Fortæl en historie om din mor. Sådan lød opgaven i årets kronikkonkurrence, og det fik hurtigt en masse læsere til tasterne.
Vi modtog mange endog meget personlige fortællinger, og det er blandt andet blevet til en række triste historier om svigt, sorg og sygdom.
I en kritik af samfundets syn på ældre, fortæller en læser for eksempel om hendes demensramte mor, der langsomt ændrede personlighed fra god og mild til vred og udfarende, som sygdommen skred frem.
Men der er også humoristiske fortællinger, som den hvor en datter fortæller om sin anderledes og farverige mor, som hun hele barndommen var lidt flov over, men i dag beundrer for netop det, at hun turde skille sig ud.
Herunder kan du læse de otte kronikker, som vi valgte at bringe i avisen henover sommeren.
Vi modtog i alt 227 velskrevne forslag.
Tak for det!
Da der blev stille, var der kun min mor og mig tilbage
Af Sidsel Thorsteinsson, Cand.mag.
”At turde er at miste sit fodfæste et kort øjeblik, ikke at turde er at miste sig selv.”
Når jeg lukker øjnene, kan jeg se min mors håndskrift for mig, skrevet med kapitæler med en grøn tusch på et whiteboard, der hang lige inden for døren i mit barndomshjem.
De helt store chancer tog min mor dog ikke i de år, men det var en filosofi, der var vigtig at huske på i en periode, hvor vi havde en ubærlig brug for tryghed, men også fremdrift.
På to år var vores lille familie gået fra fire til to og ikke alene havde min mor mistet den, hun havde allermest kær, min far, men også oplevet det værste, der kan overgå enhver forælder: at miste et barn, min storesøster.
Den tunge sorte sky, som kræft er, hang over vores lille familie med en kvælende varme, som én af de dage, hvor man ved, at det hele ender i et gigantisk brag. Vi nåede ikke engang at tælle, så var det der.
Da der blev stille, var der kun os to tilbage, og selvom min mor måske gerne ville have rejst ud, så blev hun ved rødderne for at give mig tryghed, så jeg kunne rejse, ikke kun ud i verden, men også i livet.
Sorgen kunne sagtens have ædt os, men det gjorde den ikke. Den tyggede af små stykker indimellem, og det var udelukkende min mors trang til at leve og vise mig, at man skal kysse det satans liv, der gjorde, at vi ikke blev slugt...
Læs resten af artiklen
Som ung drømte jeg om en helt almindelig mor
Af Signe Adrian, lektor
”NEJ TAK, min mand og børn spiser ikke søde sager,” siger mor, da gæsten fisker hollandske drops op til os.
”I har ikke godt af det.” Far skal bli’ mindst 98 som onkel Jens. Vi skal være sunde. ”Piger, gå ned og del ud.” Vi er fire og fem år. I gården stimler fremmede børn sammen og tømmer min dåse. Det er den første smerte, jeg husker. Jeg tør ikke at stjæle et bolsje.
Tænk, hvis mor ser det. Vi skal ikke have tænder og fødder ødelagt. ”Knyster er grimme,” siger mor og kører os ind til Kaj Larsen. Vores almindelige fødder kommer i ortopædiske sko. Vi føler os kiksede.
Men så er der fru Friis – mors veninde gennem 49 år. De mødtes i 1967 i vasketøjskælderen, hvor fru Friis rullede lagner. Mor så forbløffet på og smed sit krøllede tøj i kurven. ”Rulle lagner? Det fatter jeg ikke, man kan spilde tid på,” fløj det ud af mor. ”De bliver jo krøllede med det samme. Særligt når man…”.
Fru Friis bliver rød i hovedet. ”Rullede lagner ligger så smukt i skabet.” Mor ryster på hovedet. Tænk, et moderne menneske kan gå op i noget så latterligt. ”Jeg ku’ ikke drømme om at rulle et lommetørklæde! Så hellere spille firhændigt med min mand og synge med mine døtre.” Fru Friis er imponeret. ”De spiller musik?”. Ja. Det gør mor. Hun læser ikke noder, men hvad skal hun med dem, når hun har absolut gehør?
