Er du god til at tale med din partner?

I en sandhedsdiskussion taler man sandhedssprog, mens man i en perspektivsamtale taler perspektivsprog. Der er en verden til forskel på, hvad der kommer ud af samtalen, alt efter hvordan du og din partner griber det an. Modelfoto. Iris

I et parforhold findes der i de fleste tilfælde ikke rigtige eller forkerte tanker, følelser og holdninger. Der findes kun dine tanker, følelser og holdninger og mine.

Mange par bruger meget krudt på at diskutere, hvem der har ret i det ene og det andet. Men det er omsonst, mener psykolog, som her giver gode råd til den konstruktive samtale

En anden problematisk tilgang til samtaler bunder i idéen om, at man skal finde frem til én sandhed eller ét facit. Ud fra en sådan forforståelse vil man diskutere for at få ret og for at vinde diskussionen. Følgende tematikker diskuteres ofte på denne måde:

Hvem har det hårdest?

Hvem laver mest?
 
Hvem er skyld i konflikterne?
 
Hvem er problemet?
 
Hvem startede skænderiet?
 
Hvem sagde hvad?

ANNONCE: Køb bogen her

For et stykke tid siden mødte jeg parret Laura og Jesper. Laura mente, at Jesper i alt for ringe grad tog ansvar for opgaver i hjemmet. Jesper mente imidlertid, at dette var helt forkert.

Han syntes, han tog en stor del af læsset, og han følte, at det, han gjorde, blev underkendt og negligeret. En dialog mellem Laura og Jesper så sådan ud:

Laura: ”Du laver altså ikke nok herhjemme”. Jesper: ”Det gør jeg da”.

Laura: ”Ej, det gør du ikke. Du vasker f.eks. sjældent tøj”.

Jesper: ”Det passer ikke”.

Laura: ”Jo, det gør”.

Jesper: ”Uanset hvad er det mig, der tager opvasken mest”.

Laura. ”Det er det i hvert fald ikke”.

Jesper: ”Jo, det er”.

Laura og Jesper er viklet ind i en sandhedsdiskussion. Som det fremgår af samtalen, går det ikke særlig godt med at skabe forståelse for hinanden. De står hver især stejlt på, at de har ret; at det er deres sandhed, der er rigtig. De er uenige om, hvem der har ret, men de er tavst og ubevidst enige om tilgangen til samtalen. De er nemlig enige om, at præmissen for samtalen er, at de skal finde ud af, hvem der har ret. De skal så at sige finde en vinder og en taber.

Problemet er bare, at de ikke finder en vinder, og at de begge ender som tabere. De taber tråden, taber tillid til hinanden og taber modet til at fortsætte denne og andre vigtige samtaler. 

Sandhedsdiskussioner giver mening, når man snakker om fodboldresultater, eller når man diskuterer, hvornår ens nevø har fødselsdag. Men når vi taler om tanker, følelser og holdninger i et parforhold, så giver det ikke mening at benytte denne logik og denne form for samtale.

Man kan godt komme til at sige, at den anden har nogle forkerte tanker og følelser, men det giver ikke mening fra et psykologisk perspektiv. 

I et parforhold findes der i de fleste tilfælde ikke rigtige eller forkerte tanker, følelser og holdninger. Der findes kun dine tanker, følelser og holdninger og mine. Fordi min kones tanker afviger fra mine, betyder det ikke, at de er forkerte, eller at mine er det.

Det betyder blot, at vi er forskellige. Hvis Laura og Jesper havde haft dette perspektiv, ville de stadigvæk ikke være enige. Men det gør heller ikke noget. 

Det er ikke et problem i sig selv. De kunne til gengæld have undgået en fastlåst og opslidende dialog, og de havde givet hinanden en oplevelse af, at det er legitimt at tænke forskelligt. Laura ville have tilladt, at Jesper rent faktisk synes, han gør meget i hjemmet, og Jesper ville have tilladt, at Laura mener noget andet.

Deres samtale ville måske lyde sådan:

Laura: ”Jeg oplever, at du ikke laver så meget herhjemme”. Jesper: ”Okay. Sådan ser jeg det ikke. Men prøv at sige noget mere om din oplevelse”.
 
Laura: ”Jeg tænker bare, at du ofte sætter dig foran computeren efter aftensmaden, og at du kan sidde der halve og hele aftener”.

Jesper: ”Nå, oplever du det sådan? Vil du høre om min oplevelse, eller vil du gerne uddybe lidt mere”.

Laura: ”Jeg vil gerne sige lidt mere, så du kan forstå mit perspektiv”.

I denne samtale spørges der eksplicit til, hvad den anden oplever, og når de taler, taler de fra deres eget perspektiv. Dette er en direkte konsekvens af, at de har forladt idéen om, at de skal finde én sandhed. I stedet for at have sandhedsdiskussioner giver det mening at have perspektivsamtaler.

Der er stor forskel på disse to tilgange til en samtale, og der er en verden til forskel på, hvad der kommer ud af samtalen. I en sandhedsdiskussion taler man sandhedssprog, mens man i en perspektivsamtale taler perspektivsprog.

Forskellen på sprogbruget kan se sådan ud:

Sandhedssprog:
› ”Det er jo ikke rigtigt”.
› ”Du er forkert på den”.
› ”Det passer ikke”.

Perspektivsprog:
› ”Hvordan ser det ud fra dit perspektiv?”
› ”Hvad er dit synspunkt?”
› ”Hvad oplever du?”