Hver morgen tænker 8-årige Stine på, at hun ikke vil i skole

Tegning: Morten

Tegning: Morten Voigt

Jeg oplever flere angste børn og børn, der har ondt i maven og ondt i livet - men uden nogen fysisk forklaring
Lisbeth Lenchler-Hübertz

Et stigende antal børn i indskolingsalderen klager over uforklarlige mavesmerter og hovedpine. Børn i dag mangler robusthed til at klare hverdagens udfordringer, mener psykolog Lisbeth Lenchler-Hübertz

Stine er otte år og går i 1. klasse. Hver morgen når hun vågner, tænker hun på, at hun ikke vil i skole. Hun er bange for nogle af de andre piger i klassen, specielt Nanna, som bestemmer allermest. De fleste dage går Stine alene rundt i frikvartererne, og hun er helt holdt op med at spørge de andre, om hun må være med, når de leger. Hun har igennem lang tid haft tilbagevendende mavesmerter, hvilket betyder, at hun slet ikke har lyst til sin morgenmad. Her de sidste morgener har det været rigtig slemt, hun har svedt og haft kvalme allerede fra morgenstunden bare ved tanken om, hvordan det mon bliver i skolen i dag. I går endte det med, at hun kastede op, da hun forsøgte at spise lidt morgenmad.

Stines historie er et eksempel fra den netop udkomne bog på Akademisk Forlag ”Trivsel i det moderne børneliv”, som psykolog og cand.pæd.psych. Lisbeth Lenchler-Hübertz er medforfatter til. Selvom Stine her ikke findes i virkeligheden, så bliver der flere børn som hende, der trives dårligt i skolen og dermed får en dårlig start både fagligt og socialt. Der bliver mere ondt i maven og ondt i hovedet.

”Jeg oplever flere angste børn og børn, der har ondt i maven og ondt i livet - men uden nogen fysisk forklaring. Børn, der ikke har den fornødne kapacitet og kompetence til at sige 'pyt' eller 'det går nok' eller til at hente den hjælp, de har brug for. I stedet for går de mere eller mindre i baglås,” siger Lisbeth Lenchler-Hübertz.

Hun har tidligere arbejdet på Hillerød Sygehus' børneafdeling. I dag er hun skolepsykolog i Furesø Kommune på deltid og deltid i sit eget firma, Babuska. Begge steder ser hun en del børn med stresssymptomer. Men hun ser også forældre, der har svært ved at tackle, at deres barn har det dårligt.

”Jeg oplever nogle forældre, som bliver meget bekymrede. Og selvfølgelig skal man blive bekymret, når ens barn har det skidt, men jeg oplever forældre, der bliver næsten lige så magtesløse som deres barn, og det duer ikke. Børn skal kunne læne sig op ad forældrene eller nogle andre voksne, der står på deres ben, for børn har ikke selv den erfaring eller den viden, der skal til for at sige o.k., det her skal nok lande igen. Børn er her og nu i den følelse, de har. Oplever de, at forældrene bliver lige så usikre på, hvad der skal ske, så skrider hele fundamentet under dem. Det skaber en grundlæggende angst hos børnene.”

Det er især børn på de yngste klassetrin som otteårige Stine, der har Lisbeth Lenchler-Hübertz' fokus. Det er nemlig, når børnene begynder i skole, at man begynder at få indikationer om, hvem der trives, og hvem der ikke gør. Og det er vigtigt, at både forældre og lærere kommer tidligt på banen, hvis der er tegn på mistrivsel. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at 11 procent af børnehaveklassebørnene mistrives i skolen. Det kan få stor betydning for deres evne til at lære nyt.

Psykolog, cand.pæd.psych. Lisbeth Lenchler-Hübertz.

”Jeg synes desværre, der er en tendens til, at skolen inddrager forældrene for sent og tænker 'det går nok'. Man er for længe om at sige, at denne her drengegruppe har en udfordring lige nu. Kan vi lige få forældrene på banen. Forældrene er en ressource til løsningen af problemstillingen. Ikke at de kan fjernstyre, men de kan være meget med til at påvirke børnene. Ofte sker der først noget i forhold til at løse problemet i 5.-6. klasse, og så er der rigtig meget at indhente, og man kan nå at få rigtig ondt i maven,” siger hun.

Når flere indskolingsbørn i dag udviser stresstegn og klager over hoved- og mavepine, så hænger det blandt andet sammen med, at mange børn i dag er mindre robuste, når de møder modgang, mener Lisbeth Lenchler-Hübertz.

