Et liv delt mellem mor og far kan sagtens være lykkeligt

Selvom forældrene går fra hinanden, er børn ikke nødvendigvis dømt til en barndom præget af sorg og savn. For mange kan det også fungere som en styrke og en ressource at vokse op i andet end en kernefamilie, mener forsker i børneliv

Anja Marschall er optaget af delebørns vilkår og er ved at skrive en bog om det. Selv lever hun i en kernefamilie med mand og tre børn.
Anja Marschall er optaget af delebørns vilkår og er ved at skrive en bog om det. Selv lever hun i en kernefamilie med mand og tre børn. . Foto: Petra Theibel Jacobsen.

Hvis børn selv kunne vælge, ville de fleste nok ønske, at deres mor og far elskede hinanden, og at de alle kunne bo sammen som én stor, lykkelig familie. At være skilsmisse- eller delebarn står næppe på ret manges ønskeliste. For det er ikke rart konstant at skulle lide afsavn til mor, når man er hos far, og til far, når man er hos mor, og det kan være hårdt at skulle pakke rygsækken hver fredag og flytte frem og tilbage mellem to forskellige familier og liv.

I det lys er det måske ikke så mærkeligt, at mange formentlig har en tendens til automatisk at betragte en barndom som skilsmisse- eller delebarn som noget, der er problematisk eller mindreværdig i forhold til en opvækst i en traditionel kernefamilie.

Sagen er bare, at det i dag kun er godt og vel halvdelen af landets knap 800.000 børnefamilier, der lever som kernefamilier. Hvert år oplever omkring 25.000 børn, at deres far og mor går fra hinanden.

Alternative familiekonstellationer bliver mere og mere almindelige, så måske er tiden inde til, at man stopper med at stigmatisere og ynke skilsmisse- og delebørnene og i stedet begynder også at fokusere på de positive sider ved en opvækst uden for kernefamiliens skød.

Det mener i hvert fald cand.pæd. og og ph.d. i delebørn og børns hverdagsliv Anja Marschall.

”Kernefamilien er den her kæmpe magnet, vi drages imod, og alt andet, synes vi, er afvigende og næstbedst. Men der findes så mange forskellige familiekonstellationer i dag, og mange af dem fungerer super godt, måske endda bedre end kernefamilien, fordi de kan noget andet. Rigtigt mange børn kommer til at vokse op i nye og anderledes familiekonstellationer i fremtiden, og det er vi nødt til at forholde os til på en anden måde, end at det bare er noget, der gør dem ondt,” siger hun.

Selvom mange børn på den ene side ville ønske, at deres forældre elskede hinanden og gerne ville bo sammen, er virkeligheden for mange delebørn, at de samtidig er glade for at vokse op i to hjem og ikke ville undvære deres nye liv med sammenbragte søskende, nye venner, papbedsteforældre og så videre, fortæller Anja Marschall.

”En helt oplagt fordel ved, at mor og far flytter fra hinanden er, at børnene slipper for at bo med to voksne, der ikke vil hinanden, og som skændes hele tiden. I stedet er børnene skiftevis ved en mor og en far, der tager sig tid til dem og prioriterer det gode samvær med dem meget højt,” siger hun.

I forbindelse med sin ph.d.-afhandling ”Kan børn deles?”, som hun sidste år forsvarede, talte Anja Marschall med en række delebørn og deres respektive forældre for at få et indblik i, hvordan det er at have et hverdagsliv på tværs af to hjem. Her var en af de vigtigste iagttagelser netop, at det familienærvær, vi forbinder med kernefamilien, ofte trives bedre i delte familier.

”Der var for eksempel en far, der havde to piger, og hver morgen, når de var hos ham, sad pigerne på hver side af ham, inden de skulle i skole, og han læste Harry Potter for dem. Den ene sad han med armen omkring, og den anden havde sit hoved på hans skulder. Da han fortalte om det, fik han næsten tårer i øjnene, fordi det betød så meget for ham. Og den slags kan jeg da godt savne med mine egne børn, for det får jeg ikke prioriteret på samme måde. Jeg har dem jo også i aften og i morgen tidlig og i morgen eftermiddag. Så vi, der har vores børn hver dag, kan godt lære nogle ting om, hvordan man kan blive bedre til at prioritere samværet og familielivet i hverdagen,” siger Anja Marschall.