Fru Friis kan lave høns i asparges. Mor får ondt i ryggen, hvis hun skal skrælle kartofler, og bliver svimmel og får hedeture, hvis hun skal læse en opskrift. Fru Friis bruger bh og har spadseredragt. Mor vinterbader, har hængebabser og skyr stramt tøj. Fru Friis bruger papillotter.
Min mor gik ind i tågen og forsvandt
Af Tina Buchwald, sognepræst
Taler vi nok om det at blive gammel i Danmark?
Har du en rosenrød idé om, hvordan du gerne vil være gammel. Så tænk igen. Jeg kan love dig, at det ikke altid er smukt at blive gammel i Danmark. Der er en strategi i Danmark om at være længst i eget hjem.
Det lyder jo tilforladeligt. Men der er en del ældre, der så at sige, kører under radaren. De har en velfungerende partner, der tager læsset derhjemme, og det går fint, lige indtil den dag den friske bryder sammen.
Endnu er det ikke sket for min far, men han er tæt på. De er 84 år og bor i egen lejlighed. Hun får hjælp til påklædning og vask hver uge. Rengøring hver 14 dag.
Med de plejehjem, vi har i Danmark, vil jeg ikke ønske, at min mor kom sådan et sted. Der er som at købe ti orkidé-planter og derpå glemme alt om dem. De visner. Ja, selv de mest sejlivede visner.
”Dødens forgård” har jeg hørt de kyniske kalde plejehjem. Steder, der giver sig ud for at være noget, de ikke er...
Min mors sygeplejetaske blev symbolet på min sorg
Af Margrethe Krogslund, pensioneret lærer
Der står den.
20x32x24 centimeter, mørkebrun, slidt, men alligevel i god stand, for gedigent kernelæder er nærmest uopslideligt.
Tasken, børn under ingen omstændigheder måtte røre, hvilket jeg heller aldrig gjorde. Måske angsten for at overskride respekten for hendes arbejde mere end angsten for hendes straf var grunden.
Som barn i 1950’erne vidste man ingenting om noget som helst. At bo på landet var som at bo i et lukket rum, hvor kun ganske lidt udefra sivede ind ad de sprækker, der uvægerligt måtte forekomme, men som gjorde den store verden så meget mere farlig og skræmmende. Andre halvtredserbørn fandt det trygt og godt, men ikke jeg af forskellige årsager.
Nysgerrigheden tog alligevel overhånd, når jeg tog mors sygeplejebog frem og fandt de tre diminutive billeder af en fødsel. Jeg husker, jeg fik et lille chok, og mit hoved blev fyldt af flere spørgsmål end svar.
Min uvidenhed var total. Jeg så aldrig mine forældre kysse hinanden eller tage om hinanden. Blufærdigheden var enorm – abnorm, er jeg lige ved at sige...
Den aften min mor og jeg blev fortrolige
Af Anette Broberg Knudsen, forfatter og oversætter
Vi sidder ved spisebordet i køkkenet i min mors lille rækkehus og renser jordbær en junidag i 2016.
Rollatoren er parkeret ved hendes stol, og doseringsæsken, som hjemmesygeplejersken en gang om ugen kommer og fylder op med piller til hver dag, står på bordet. Der ligger krummer under hendes stol, og der hænger et par spindelvæv i hjørnerne, for hjemmehjælpen kommer kun hver fjortende dag.
Hænderne ryster en smule, men alligevel piller hun arbejdsvant blomsterne af bærrene og stabler affaldet i en pæn dynge på bordet.
”Der er noget, jeg skal have snakket med dig om,” siger hun så, min mor, og lader et øjeblik hænderne hvile.
Jeg nikker og møder hendes grågrønne blik. Der falder et blødt lys ind ad vinduet.