”Både i hjemmene og i skoler og sfo'er er der en tendens til, at man synes, man skal løse det hele for børnene. Hvis børn har konflikter eller føler sig udenfor i en leg, så har man en regel om, at man ikke må sige nej til nogen og sørger for, at de godt må være med alligevel. Men her i livet er det jo nogle gange sådan, at man ikke kan være med. Eller at nogen har lyst til bare at være to og ikke vil have en tredje med i legen. Hvis man bare går ind og fjerner forhindringerne på vejen eller overruler dem og siger, hvordan det skal være, så efterlader man børnene uden redskaber til at løse det selv.”

I stedet bør man hellere lære dem, hvad man kan gøre i de forskellige situationer og inddrage dem selv i at finde løsningen.

”Jeg sad med en pige forleden dag, som havde svært ved at finde nogen at lege med. Jeg sagde til hende: 'Hvad nu, hvis du selv satte gang i en leg, som andre gerne ville være med i?'. Hun havde fornemmelsen af at være reserven, fordi de andre blev tvunget til at tage hende med i deres leg. Det er meget sjovere at lave noget, som andre vælger til. Vi skal give dem muligheden for selv at byde ind i fællesskabet.”

Når man først har fået ondt i maven, er det vigtigt, at de voksne omkring barnet hjælper til med at tænke og reagere i andre mønstre, påpeger Lisbeth Lenchler-Hübertz.

”Når man er stresset, udvikler man ikke nye idéer. Man trækker på dem, man har i forvejen. Eller på de lege og modeller til konfliktløsning, man har brugt før. Det kræver ro i hjernen at tænke på, hvad man ellers kunne gøre, om man kunne spørge andre, om de vil lege i stedet for. Men ro er desværre en mangelvare mange steder.”

Fællesskabet er en del af løsningen, hvis skolebørn i dag skal have mindre ondt i maven, mener Lisbeth Lenchler-Hübertz. Desværre er det hendes vurdering, at udviklingen går i modsat retning.

Foto: Morten Voigt

”Der er lavet undersøgelser af, hvad forældre sætter højest i børneopdragelse. Det, de fokuserer på i dag, er selvstændighed, mens værdier som fællesskab og sociale kompetencer er røget ned ad listen. Hvis man får 25 små skolebørn ind, som synes, at de selv kommer først, så har man en opgave. Når børn begynder i skole i dag, er de meget selvstændige, men de er også meget selvcentrerede. Det er min holdning, at vi har fået skabt et lidt mindre tolerant samfund, hvor det handler om, at vi selv skal være gode. Vi vil gerne give vores børn de bedst mulige vilkår, men det sker på bekostning af fællesskabet og trivslen. Og det er netop, når du er vant til at blive båret frem af de voksne omkring dig, at nederlag rammer rigtig hårdt. Så er det ekstra svært, når du opdager, at der er noget, du ikke er så god til, at alle andre er bedre til det, end du selv er. En del børn mangler i dag den her fælles forståelse af, at så er man måske bedre til noget andet. Eller nødvendigheden af, at man nogle gange må øve sig, før man bliver bedre.”

En vej til at udbedre dette er at have mere fokus på børnefællesskaber. Hendes pointe er, at hvis man skal skabe trivsel for det enkelte barn, skal man skabe trivsel for gruppen.

”Det er på alle måder stressreducerende og skaber trivsel for den enkelte, hvis man får mere fokus på, hvordan man en god ven, hvordan man behandler hinanden, og hvordan man kan sige nej til hinanden og sige til og fra, uden at det behøver at ende i en katastrofe.”

Hvordan forældrene og generelt de voksne omkring barnet håndterer dets vanskeligheder er afgørende. Er forældrene selv stressede og giver udtryk for, at tilværelsen er vanskelig, så smitter det af på børnene.

”Det er væsentligt at have fokus på udviklingen og på forventninger til, at selvfølgelig kan børnene udvikle sig og lære nyt i stedet for at sige 'pas nu på', og 'det der kan blive svært eller gå galt', og 'er du nu sikker på, at du kan det'. Vi skal alle som voksne have meget større tiltro til, at børn kan noget selv, også selvom de måske skal have en hånd første gang. Og hos børn, der ikke trives, skal man nogle gange forstørre deres succeser, hvor små de end er. Fordi de ellers godt kan opgive troen på, at de nogensinde bliver gode nok.”

Helt kort er Lisbeth Lenchler-Hübertz' budskab til forældrene, at et barneliv uden modgang ikke findes.

”Børn vil på forskellige tidspunkter i løbet af deres barndom udvise symptomer på, at noget er svært. Men det er egentlig o.k., for livet er ikke uproblematisk og lyserødt - og skal sådan set heller ikke være det. Men det er, hvordan man reagerer på det, og hvordan man som voksne får hjulpet dem videre, der er afgørende.”