Tre unge: Det betyder selfies for os

Tøjkæden Pieces, der henvender sig til unge kvinder, sælger tøj, der ifølge deres egne reklamer gør sig godt på selfies. I shoppingcentret Fields på Amager og på Strøget i København mødte Kristeligt Dagblad tre unge kunder til en snak om selfies

Tre unge: Det betyder selfies for os
Foto: Leif Tuxen.

Julie Appel, 15 år, Slagelse

Er du på Facebook, Instagram eller Snapchat?

"Jeg bruger alle tre."

Hvor meget tid bruger du dagligt på sociale medier?

"Omkring halvanden time, tror jeg."

Tager du selfies?

"Nej, ikke rigtig. Jeg tager billeder af mad og mine venner."

Hvor meget betyder din påklædning for dig?

"Ikke vildt meget. Det vigtigste for mig er, at mit tøj er behageligt. Men jeg synes tit, min garderobe er lidt kedelig."

Emma Arentz, 16 år, Skive

Er du på Facebook, Instagram eller Snapchat?

"Ja, jeg er på dem alle."

Hvor meget tid bruger du dagligt på sociale medier?

"Alt for meget! Jeg tjekker sociale medier ud, så snart jeg sidder i bussen, eller hvis jeg sidder på sofaen og ser en film. Jeg bruger mange timer på dem hver dag."

Tager du selfies?

"Meget sjældent, måske en gang hver anden måned. Og så sender jeg cirka en snapchat om dagen."

Tænker du over din påklædning, når du tager selfies?

"Nej, det går jeg ikke så meget op i. Jeg synes, at mange går for meget op i den slags, og man kan se, de bruger lang tid på at klæde sig ud, inden de tager billedet. Det gider jeg ikke."

Cecilie Vorsaa, 17 år, Næstved

Er du på Facebook, Instagram eller Snapchat?

"Alle tre."

Hvor meget tid bruger du dagligt på sociale medier?

"Rigtig meget. Jeg tror, jeg bruger omkring fire timer dagligt."

Tager du selfies?

"Ja, det gør jeg nogle gange."

Tænker du over din påklædning, når du tager selfies?

"Ja, det tænker jeg ret meget over. Jeg snakker også meget med mine veninder om de nyeste tøjkollektioner."