Jeg var 27 år, da jeg blev mor for første gang til den smukkeste lille pige. Alt var, hvad man kunne kalde perfekt. I hvert fald udadtil.
Jeg var studerende, ambitiøs, social, udadvendt, betragtede mig selv som stærk og ikke sådan lige at vælte af pinden. Jeg boede sammen med min kæreste, og selv om graviditeten ikke var helt planlagt, var vi meget glade for, at vi skulle være forældre.
Hvad jeg ikke var klar over på dette tidspunkt var, at jeg levede et liv, hvor al min opmærksomhed var rettet udad: mod andre mennesker, mod mål i livet, mod at præstere. Jeg var meget optaget af, hvad andre forventede af mig - både i form af mine nære relationer, men også hvad der samfundsmæssigt og kulturelt forventes af mig som ung kvinde.
Jeg var optaget af at få en god uddannelse, få gode karakterer, være en god kæreste, en god datter, søster og veninde. Da min datter kom, bad hun mig om noget helt andet: Hun insisterede på mit nærvær, hun insisterede på, at jeg skulle være mig. Hendes ankomst aktiverede noget i mig, noget i min krop, som jeg var helt uforberedt på.
Jeg blev overvældet, ja, nærmest væltet omkuld af alle disse følelser. Jeg var ikke vant til at møde mig selv på denne måde. Jeg havde haft meget travlt i en del år, og lige der blev jeg bedt om at stoppe op og blot være med dette lille væsen.
Det hun havde allermest brug for var, at jeg var med hende. Jeg havde været vant til at kunne handle mig ud af mine udfordringer og mine opgaver, og lige pludselig skulle jeg bare være. Det var temmelig overvældende for mig.
Da jeg kom på den anden side af mit følelsesmæssige stormvejr, landede i mit moderskab og fik overskud igen, begyndte jeg at undre mig. Hvad var det lige, der var sket med mig?
Jeg kunne godt se, at jeg tilsyneladende havde haft en anden reaktion, end de fleste mødre omkring mig.
Jeg følte mig forkert, fordi jeg havde reageret så voldsomt. Og der var noget, der blev ved med at nage mig.
Især når jeg læste i de bøger, der handlede om emner som efterfødselsreaktioner og fødselsdepressioner.
Jeg blev tricket af, at de store følelser ret hurtig blev betegnet som en fødselsreaktion, forstået som en problematisk reaktion.
De tal, jeg faldt over, viste af hver fjerde forældre blev ramt af en eller anden form for reaktion, der faldt ud over den såkaldte "normale reaktion".
Jeg undrede mig over, hvorfor jeg kunne føle mig så alene og forkert i min reaktion, når der tilsyneladende var så mange andre kvinder, der oplevede det samme.
Jeg undrede mig over, at der i de bøger, jeg stødte på, kun var fokus på moderen - og at det var noget i hende, der var gået galt. Der var tilsyneladende heller ikke nogen nysgerrighed over, hvorfor disse tilstande opstod?
Jeg blev ved med at få den tanke, at det også i høj grad handler om omstændighederne, og måden vi som kultur og samfund betragter graviditet, fødsel og den første tid som mor.
For 10 år siden begyndte jeg at skrive om min oplevelse. Jeg interviewede kvinder, der havde haft lignende oplevelser, og jeg interviewede kvinder, som inspirerede mig, og som havde andre perspektiver på det kvindelige og på moderskabet, end jeg umiddelbart havde kendt til.
Jeg tog uddannelser, kurser og workshops med fokus på graviditet, fødsel, moderskab og kvindelighed. Essensen af denne udforskningsproces har jeg samlet i min bog "Giv dig tid, mor".
Det er min opfattelse, at noget at det mest centrale, vi kan kigge på, er moderskabet. Og at give moderskabet de allerbedste betingelser er den allerbedste investering, vi kan gøre.
Der findes ikke nogen i denne verden, der ikke kommer fra en mor, derfor er det også uendelig essentielt, at vi kigger på moderskabet, fordi det er alle menneskers indgang til denne verden.
Det er vores velkomst og vores anslag til det liv, vi skal leve.
