Inger Støjberg: Jeg er opdraget til ikke at stikke næsen frem

Integrationsminister Inger Støjberg (V) har haft en ubekymret barndom i et hjem, hvor beskedenhed var en dyd. Beskedenheden er senere blevet lagt på hylden, men hun har holdt fast i ubekymretheden, som hun ønsker at give videre til de børn, hun stadig håber at få

Inger Støjberg vil gerne have børn, og hun vil opdrage dem til at skyde brystet mere frem, end hun selv gjorde i sin barndom.
Inger Støjberg vil gerne have børn, og hun vil opdrage dem til at skyde brystet mere frem, end hun selv gjorde i sin barndom. Foto: Sophia Juliane Lydolph.

Jeg er vokset op på en gård i landsbyen Hjerk nord for Skive sammen med min mor, far og mine to ældre søskende. Det var et trygt hjem, som altid stod åbent for folk. Fra fodermesteren til naboer, familie, venner og skæve eksistenser.

Min families vigtigste værdi er arbejdsomhed. Jeg havde mange pligter fra en tidlig alder. Der var ikke noget med at ligge på sofaen, når dyrene skulle passes, og opvasken tages - og det var selvfølgelig uden lommepenge.

Jeg har derfor haft masser af fritidsbeskæftigelser ved siden af for at tjene penge. Jeg slog græs, passede børn, hjalp i forsamlingshuse, serverede, og senere arbejdede jeg på et æggepakkeri og i fiskeindustrien. Da jeg gik i gymnasiet, endte jeg med at skrive et brev til SU-styrelsen, hvor jeg foreslog, at de brugte pengene på noget bedre end mig.

To år på Salling Efterskole var med til at forandre mit liv. Jeg var en meget genert og stille pige, og jeg ønskede ikke at forlade de trygge rammer. Den beslutning tog mine forældre, og det er den bedste, der nogensinde er blevet truffet i mit liv. Jeg mødte op på efterskolen den første dag med sløjfer i håret. Sådan så jeg ikke ud, da jeg tog derfra – lad mig sige det sådan. Det lange hår var væk, jeg gik mere sporty klædt, og jeg var mere fremme i skoene.

Jeg har altid været ubekymret. I sidste ende løser alt sig. Jeg havde en barndomsveninde, som hed Lene, og vi var meget forskellige. Hun var den fornuftige og analyserende, mens jeg var den, der tænkte, at det hele nok skulle gå. En dag stod vi og kiggede ned i et kæmpe mudderhul og snakkede om, hvor dybt det var. Lene fandt en pind for at mærke, mens jeg hoppede ned i hullet. Så stod jeg der i vand langt op ad benene. Man skal ikke være dumdristig, men det må være forfærdeligt at have hovedet fuld af bekymringer.
 
Jeg er blevet opdraget til ikke at stikke næsen frem. Derfor faldt det lidt uden for resten af familien, da jeg - som lille - sagde, at jeg ville være politiker eller astronaut. Min mor sagde, at der altid var brug for sygeplejersker og frisører. Mine forældre har været skeptiske i forhold til det med at stikke næsen frem, men i dag laver jeg jo ikke andet.

Min mor er uhyre beskeden. I syvende klasse skulle jeg med til min første forældrekonsultation. Vi skulle give os selv karakterer i alle fag, og læreren bemærkede, at jeg havde givet mig selv exceptionelt lave karakterer. Men så roste min mor mig for min beskedenhed: ”Det er også godt nok. Man skal ikke vise sig og stikke næsen frem.”
 
Tiden på efterskole gjorde mig mindre beskeden, og det har været nødvendigt for at kunne klare sig på Christiansborg. Omvendt er det godt at have en vis beskedenhed i politik. I et forlig skal man forstå, at modparten også er en medpart. Min far har altid sagt, at en handel kun er god, hvis begge parter er tilfredse. Jeg bliver oftere fremstillet som den strenge end den samarbejdsvillige, men det skyldes, at mange af mine udtalelser står som om, de er dybt kontroversielle – alene fordi det er mig, som har sagt dem.

Min kæreste, Claus, har to børn, og de er en enorm berigelse i mit liv. De åbner mine øjne for mange andre ting end arbejde, og de giver en masser af glæde. Forleden kom vi gående ud af Christianborg, da Liva på ni år sagde: ”Du er ikke en rigtig voksen. Fordi du elsker at lege.” Det er da det bedste kompliment, man kan få.

Børnene bekymrer sig om mig. De har fortalt, at de har set avisernes overskrifter og spisesedler, og jeg har da ikke lyst til, at det er det første, de ser, når de vågner om morgenen. Der er ikke mange børn, som bryder sig om, at nogle i deres umiddelbare nærhed, får en tur i møllen. De undrer sig over, hvordan det kan være, for de kender mig ikke sådan. Men et eller andet sted er det rart, at de studser over det. Det havde været værre, hvis de bare have tænkt ’nå ja, hun er også gakkelak’.

Jeg vil gerne selv have børn. Hvis det sker, må de gerne skyde brystet lidt mere frem, end jeg gjorde i min barndom. Til gengæld vil jeg gerne give min ubekymrethed videre. De skal lære, det hele ikke ender, som man ønsker, men at det i sidste ende nok skal løse sig alt sammen. Jeg vil have sådan et barn, der går ud i et mudderhul for at se, hvor dybt, det er.