Det slider at skulle tænke for meget på penge

Som barn oplevede Sara Korsgaard Pointing de voksnes panik, når der sidst på måneden ikke var flere penge. Hun tog sagen i egen hånd og skaffede sig tidligt et job

Sara Korsgaard Pointing hører til dem, som mener, at der skal stilles krav til mennesker på overførselsindkomst. Foto Kristian Djurhuus.
Sara Korsgaard Pointing hører til dem, som mener, at der skal stilles krav til mennesker på overførselsindkomst. Foto Kristian Djurhuus.

Som en lille pige på syv år var Sara Korsgaard Pointing pavestolt, når hun sidst på måneden kom hjem med halvanden krone, som hun havde fundet på gaden. Hun vidste nemlig, at hendes mor havde brug for pengene til at købe mad.

I dag er 28-årige Sara Korsgaard Pointing uddannet sygeplejerske og bor med sin kæreste, der er jord- og betonarbejder, i en lys, ældre lejlighed på Østerbro i København. Det var med en vis bæven, at parret for et halvt år siden begav sig ind på boligmarkedet. Sara Korsgaard Pointing hører til den forsigtige type. Hun vil gerne have styr på økonomien og optager kun fornuftige lån. Hun er meget bevidst om, at den økonomiske sans hænger sammen med oplevelser i barndommen.

Dengang mærkede Sara, hvor svært det er at være helt uden penge sidst på måneden. Nogle gange var hendes mor ufornuftig og lånte i indkøbscenteret til høje renter. Det var på den måde, at Sara fik sin første nye cykel. Men senere gjorde den slags kreditter ondt.

Sara Korsgaard Pointing er vokset op i Vollsmose i Odense. I mange år boede hun sammen med moderens samlever og sine tre søskende. Moderen var beskæftigelsesvejleder. Hendes samlever var arbejdsløs og havde problemer med hashmisbrug.

– Den første i måneden kunne han gå på vandet. Vi skulle både have ferier og rideture. Men den femte i måneden var der ofte ikke flere penge tilbage, fortæller Sara Korsgaard Pointing.

Som barn udviste Sara stor ansvarsfølelse. Hendes mors samlever lå tit på sofaen, når hun kom hjem fra skole, og lillebror på et par år var stadig ikke kommet ud ad sengen. Så var det Sara, der fik den lille dreng i tøjet.

- Jeg var hele tiden bange for, at hans stoffer skulle blive opdaget, og lagde alle mulige planer for, hvad vi kunne gøre, hvis politiet kom, fortæller Sara Korsgaard Pointing.

En dag kom politiet og hentede Saras mor meget kortvarigt på grund af nogle ubetalte regninger.

– Det var en svær tid, men jeg blev holdt oppe af mine bedsteforældre og min biologiske far. På trods af problemerne støttede min mor os, så godt hun kunne.

Da Sara var 13 år, flyttede moderens samlever. Et par år forinden var Saras mor begyndt at læse til lærer, fordi hun ikke kunne finde arbejde som beskæftigelsesvejleder. Nu skulle hun klare tilværelsen for sig selv og fire børn på SU.

Økonomisk var det virkelig smalhans. Sara fortæller, at hun kun en gang har været med sin mor på ferie. Et par gange fik de madkuponer fra kommunen, som de kunne indløse i det nærmeste supermarked. Saras mor solgte nogle gange bøger og babytøj, og engang måtte hun skille sig af med sin elskede cello.

Men børn er tilpasningsdygtige. Sara husker ikke, at hun nogensinde beklagede sig:

– Det er først, efter at jeg er blevet voksen, at jeg er begyndt at tænke over, hvor problematisk vores økonomi var, og hvordan det egentlig påvirkede mig. Som barn indretter man sig. Man tænker: Sådan er det nu engang. Men jeg fornemmede de voksnes stemninger og kunne godt føle den panik, min mor var i sidst på måneden.

Saras mor var kreativ. Hun kunne sy fastelavnsdragter og trylle retter ud af ingenting.

- Efter at min mor var blevet alene, kom der mange mennesker i vores hjem, og der var altid en god stemning, fortæller Sara Korsgaard Pointing.

Som barn følte hun sig ikke anderledes end kammeraterne i Vollsmose.

– Vores naboer var ufaglærte danske familier. Mine kammerater havde heller ikke ret mange penge, og niveauet for 15 år siden var ikke nær så højt som i dag. Vi havde for eksempel ingen mobiltelefoner, siger Sara Korsgaard Pointing.

Dagen efter sin konfirmation havde Sara Korsgaard Pointer sin første arbejdsdag. Hun gik med aviser. Hun sang også jævnligt i den lokale kirke med sin mor og sin søster. Senere ekspederede hun i grillbar og underviste børn i madlavning. De ekstra indtægter gav penge til tøj og fornøjelser.

– Det er en af de positive ting i min opvækst. Jeg har ikke fået noget forærende og har lært at stå på egne ben, og sådan har mine søskende det også. De kan godt lide at være i gang, siger Sara Korsgaard Pointing. I dag mener hun, at der skal stilles krav til folk på overførselsindkomst.

– Jeg har det svært med, at folk bare læner sig tilbage og laver ingenting. Man kan blive nødt til at tage et job i en grillbar eller i Føtex, hvis ikke der er andet. Det er vigtigt ikke at lade stå til og bare sidde med hænderne i skødet.

Sara Korsgaard Pointer blev færdiguddannet sygeplejerske for halvandet år siden og arbejder i hjemmeplejen. Hun har valgt ikke at få børn i en tidlig alder.

– Jeg har jo set, hvor hårdt det var for min mor at være på SU og have børn. Det ønsker jeg ikke at gentage. Mine søskende har det på samme måde. Det materielle er ikke det vigtigste for mig. Vi kan sagtens leve godt af ikke ret meget. Men omvendt skal mine børn ikke opleve, at hver en krone skal vendes. Det er opslidende og tager for meget energi at tænke på penge hele tiden, siger Sara Korsgaard Pointing.