Et årtis lovændringer har skabt et nyt familiesyn

Den 1. januar var det 10 år siden, at lesbiske og enlige kvinder fik adgang til kunstig befrugtning på offentlige sygehuse. De seneste 10 år har flere andre lovændringer sat præg på, hvordan danske familier ser ud i dag

Tegning: Morten Voigt.
Tegning: Morten Voigt.

Det var efter en intens debat på Christiansborg, at et politisk flertal en junidag i 2006 stemte for, at lesbiske og enlige kvinder fra den 1. januar 2007 skulle have ret til kunstig befrugtning på offentlige sygehuse under samme vilkår som kvinder i heteroseksuelle parforhold.

Resultatet var en sejr for de kvinder, for hvem lovgivningen stod i vejen for ønsket om et barn, men ikke alle på Christiansborg glædede sig over opgøret med forbuddet.

SF, Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Enhedslisten og en håndfuld folketingspolitikere fra Venstre kunne klappe i hænderne, mens resultatet var til stor ærgrelse for især De Konservative og Dansk Folkeparti, der stemte imod ophævelsen af forbuddet.

Nu er det 10 år siden, at afstemningsresultatet blev implementeret i den gældende lovgivning. Siden er den blevet efterfulgt af andre lovændringer, der har imødekommet nye familieformer, blandt andet i forhold til nye muligheder for adoption, medmoderskab og ægteskab.

I dag kan ændringerne ikke kun læses ud af den gældende lovgivning, men også gennem danskernes måde at både tænke og danne familie på.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2016 var 1246 børnefamilier bestående af forældre af samme køn, som enten var gift eller havde indgået registreret partnerskab, samt én børnefamilie, hvor den ene forælder har skiftet køn, siden de indgik registreret partnerskab. Til sammenligning fandtes der i 2006 466 homoseksuelle børnefamilier, i 1996 var der 100 familier, og i 1986 fandtes ikke en eneste af denne type familie.

I 2014 blev der født 478 børn af enlige kvinder, der havde fået kunstig befrugtning.

Selvom der i dag stadig er relativt få af disse alternative familieformer, og langt de fleste børn bliver født med både en mor og far, har de nye familiemuligheder rykket ved samfundets opfattelse af, hvad en familie er. Det vurderer Mai Heide Ottosen, der er seniorforsker ved afdeling for børn og familie hos det nationale forskningscenter for velfærd (SFI).

”Kvantitativt fylder disse familieformer ikke meget: Det er relativt få, der vælger at blive solomødre, det er også få lesbiske par, der benytter denne her mulighed, og i det store billede er der ikke særligt mange regnbuefamilier. Men kvalitativt rykker det ved vores forståelse af, hvad en familie er, og den betydning skal man ikke underkende. Jeg vil mene, at der i dag er en anden legitimitet omkring det at være regnbuefamilie eller solomor,” siger Mai Heide Ottosen.

Og det er ikke kun lovændringen i forhold til lesbiske og enlige kvinders ret til kunstig befrugtning, som påvirker vores forståelse af familien, siger forskeren.

”Hele det her reproduktionsteknologiske felt, som startede med at handle om de første børn skabt med fertilitetsbehandling i 1980’erne, er i dag også et felt, der indebærer rugemødre, selvom det ikke er lovligt i Danmark. Samlet set bidrager de muligheder til at forskyde opfattelserne af, hvad der er det naturlige forældreskab, og i dag er det mere naturligt, at en familie ikke længere behøver at bestå af far, mor og børn,” siger Mai Heide Ottosen.

Thomas Søbirk Petersen er professor (MSO) i etik ved Roskilde Universitet og nyt medlem af Det Etiske Råd. Han mener, at indførelsen af lesbiske og enlige kvinders ret til kunstig befrugtning både har ført andre lovændringer med sig og medført en større accept af alternative familieformer.

”Det har gjort det lettere også at acceptere, at homoseksuelle mænd og kvinder skulle have lov til at adoptere, fordi man allerede har haft en lov, der har givet lesbiske adgang til at få børn gennem assisteret reproduktion, og så ville det være mærkeligt, hvis de ikke også skulle få lov til at adoptere. Efterfølgende har homoseksuelle også fået adgang til vielser, og ikke bare på rådhuset, men også i kirken, og på den måde er der sket en stor ændring i forhold til homoseksuelle og familiedannelse. De tiltag ligger bestemt i forlængelse af hinanden, og helt generelt ser vi, at her er en seksuel minoritet, der nu har fået de samme rettigheder som den seksuelle majoritet,” siger Thomas Søbirk Petersen.