Jeg havde lært at gøre mine dybere følelser usynlige. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med de store og mere voldsomme følelser, der overvældede mig.
Jeg forsøgte fortsat at holde dem nede, men de larmede og ville ikke længere holdes nede. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen med dem. Jeg havde på et tidspunkt i livet draget den konklusion, at for mange følelser og sårbarhed er lig med svaghed.
Da jeg blev gravid, under min fødsel og i min første tid som mor fik jeg den klare fornemmelse, at denne konklusion var forkert.
Jeg skal netop bruge følelserne og sårbarheden i mit moderskab. Den hormonsammensætning, der er i min krop i denne periode, er med til at hjælpe processerne på vej, da de lukker op for en større grad af sårbarhed, medfølelse og følelser i det hele taget.
Mine følelser er i virkeligheden mine vigtigste pejlemærker for, hvad der er det rigtige for mig og mit barn. Min sårbarhed gør, at jeg kan åbne mig for mit barn og påbegynde tilknytningen, jeg skal blive blød og åben for at kunne lukke det lille væsen ind. Det skal helt derind i hjertet, så jeg vil gøre alt for at beskytte det.
Jeg opdagede, at alle disse egenskaber er fuldstændig essentielle for moderskabet, men at jeg havde lukket ned for dem, fordi det kræver stor styrke at være åben og sårbar, fordi jeg jo netop i denne position også lige pludselig blev lettere at såre.
OM GRAVIDITETEN
Jeg havde fået den opfattelse af graviditeten, at det bestemt ikke er nogen sygdom, at den er lidt i vejen og ikke var god for min uddannelse og for vores arbejdsmarked. Det var vigtig at være god til at være gravid, og et succeskriterium var at kunne det samme, som inden jeg blev gravid.
Jeg erfarede, at jeg allerede under graviditeten ændrede mig meget. Min krop insisterede på at blive respekteret og lyttet til, hvor jeg tidligere havde kunne undertrykke dens signaler. Den insisterede på mere hvile og indadvendthed i slutningen af min graviditet.
Den inviterede til, at jeg brugte min graviditet til at forberede mig på at blive mor. Tilknytningen begynder allerede i maven. Jeg erfarede, at den opfattelse, jeg havde haft af graviditeten, var med til at skabe afstand til min krop, den var med til at afskære mig fra alle de informationer, jeg havde brug for at få af min krop, så jeg kunne passe på mit barn i maven.
Det samme fortæller en af de kvinder, jeg interviewede. Hun fortæller her, hvordan hun oplever, at hun slet ikke er klar til at føde, selv om hun føder til sin termin - altsammen fordi hun ikke har været i kontakt med sin krop:
”Jeg distancerede mig i den grad fra, hvad der skete i min krop, for da jeg kom ind på sygehuset kort tid efter, fik jeg at vide, at jeg var helt åben og klar til at føde. Jeg forstod slet ikke, hvad jordemoderen sagde til mig, jeg får sagt, at det er jeg slet ikke klar til, at det går alt for hurtigt.... Jeg stod op, fordi det gjorde for ondt at ligge ned, og lige pludselig kom hovedet ud, jordemoderen ville gerne have, at jeg lå ned, og da jeg så ligger mig ned, kommer han ud. Og jeg er helt tummelumsk.”
Om fødslen havde jeg fået den opfattelse, at det var noget, andre klarede for mig, det var som om, det var jordemoderen og min læge, der havde ansvaret for det hele.
Det var dem, der vidste, hvor meget jeg var udvidet, og hvordan jeg havde det. Jeg lagde bare krop til. Jeg havde lært, at fagpersoners vurdering vejede tungere end min egen fornemmelse. Ligeledes var jeg også bange for at bede om for meget og være til besvær.
En af kvinderne i min bog, udtrykker sig på denne måde:
”Jeg var bange for at være til besvær og få at vide, at jeg var pylret. Jeg vil ikke være den der sarte gravide, når alle andre kan, så kan jeg også, hvor svært kan det være”.