”Når man vokser op i to familier, lærer man at begå sig i flere forskellige sammenhænge, man får nogle ressourcer i forhold til at navigere på ændringer, og det bidrager til at udvikle én som person. Man får andre ting med sig, som man ikke gør ved at vokse op i en almindelig kernefamilie,” siger Anja Marschall.
”Når man vokser op i to familier, lærer man at begå sig i flere forskellige sammenhænge, man får nogle ressourcer i forhold til at navigere på ændringer, og det bidrager til at udvikle én som person. Man får andre ting med sig, som man ikke gør ved at vokse op i en almindelig kernefamilie,” siger Anja Marschall. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Mange af de delebørn, Anja Marschall har talt med, har også en følelse af, at de to liv, de lever, supplerer hinanden på rigtig god vis.

Som den 10-årige Caroline, hvis forældre havde været skilt, siden hun var halvandet år. Hun satte pris på det udadvendte liv, hun havde med venner, skole og klub, når hun boede med sin mor, dennes partner og de nye søskende. Men hun holdt også af, at hun for det meste hyggede sig i sofaen med ”X Factor” og brætspil eller ude på trampolinen i haven, når hun var hos faderen og den nye familie dér.

”Når man vokser op i to familier, lærer man at begå sig i flere forskellige sammenhænge, man får nogle ressourcer i forhold til at navigere på ændringer, og det bidrager til at udvikle én som person. Man får andre ting med sig, som man ikke gør ved at vokse op i en almindelig kernefamilie,” siger Anja Marschall.

Omvendt siger det næsten sig selv, at en lykkelig og sammenhængende barndom som delebarn ikke er givet på forhånd. Det kræver masser af arbejde - og ikke mindst samarbejde - fra forældrenes side.

Det gør det også nemmere, hvis barnet ikke skal pendle fra den ene ende af landet til den anden, og det er vigtigt, at forældrene har de samme overordnede værdier, når det kommer til børneopdragelse. Derudover, mener Anja Marschall, er det helt afgørende, at man som forælder inddrager barnet og ikke tager det for givet, at man ved, hvad der er bedst for det.

Udfordringen er her, at forældre ikke kan regne med at få fuldstændigt sandfærdige eller fyldgørende svar fra deres børn.

Mange børn er meget opmærksomme på ikke at gøre deres forældre kede af det, så savner de mor, når de er hos far, holder de det for ofte for sig selv.

For det andet er det ikke altid, at en 5- eller 10-årig er i stand til at formulere, hvad han eller hun egentlig synes fungerer, og hvad der burde blive lavet om.

Det er baggrunden for, at Anja Marschall for tiden er i gang med at omsætte sin ph.d.-afhandling om delebørn til en bog til pædagoger, som skal give dem praktiske redskaber til at tage bedre hånd om de mange delebørn i daginstitutionerne.

”Pædagogerne har blik for barnet, for de har det rigtig mange timer hver dag, og de følger dets udvikling og kan se, hvordan barnet arbejder sig gennem sine forældres skilsmisse. Så når der er et eller andet, der nager, eller de kan fornemme, at barnet har det særligt svært i en periode, kan de hjælpe med til at få formidlet det, barnet ikke selv kan formulere, til forældrene,” siger Anja Marschall.

Selvom det formentlig er tæt på samtlige landets pædagoger, der møder skilsmisse- og delebørn i deres arbejde, mener Anja Marschall, at mange er rådvilde i forhold til, hvordan de skal italesætte og håndtere dem. Det håber hun, hendes bog kan afhjælpe.

”Det handler ikke om, at pædagogerne skal lave skilsmissegrupper og have børnene på skødet hele tiden og trøste dem og tegne tegninger om savn. Men de skal have nogle redskaber til bedre at kunne forstå de udfordringer, som børn, der lever med to hjem, har, og hvordan de bedst muligt støtter dem.”