Hvad sker der, når du skælder dit barn ud?

Denne blog af Petra Krantz Lindgren blev på to dage delt 260.000 gange. Foto: Caroline Andersson

Den svenske adfærdsforsker og familierådgiver Petra Krantz Lindgren havde en smertelig samtale med sin datter. Her gengiver hun deres samtale. Værd at læse, inden du skælder dit barn ud næste gang.

I går aftes havde jeg en uventet, vidunderlig og smertefuld, men udviklende samtale med min syvårige Fia. Den indeholdt så meget klogskab, at jeg vælger at gengive den uredigeret.

Fia: Mor, der er noget, jeg vil fortælle dig … Jeg vil altid elske dig!
 
Jeg: Og jeg har noget, jeg vil fortælle dig. Jeg vil altid elske dig! Der er noget, jeg har tænkt på min skat … Elsker du også dig selv?

Fia: For det meste gør jeg. Men når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selv.

Jeg: Det må du gerne fortælle mig mere om!

Fia: Jo, når du snakker til mig med en vred stemme, så føler jeg mig dum, og når jeg føler mig dum, er det svært for mig at elske mig selv.

Jeg: Hvad ville du ønske, jeg gjorde i stedet for at skælde dig ud?

Fia: Du ved nok, når du synger, mor, og jeg beder dig om at være stille? Og du så er stille et øjeblik og så begynder at synge igen?

Jeg: Ja …?

Fia : Når du begynder at synge igen, så er det jo fordi, at du har glemt, at jeg bad dig om at være stille, ikk?
Jeg: Jo.

Fia: Sådan er det også for mig, mor. Hvis jeg ikke gør, som du siger, så er det bare, fordi jeg har glemt, hvad du sagde. Hvis jeg for eksempel går ind på mit værelse om morgenen for at hente mit tøj, og jeg ikke kommer ud igen. Så behøver du ikke at være vred på mig, for jeg har bare glemt, at jeg skal hente mit tøj, fordi jeg finder noget andet sjovt inde på mit værelse, som jeg begynder at lege med.Så handler det om, at du skal sige det til mig på en rar måde.

Jeg: Tak, fordi du fortæller mig det. Jeg synes, det er godt, at du fortæller mig, hvordan jeg kan blive en bedre mor, for jeg elsker dig, og jeg ønsker at være så god en mor, som jeg kan.
 
Fia: Mm … Mor, er du hjemme hos mig i morgen?

Jeg: Ja, det er søndag, så vi skal være sammen hele dagen.

Fia: Godt, så kan vi snakke videre om det i morgen. Du kan tage papir og en blyant med og skrive det ned, som jeg siger, så du ikke glemmer det.

Når jeg gengiver de samtaler, som jeg har haft med min datter, hænder det, at jeg får kommentaren: ”Sikke et særligt barn, du har!” Jeg tror faktisk ikke, hun er så speciel. Måske er hun god til at sætte ord på sine følelser og oplevelser, men selve oplevelserne og følelserne tror jeg, hun deler med de fleste andre børn.

Jeg tror, at børn altid elsker deres forældre. Jeg tror, at når vi forældre skælder vores børn ud, så bliver det sværere for børnene at elske sig selv.
Jeg tror, at børn gerne vil samarbejde og bidrage til fællesskabet med de mennesker, som betyder meget for dem. Hvad tror du?

Køb bogen "Børns selvfølelse" her