Han mener, at mange af de kritiske røster om nye former for familiedannelse, der kom frem i forbindelse med beslutningen i 2006, i dag er forstummet.

”I forhold til enlige og seksuelle minoriteter er vi nået langt i dag, og jeg tror ikke, at der er mange, der i dag har ønske om, at lovgivningen bliver rullet tilbage. Modstanden er blevet mindre og mindre, også i takt med at man har kunnet se, at børn af lesbiske forældre har gode liv. Der er flere undersøgelser, der peger på, at børn af lesbiske par, som i høj grad er ønskebørn, faktisk har bedre liv end de gennemsnitlige børn af heteroseksuelle forældre – der er ikke problemer med seksuelt misbrug, og der er færre tvangsfjernelser,” siger Thomas Søbirk Petersen.

Selvom modstanden er blevet mindre, og der er sket meget i løbet af de seneste 10 år, er det ikke ensbetydende med, at udviklingen vil fortsætte i den retning, mener han.

”Der er lande, hvor homoseksualitet har været legal, men er blevet strafbar igen, og det er vigtigt ikke ’at hvile på laurbærrene’ – vi skal hele tiden have argumenterne klar, så udviklingen ikke slås tilbage,” siger han.

Og selvom der har fundet en markant udvikling sted på området i løbet af de seneste 10 år, er der stadig kampe tilbage, som skal tages i fremtiden, siger Thomas Søbirk Petersen. Han mener blandt andet, at reproduktionslovgivningen er kønsdiskriminerende.

”En kvinde over 45 år har ikke adgang til kunstig befrugtning, men en mand over 70 år kan godt få hjælp. Det er en urimelighed over for kvinderne, og det optimale ville være at hæve aldersgrænsen til 50 år,” siger han.

Han nævner også forskellen på nedfrysningstiden på æg og sæd som et eksempel på ulige lovgivning. Hvor kvinders nedfrosne æg i dag destrueres efter fem år, er der ikke er en udløbsdato på nedfrossen sæd. Ud over at han ser en ulighed i denne forskel, mener han også, at det er problematisk, at æg, der kunne være brugbare, bliver smidt i skraldespanden, og helt generelt mener han, at der er plads til at blive endnu bedre til at gøre brug af de muligheder, vi har, for at kunne hjælpe ufrivilligt barnløse.

”Surrogatmoderskab, altså brug af rugemødre, ville være en mulighed for enlige og homoseksuelle mænd, der vil skabe en familie. Hvis man legaliserede surrogatmoderskab og regulerede det, ville det ikke bare hjælpe barnløse mænd, men også kvinder, der ikke kan bære et barn, men måske har æg, der virker,” siger han.

I dag er det blandt andet netop i forhold til rugemoderskab, at debatten om kunstig befrugtning udspiller sig, og holdningerne er mange. Det var de også i 2006, hvor enlige og lesbiske kvinders adgang til kunstig befrugtning blev debatteret.

Ligesom Folketinget var også Det Etiske Råd dengang splittet. Daværende medlem af Det Etiske Råd, valgmenighedspræst Morten Kvist, var en af dem, der dengang, blandt andet i Kristeligt Dagblad, ytrede sig kritisk om, at enlige og lesbiske nu skulle have ret til behandling på offentlige sygehuse for at få børn. Det standpunkt holder han i dag stadig fast i – ikke fordi han har noget imod, at kvinder bliver forældre uden mænd, men fordi han ikke mener, at det er statens opgave at støtte det.

”Mit grundlæggende synspunkt har egentlig ikke forandret sig så meget. Jeg synes stadigvæk, at det mest hensigtsmæssige i forhold til barnets tarv er, at der er en far og en mor i en familie, og det må være udgangspunktet.”

”Sidst, det blev debatteret, fik jeg skældud for, at jeg opererede med begrebet ’normalitet’, men man bliver nødt til at have en forestilling om, hvad der er det normale, og det er mor, far og børn. Så er der undtagelser, og undtagelser fra normen skal der selvfølgelig også være plads til, for vi lever i en frisindet stat. Men når staten begynder ikke bare at understøtte det normale, men også understøtte undtagelser, så kan det blive en uendelighed af undtagelser,” siger Morten Kvist og fortsætter:

”I dag er det lige så acceptabelt at være homoseksuel som heteroseksuel, og det er en meget vigtig landvinding. På den måde er denne type familier også blevet mere almindelige, end de var tidligere, men normalt bliver det af gode grunde aldrig, for det normale er det, der sætter normen i samfundet,” understreger Morten Kvist.