Familiepolitikken er blevet klemt

Hvor er familiepolitikken? Regeringen nedlagde sidste år Familieministeriet, og området blev lagt under Velfærdsministeriet. Siden er familiepolitikken blevet gemt og klemt, mener flere eksperter. Ordførerne for Venstre og Konservative mener derimod, at området er prioriteret højt

Regeringen – her statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K) – fremlagde mange idéer ved Folketingets åbning forleden, men kun få handlede om familiepolitik. –
Regeringen – her statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen (K) – fremlagde mange idéer ved Folketingets åbning forleden, men kun få handlede om familiepolitik. –. Foto: Keld Navntoft.

Ved Folketingets åbning i tirsdags fremlagde regeringen sine lovforslag for det kommende år. Ideerne er mange, men kun få forslag tilgodeser familier. I alt kommer Velfærdsministeriet, hvorunder familiepolitikken hører, med 22 forslag til forbedringer af danskernes liv. Mellem forslag, som primært fokuserer på integration, ældre, handicappede og boligsituationen, gemmer sig kun få initiativer, som er rettet direkte mod familier.

Det er meget symptomatisk for, hvor regeringens fokus ligger, mener Tim Knudsen. Han er professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og vurderer, at en stor del af regeringens koncentration er rettet mod situationen på arbejdsmarkedet.

Regeringen vil kæmpe for at få flere ud på arbejdsmarkedet, og det harmonerer ikke godt med familielivet. I mange familier er den reelle arbejdstid faktisk vokset, og regeringen prøver endda at få folk til at være på arbejdsmarkedet i endnu længere tid. Det kan være en stor belastning for familierne, men det vurderer regeringen altså må stå i baggrunden, siger Tim Knudsen.

Han tror, at problemet med for få hænder i arbejde kan komme i direkte konflikt med familiernes behov.

Mange pendler langt hver dag og er væk fra hjemmet i mange timer, og det ønsker regeringen ikke at lave om på, man vil hellere tilgodese arbejdsmarkedet. Familiernes liv bliver ikke prioriteret højt for tiden, fordi der er andre problemer, siger han.

Det er Mai Heide Ottosen enig i. Hun er seniorforsker på Socialforskningsinstituttet, hvor hun primært forsker i familie- og børneområdet. Hun var også medlem af Familie- og Arbejdslivskommissionen, som blev nedsat af regeringen i 2005 for at give sine anbefalinger på familieområdet. Kommissionen afsluttede i juni sidste år sit arbejde med 31 anbefalinger om, hvordan samfundet kan indrettes for at få familie- og arbejdsliv til at hænge bedre sammen.

Men ifølge Mai Heide Ottosen er der ikke sket meget på området siden da.

Det bliver slet ikke prioriteret på samme måde, som da det havde sit eget ministerium. Nu taler velfærdsministeren om indvandrere og udsatte børn, men sjældent om familier. Jeg har indtryk af, at rapporten skubbede lidt på, men anbefalingerne blev ikke fulgt. Da vi arbejdede med rapporten, var der meget fokus på familiepolitikken fra politikernes side, men nu er de fokuseret på andre ting, siger Mai Heide Ottosen.

Hun tror, at der stadig er meget at vinde ved at gøre livet lettere for danske familier.

Lige nu taler politikerne meget om flere i arbejde og om at få sygefraværet ned. Men det vil kunne løse mange problemstillinger at fokusere på familierne. Anbefalingerne ville lette livet rundt omkring, siger hun.

Selv mener regeringens familieordførere dog, at der er et stort fokus på området. Venstres familieordfører, Karen Ellemann, har mange visioner for den moderne familiepolitik.

Jeg synes, at vi politikere tænker meget på familierne, men fokus er selvfølgelig ofte på familier med specielle behov. Et stort antal forslag er ikke nødvendigvis lig med kvalitet, og jeg synes, at vi allerede har fået indført mange gode tiltag. Jeg tror også, det er vigtigt at bruge tid på at kigge på evalueringen af det, vi allerede har fået gennemført, siger Karen Ellemann.

De to forskere peger som nævnt på, at nedlæggelsen af Familie- og Forbrugerministeriet har haft betydning for, hvordan regeringen har prioriteret familiepolitikken. Den vurdering er Vivi Kier, familieordfører for De Konservative, dog ikke enig i.

Jeg mener, at det har samme bevågenhed. Jeg har stort fokus på familierne og er meget optaget af det. Familiepolitikken er ikke puttet ned i en pose og glemt, vi i De Konservative vil stadig kæmpe for det, siger Vivi Kier.

Flere af de forslag, hun er meget optaget af for tiden, er dog ikke kommet med i Velfærdsministeriets lovforslag.

Både Mai Heide Ottosen og Tim Knudsen mener, at oppositionen kunne vinde meget ved at sætte sig på familieområdet.

Regeringen oprettede efter min mening Familie- og Forbrugerministeriet ud fra en taktisk vurdering af, at de ikke stod så stærkt hos kvinderne. Men nogle svage ministre kom ud i store problemer, og man må have vurderet, at ministeriet ikke gav den forventede effekt. Det ville være et oplagt kerneområde for Kristendemokraterne, og der kan helt sikkert være noget at vinde for oppositionen ved at fokusere på familierne, siger Tim Knudsen.

Socialdemokraternes familieordfører, Mette Frederiksen, mener dog, at Socialdemokraterne allerede kommer med mange ideer på området.

Vi har fremlagt masser af forslag og har mange visioner for, hvordan vi skaber gode rammer for familielivet. På den lange bane vil vi for eksempel gerne oprette tidsbanker, hvor man kan spare tid op. Så kan man arbejde meget på ét tidspunkt og holde fri i andre perioder. Men med hensyn til regeringens fokus, så er det fuldstændig fraværende i deres velfærdsforslag. Familiepolitikken har altid haft en kummerlig tilværelse, men nu er det helt røget ud af den politiske dagsorden, siger hun.

Der er i den grad mangel på fokus, og det er ærgerligt, for der kan komme hurtige gevinster ved at tilgodese samarbejdet mellem arbejdsliv og familieliv.

barslev@kristeligt-dagblad.dk