældre. Og Rikke Winter fik sin yngste søn passet sidste torsdag, hvor hendes mand var ude at rejse.

Så kunne jeg komme med til træning. Jeg prioriterer det rimeligt meget, siger Rikke Winter.

Under træningen denne aften skulle forældrene både lave armbøjninger og køre trillebør med hinanden.

Det er helt vildt sjovt, siger Tine Raun.

Forældrene var godt møre, da de gik ind i hallen for at møde deres børn.

Jeg synes, at jeg er det forbillede, jeg gerne vil være, siger Rikke Winter.

Så forældretræning er ikke bare motion. Børn og forældre får også røde kinder og fælles oplevelser at tale om.