”Jeg har tænkt over, hvad der skal ske, når jeg engang ikke er her mere,” fortsætter hun og begynder så at forklare, hvor og hvordan hun gerne vil begraves. Hendes stemme dirrer en smule, for det er svært at tale om.
Vi har berørt emnet før, jeg ved, hvad hun føler, og hun ved, at jeg forstår. Vi sidder på hver sin side af bordet, men der er ingen afstand mellem os...
Det begyndte med blå mærker
Af Daniel Nordentoft, lærervikar
Kalenderen siger den 20. december 1993.
Krystalskinnende snefnug daler lydløst ned fra den midnatssorte decemberhimmel. Inde bag de spejlende glasruder, der sammen med det omkringliggende betonlandskab omgiver Hvidovre Hospital, kommer jeg til verden.
Foruden et nødvendigt kejsersnit forløber fødslen helt som planlagt, men alt, der for nuværende ånder fred og idyl, skal snart vise sig at blive erstattet med en mors og søns værste mareridt.
Jeg er ikke mere end et par uger gammel, før mine forældre og de tilsynsførende sygeplejersker konstaterer, at jeg er et kolikbarn. Jeg græder og hyler øresønderrivende højt og ustandseligt.
Jeg er mildest talt utrøstelig, men mine forældre kan trøste sig selv med, at jeg jo som ethvert andet barn vokser fra kolikken. Og heldigvis for det da.
Løbende dukker der dog mærker op rundt omkring på min krop. Hænder, fødder og ansigt er dækket til med blå mærker, og nogle steder har der sågar dannet sig blodudtrædninger.
Min mor tager kontakt til jordemoderen for at finde en årsagsforklaring til de pludseligt opståede forandringer...
Mit livs mest triste minde begyndte med en glad burger
Af Christina Boysen, marketingchef
Det er ganske paradoksalt, at mit livs nok tristeste minde om min mor omhandler noget så muntert som et Happy Meal i sin smilende, karakteristiske pentagonale form.
Men sådan er denne skildring fyldt med modsætningsfyldte forhold. Tilbage til Happy Meal’et senere.
Min mor er født og opvokset i det, som må betegnes som værende udkanten af Udkantsdanmark med udsigt til Bovbjerg Fyr og Vesterhavet som yngste datter af en landmand og -kone.
Det stille liv på landet lagde langtfra op til den række hektiske oplevelser, som hun senere i livet skulle møde, men omvendt kan det netop have været det, som har udrustet hende til at klare dem.
Om mit tidlige forhold til min mor husker jeg særligt kirken som ramme. Måske fordi det var et sted, vi to havde for os selv, og som min far og min storesøster af forskellige grunde havde mindre interesse i at færdes i...
Jeg tvivlede aldrig på min mors kærlighed
Af Ole Juul, forfatter og foredragsholder
Hænderne er noget af det første, jeg lægger mærke til, da jeg sætter mig ved hendes seng.
Med disse hænder med de lange, tynde fingre har hun rettet et utal af stile og diktater, sat røde mærker, kryds og bolle, skrællet kartofler, lavet mad, båret bøger og tasker, spillet klaver, syet, strikket, lappet tøj.
Men først og sidst kærtegnet. Og nu har hun foldet disse hænder, og jeg ved, at hun ordløst beder for sine nærmeste og for de endnu ufødte i slægten.
Hun var den fjerde af fem søstre, der voksede op på et lille landbrug på Vestfyn. Da min morfar ikke fik den længe ventede søn, der kunne overtage gården, var hans eneste ambition på døtrenes vegne at få dem giftet bort så hurtigt som muligt. Det lykkedes ham med de fire, men hendes mål var i første omgang et andet.
Hun ville være lærerinde, og uden hjælp og støtte af nogen art hjemmefra gik hun i gang, tog med dagligt slid sine eksamener, giftede sig så i en sen alder med vores far...