Leif tager sørgende med ud på dybt vand

Vand gør noget ved sorg. Det er i hvert fald sognepræst Leif Ellerbeks erfaring. Han tilbyder sørgende at ...

Vand gør noget ved sorg. Det er i hvert fald sognepræst Leif Ellerbeks erfaring. Han tilbyder sørgende at sejle kajak fra Solrød Strand syd for København. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Præst Leif Ellerbek vil sejle gennem december med sørgende, som ved at sejle i kajak får livsmodet tilbage. Sporten skaber spor af nyt liv i en måned med den højtid, mange sørgende gruer for

For nogle er julen en højtid, de gruer for. Når butikkerne bugner af pynt til hjemmet, og pebernødderne står fremme i stabler, mærker man, at man frygter den højtid, man engang forbandt med noget positivt.

Sognepræst Leif Ellerbek er præst i Solrød syd for København og har år efter år hørt mennesker dele deres modsatrettede følelser for julen. I 22 år har den 61-årige præst arbejdet med mennesker i sorg i forbindelse med sorggrupper. I øjeblikket er der tre grupper tilknyttet det sjællandske forstadssogn, og efter to årtiers arbejde med sorggrupperne har han sammen med sygeplejerske og kirke- og kulturmedarbejder Astrid Pedersen fra nabosognet, Karlslunde Strand, føjet en facet til sorgarbejdet: vand.

Foruden de fælles erfaringer med sorggrupperne er både Leif Ellerbek og Astrid Pedersen grebet af kajaksejlads. Det er i dag blevet til sorgkajak. Når andre går til julefrokost eller går i skoven for at fælde juletræ, vil de to sammen med 14 sørgende ro gennem december, for begge sogne har strande med muligheder for at ro i kajak. De deler sorgen over at have mistet et barn eller en partner inden for det seneste år, og hvad enten de bærer en historie om et selvmord, et trafikdrab eller en kræftsygdom, så har de en fælles oplevelse af, at de mangler livskræfter.

”Når vi er sammen i sorggruppen, er det et ret intellektuelt arbejde, hvor vi skriver, tegner og taler, men der sker noget med sorgen, når man i stedet taget fat på noget så fysisk som at sejle i kajak. Sorggruppens medlemmer tager fat på en ny sport på et tidspunkt i deres liv, hvor de ellers ikke vil have robustheden til at gøre det, og de opdager, at de har flere kræfter, end de troede,” siger Leif Ellerbek.

Men hvad gør vand ved sorg? Leif Ellerbek fortæller om den såkaldte tørdragt, han investerede i, da han havde roet kajak en tid. Det er en dragt, som gør, at man kan holde sig tør i vandet, hvis man skulle ryge ud af kajakken. Med en sådan dragt kan man også lege i vandet en vinterdag, uden at man kommer til at fryse og uden at gå under.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Når man mister, så oplever man at miste tilliden til livet. I sorgkajak går man ud i vandet på vores tillid, man mærker naturens kræfter, og så kommer der en bølge, og du ser mennesker grine og lege, selvom de ville have nægtet, at det var muligt for dem at lege. Legebørn vækkes til live, når vi er i vand,” siger han.

”Kan man dø af sorg?”. Sådan spurgte en kvinde ham sidste vinter. Efter at hun havde mistet sin ægtefælle, var hun blevet en del af sorggruppen. Hun syntes ikke, at livet var noget værd. Næste dag ringede Leif Ellerbek til kvinden og spurgte, om hun ville med ud at bade.

”Jeg vidste, at hun var vandskræk og havde meget høje standarder for, hvor rent hun ønskede, at hendes hjem skulle være. Netop den dag jeg ringede, blæste der en kold pålandsvind, hvilket betyder, at man skal gennem bølger med en masse tang og skidt,” siger han og åbner computeren og viser en video, han optog den frostkolde dag, hvor kvinden iført tørdragt gik i havet på hans tillid.

”Så er det bare det, jeg skal”, siger hun til kameraet og begynder at gå ud i vandet, som er som en bølgende, brun suppe.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Jeg lever,” råber hun til kameraet og smiler med både øjne og mund.

”Hendes mand bliver ikke levende af, at jeg tager hende med ud i vandet, og sorgen er der stadig, men du skaber et nyt spor i dit liv. Vi kan være sammen i smerten og opleve, at der er noget godt i vente på trods,” siger han.

Flere gange om måneden stævner sorgkajak-sejlerne ud på ture. Nogle gange er det på havet, og andre gange sejler de på åer. Frivillige donationer har gjort det muligt at investere i en trailer til at fragte kajakkerne, ligesom der er blevet indkøbt tørdragter og kajakker.

Når sorgkajakkerne ror ud, er der perioder, hvor man ror side om side og taler sammen, men der er også perioder, hvor man er stille sammen og har en meditativ roning, og så sørger man altid for at holde en pause, hvor man spiser noget sammen. At spise sammen bidrager med en vigtig tryghed til gruppen, lyder erfaringen.

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Du får et øjebliks frirum for den kværnende sorg, for når du sidder i kajakken og skal håndtere en bølge, kan du ikke tænke på din mands svære sygdomsforløb,” siger han.

I de år, Leif Ellerbek har arbejdet med sorggrupper, har deltagerne fået lektier for. Alle deltagere i sorggrupperne får en notesbog, hvor de skal skrive til den afdøde. Efter hver tur på havet, giver han også deltagerne lektier for. De skal bearbejde turen ved at skrive om oplevelserne. På baggrund af talrige samtaler og de mange nedskrevne beretninger, har folkene bag sorgkajak et godt billede af, hvad der sker, når sorgen kommer på dybt vand.

”Ude i kajakken får vi plads til vores sanser, for vi kan høre bølgerne og høre pagajen. Du er helt tæt på havet og får en dyb, sanselig oplevelse. At sanse nyt har stor betydning, når du er i sorg, for noget af det brutale ved døden er, at du mister det sanselige i forhold til den afdøde. Man har sanset den afdøde, men efter en tid vil også duften være væk, og man mister alt det sanselige, man har delt med den afdøde. Den man har holdt i hånden, ringet til, set, spist sammen med og delt det meste med, kan man ikke tage med sig ind i fremtiden. Man kan mindes, og derfor står man med en hjemløs kærlighed.”

Foto: Petra Theibel Jacobsen

”Det er frygteligt smerteligt at skulle skabe sig et nyt liv uden min gamle ledsager, men det kan blive godt. Det bliver bare noget andet. At kunne sanse nyt og mærke at man lever med sine sanser, som man gør, når man mærker den kolde vind mod huden og vandstænkene, er en påmindelse om, at man kan sanse nyt,” siger han.

Sorgkajakkerne skal på vandet op mod jul, ligesom der vil være møder i sorggruppen gennem december. Sidste år var sorgkajakkerne i vandet både nytårsaftensdag og sankthansaften. Højtider og mærkedage er nogle af de dage, hvor en tur i kajakken kan lindre.

”Vi kan være sammen i smerten, og vi kan sammen opleve at vente på, at der er noget godt i vente på trods af, at livet aldrig bliver det samme igen. Når man er i sorg, kan man opleve at gå på stranden uden at være til stede. Men den dag, hvor man begynder at få øje på bølgerne og rillerne i sandet og sanser det store i det små, er man ved at være på vej mod noget nyt trods savnet.”