En beretning fra svigerfars dødsleje

Mette Ziemendorf Ringsteds svigerfar fik for et år siden konstateret uhelbredelig kræft. I en lille bog beskriver hun, hvordan hun og hendes mand endte med at passe ham, til han døde 51 dage efter

En beretning fra svigerfars dødsleje
Foto: Iris.

Jeg har altså ikke valgt at skulle have ansvar for en anden mands liv. Jeg var ikke engang særligt gode venner med ham, da han var rask, og nu hænger vi på hinanden. Hvor er det dog ironisk ... Hver dag tjekker vi op på ham. Fordi han bor alene. Er alene. Andre mennesker siger, at de er der for os. At vi endelig må sige til, hvis der er noget, de kan gøre. Og det er godt at vide. Men nogen har glemt at spørge, om vi overhovedet vil det her.

Sådan skriver 43-årige Mette Ziemendorf Ringsted i bogen Stille død om at passe en døende i eget hjem, der netop er udkommet på forlaget Frydenlund.

LÆS OGSÅ: Flere overlever kræft men hjælp halter bagefter

Hun bliver sammen med sin mand sidelæns kastet ind i opgaven med at passe sin dødeligt syge svigerfar. En mand, hun som udgangspunkt faktisk ikke har et særlig nært forhold til. Dermed er bogen mere en beretning om hudløshed end heltemod. Og forfatteren glorificerer på ingen måde processen ej heller sine egne overvejelser undervejs. For at passe svigerfaderen, Jens, til han udånder med hovedet i sin søns skød hjemme i sit eget soveværelse, var som udgangspunkt slet ikke det, hverken hun eller hendes mand havde tænkt sig. Tværtimod bliver ægteparret hurtigt enige om, at hospice er det helt rigtige. Uanset at hovedpersonen ytrer ønske om at dø derhjemme, skriver hun:

Alene tanken om at skulle tage orlov og passe ham hjemme var helt skæv for både Morten og mig Jeg kunne slet ikke se os i den rolle, og jeg havde jo også lige fået nyt arbejde. Ingen af os syntes, at vi havde tiden, modet eller lysten til at pleje Jens hjemme, så vi havde faktisk ikke dårlig samvittighed over at sige fra. For os virkede hospice som en meget bedre løsning, som vi alle kunne leve med.

Bogen følger i en blanding af dagbogsnotater og journaludpluk svigerfaderens sidste tid. Fra han får konstateret fremskreden kræft i bugspytkirtlen hen over lægekonsultationer, behandlingstilbud og ikke mindst den sidste tid, frem til han dør i eget hjem.

Det fremgår af bogen, at svigerfaderen var et specielt menneske med mange konflikftfyldte forhold bag sig. Alligevel slutter familien op om deres svigerfar, farfar, far og eksmand alt efter, hvilken relation man har. Derfor er det som udgangspunkt af kærlighed til sin mand, at Mette Ziemendorf Ringsted går ind i opgaven. Men efterhånden kan hun også mærke, at det er det eneste rigtige at gøre. I en samtale med en hjemmesygeplejerske bliver hun spurgt, om svigerfar ønsker at komme på hospitalet, når det bliver aktuelt, eller om han vil blive hjemme.

Jeg svarede pr. automatik. Og sjovt nok helt anderledes end det, Morten og jeg ellers havde planlagt ... Sygeplejerskens ro forplantede sig. Det her skulle vi nok klare. Det kunne vi godt. Det var faktisk lige præcis det, vi skulle.

Bogen er en lavpraktisk beretning, som usentimentalt fortæller om, hvilke overvejelser forfatteren gør sig. Og ikke mindst, hvordan både hendes holdninger, følelser og grænser ændrer sig, efterhånden som svigerfaderen bliver stadig mere syg, mere afkræftet og til slut døende.

Stille død henvender sig til pårørende, der overvejer at passe en døende hjemme, men også til de faggrupper, der fagligt beskæftiger sig med døden.

Her får vi indblik i, hvordan en helt almindelig kernefamilie pludselig kastes ud i en række dilemmaer og praktiske overvejelser, da alvorlig sygdom banker på midt i livet, hvor den ene teenagedreng har fødselsdag, man går til jobsamtaler og tager en kærestetur på restaurant.

Bogen fortæller om det livsomvæltende, det er at få ikke bare sygdom, men også døden tæt ind på livet og om at tage ansvar, man ikke troede, man havde, på sig for at opfylde et ønske fra et døende menneske.

Både Mette Ziemendorf Ringsted og hendes mand, Morten, sætter i begyndelsen også mange grænser for, hvad de ønsker at være med til. Personlig pleje nej tak. Men også de grænser bliver overskredet lige så stille, som døden nærmer sig. Og hvor forfatteren i begyndelsen betragter sig som en slags praktisk foranstaltning, tager følelserne lige så stille over undervejs:

Jeg skulle og ville være stærk og brugbar for de andre, og mit forhold til Jens havde ikke været det varmeste, før han blev syg, så jeg havde uden tøven tildelt mig selv rollen som den praktiske hjælper med det store overblik. Der var så bare sket det, at jeg var kommet meget tæt på Jens de sidste uger, og den distance, jeg var begyndt med, den var for længst svundet ind, skriver hun blandt andet.

Man følger også mødet med systemet, der kan være alt fra besværligt og frustrerende til fyldt med vigtige, menneskelige oplevelser. Fra den indlevende sygeplejerske, forfatteren kalder Englen, hen over de mere famlende fagprofessionelle, der siger det forkerte på forkerte tidspunkter, til hvordan hverdagen bliver en sær blanding af praktiske gøremål som at afgøre, hvad svigerfaderen skal have på i kisten, til endeløse timer ved hans dødsleje med en slikskål inden for rækkevidde, mens man bare venter og venter på, at døden skal komme. Og det gør den. På et tidspunkt hvor familien har ventet så længe på den, at den næsten kommer som en overraskelse.

Man kunne se, at udtrykket i Jens ansigt havde ændret sig. Han havde givet slip. Fået fred. Alt det, som jeg ellers altid syntes virkede så klichéagtigt i dødsannoncer, gav pludselig mening. Morten holdt Jens ind til sit bryst, mens sygeplejersken morgenvaskede ham. Og med ansigtet tæt ved sin søns ansigt drog Jens endeligt et dybt og inderligt sidste suk. Og døde. Symbolikken var tyk og smuk og fantastisk. Hvis Jens havde ventet på noget som helst, så var det vel dette øjeblik. Tæt på Morten, mens dagen stille begyndte, morgenfjernsynet mumlede, teen trak, og vinduerne for en gangs skyld var åbne.