Jeg erfarerede sidenhen, at fødslen er en uendelig mulighed for vækst, jeg erfarede, at min krop virkelig kunne det der med at føde, og at jeg selv vidste bedst. Jeg forstod, hvor uendelig vigtig det var at have god tid og omgivelser, der var nærende for mig.
Det var super vigtig at have kærlige mennesker omkring mig, som kunne give mig det, jeg havde brug for. Jeg erfarede, at det var godt at kende mig selv, så jeg vidste, hvad jeg havde brug for og også turde bede om det.
Tidligere troede jeg, at det var vigtig at bevare kontrollen, men da jeg skulle føde, havde jeg brug for at slippe kontrollen, fordi det var helt andre sider af mig selv, jeg skulle bruge, da jeg skulle føde. Sider som jeg i det daglige var i meget lidt kontakt med.
En jordemor har fortalt mig, at hun oplever, at fødende kvinder oplever en form for skamfuldhed bagefter, når de under fødslen har hengivet sig til kroppens kræfter, sagt høje lyde og måske bevæget sig på måder, som var anderledes, end de plejede.
De oplever, at de har mistet kontrollen. Og selv om fødslen objektiv set er gået supergodt, har de en haft en rigtig dårlig oplevelse.
OM DEN FØRSTE TID SOM MOR
Jeg havde fået den opfattelse af moderskabet, at det også her var vigtig at ændre mig så lidt så muligt, at jeg hurtigst muligt skulle i gang igen. At det var et succeskriterium at kunne tage min baby med og ellers blot gøre alt det, jeg gjorde før.
At jeg forstsat skulle være social, tage imod besøg. Jeg havde lært, at afhængighed er et svaghedstegn, at jeg helst ikke skulle have brug for nogen, nu når det var mig, der var moderen. Og mit barn skulle også helst kunne sove selv, ikke spise for tit og også gerne kunne ligge selv.
Jeg erfarede i stedet, at jeg havde brug for noget helt andet. Jeg erfarede, at det at blive mor er en overgang. Det var ikke blot noget, jeg blev fra den ene dag til den anden.
Jeg befandt mig i en overgangsfase i en længere periode, som begyndte i graviditeten og som fortsatte mange dage efter, jeg havde født.
Jeg erfarede, at vi som samfund ikke markerer overgange og egentlig heller ikke rigtig længere forstår, hvad en overgang er.
I min bog bruger jeg guldsmeden som metafor for denne overgang. En guldsmed begynder som larve og på et tidpunkt kravler denne larve frem for at forvandle sig til en guldsmed, men i overgangen mellem larve og guldsmed, er det et let bytte, fordi den hænger forsvarsløs i luften, hvor den venter på, at dets skellet skal tørre, og at blodet skal løbe ud i dets vinger.
På samme måde havde jeg det, da jeg trådte ind i moderskabet. Mens jeg var i overgangsfasen, var jeg sårbar, og jeg skulle til at forstå mig selv på ny:
At træde ind i moderskabet er en overgang, og i en overgangsfase er du hverken det, du var, eller det, du kommer til at blive. Du er ny og på en måde helt nøgen, fordi du skal til at forstå dig selv i det nye.
Jeg erfarede også, at jeg havde brug for tid i denne overgangsfase til at forstå mig selv som mor. Og så havde jeg brug for at have min datter tæt på mig, der var noget i mig – et instinkt, min intuition?! – der sagde mig, at hun skulle være hos mig eller min kæreste.
Spise, når hun havde lyst, sove sammen med min kæreste og jeg. Jeg havde brug for at lære hende at kende, forstå hendes signaler, lytte, føle og mærke mig frem.
Så erfarede jeg også, at en mor har brug for en mor - eller i hvert tilfælde en form for ”mor-energi” eller ”big-mama-energi”, som jeg kalder det i bogen.
Jeg troede, at når jeg blev mor, var det meget vigtig, at jeg kunne klare mig selv. Jeg troede, at det var det, der kendetegnede en mor. Men jeg erfarede, at jeg virkelig også havde brug for, at der var nogen, der var der for mig.
Jeg havde brug for min egen mor, for berøring, nærende mad og omsorg i store mængder. Jo mere jeg kunne få af det, desto mere kunne jeg give til mit barn.