Kirsten Lehfeldt: Jeg glæder mig mest til fællesskabet

Den materielle side af julen bliver hjemme, når Kirsten Lehfeldt og familien holder jul under sydlige himmelstrøg. Derfor bliver der kun givet symbolske julegaver. Foto: Scanpix

Tid er den største mangelvare i den måde, vi lever på i dagens Danmark, og derfor er det en kæmpe luksus at kunne se frem til otte dage sammen med min familie
Kirsten Lehfeldt

I år rejser den 62-årige skuespillerinde Kirsten Lehfeldt sydpå for at fejre jul med sine nærmeste. Men det er egentlig underordnet, om det er 15 grader eller snevejr. Det er fællesskabet, der fylder mest

Fortalt af Kirsten Lehfeldt

Måske har det noget med alderen at gøre, men for mig har fordybelsen, freden og roen efterhånden fået en stadig større rolle end alt det materielle. Gaveræset er simpelthen blevet så voldsomt, at vi i farten nærmest har glemt, hvad julen egentlig handler om. Derfor har vi besluttet os for at tage til Sydeuropa med den nærmeste familie for at holde jul i år.

Den materielle side af julen lader vi blive hjemme, og derfor giver vi kun hinanden symbolske julegaver. Flybilletterne og fællesskabet er de primære gaver, vi giver til hinanden.

Da jeg var barn i Skanderborg, var det bedste, når min gudmor fra København holdt jul med os. Dengang var det jo ikke bare en lille smuttur - det var med natbåden og hele svineriet. Det glædede jeg mig simpelthen så meget til, for hun havde altid de seje gaver, man kun kunne få fra København.

Den tid, hvor gaverne fyldte mest, er jeg for længst kommet over. Det er helt klart tiden til hinanden, jeg glæder mig allermest til. Tid er den største mangelvare i den måde, vi lever på i dagens Danmark, og derfor er det en kæmpe luksus at kunne se frem til otte dage sammen med min familie. Der er ganske enkelt ikke noget skønnere end selv at være herre over, hvad man vil bruge en helt fridag til.

Det er et kæmpe privilegium at have dage, hvor man kan sidde i hver sit hjørne af sofaen med hver sin bog og lave vidt forskellige ting, men alligevel være sammen. Det nyder jeg utrolig meget.

Vi gør også meget ud af at holde en rimelig telefonfri jul. Det er efterhånden umuligt at spise aftensmad sammen, uden at halvdelen af selskabet kigger ned i skødet hvert femte minut for at tjekke mails og Facebook, og det forsøger vi i hvert fald i julen at holde op med. Vi forsøger så vidt muligt at holde mobilfrie middage.

Juletraditionerne bliver lidt vanskeligere at holde i hævd, når vi holder jul i et lidt varmere land med en anderledes kultur. Derfor forbereder vi os rimelig grundigt og har en pose risengrød i kufferten og har anskaffet os et juletræ, som dog ikke er ægte. Vi har forsøgt os med et ægte grantræ, når vi holder jul sydpå, men efter to dage lå alle nålene på jorden. Derfor har vi anskaffet os et anseeligt plastiktræ, som måske ikke er verdens største, men som til gengæld holder hele julen.

Egentlig er vores jul ret traditionel, selvom vi holder den under lidt varmere himmelstrøg. Den 23. december pynter vi plastiktræet, vi hører julemusik, hvor selv ”Last christmas” bliver spillet, og vi spiser risengrød og måske lidt stuvet hvidkål.

Som husmor stiller jeg det helt tunge skyts frem i juledagene. Siden jeg for første gang var vært for en juleaften for godt 30 år siden, har jeg sat en ære i det, selvom det mildt sagt er en tidskrævende og besværlig menu. Der er ét element, jeg bøvler særlig meget med. De lunefulde, brunede kartofler har jeg svært ved at ramme, og derfor var lykken for mig, når min mor hvert andet år holdt jul med os, da hun levede. Hun var utrolig stabil og ramte dem hver gang, og på forbløffende vis har jeg formået at glemme, hvordan hun gjorde, selvom jeg har set det så mange gange.

Balancen mellem tradition og nytænkning er også vanskelig. Jeg forsøger at gøre det spændende og måske en smule kreativt uden at pille alt for meget ved traditionerne. Derfor har vi hvert år to ænder i ovnen - en helt traditionel andesteg med svesker og æbler og en, hvor jeg kan eksperimentere lidt mere.

Når vi holder julen i Danmark, plejer den del af selskabet, der ikke bøvler med julemiddagen, at gå i kirke. Når jeg har tid, er det en del af juleaftensdag, jeg holder meget af, men det er sjældent, jeg når det. Julebudskabet er simpelthen så vigtigt, og jeg sætter stor pris på, at man mindst en gang om året bliver mindet om det kristne budskab.

Derfor passer det noget bedre, når vi er sydpå, hvor vi tager til den katolske midnatsmesse i stedet. Det er helt utrolig stemningsfuldt og mere underholdende end de julegudstjenester, jeg er vant til. Det er et optog med udklædning og fest, hvor selv børnene bliver hevet med til messen, og det tror jeg næppe, man ville se i Danmark. Det er meget anderledes, men utrolig smukt.

Når juleaften går på hæld, synger vi om juletræet. Eller ved juletræet. For selvom plastictræet er stort af en plastikudgave at være, virker det lidt fjollet at gå rundt om et miniaturetræ.

Derfor sidder vi og kigger på det i stedet. Vi slutter altid af med alle at spæne rundt i hele hytten og synge ”Nu' det jul igen”.

Vi prøver ikke mange nye ting af juleaften - med undtagelse af den ene andesteg.

Jeg holder utrolig meget af traditioner. De kan virkelig noget, og de skaber en rigtig fin ramme om, hvad julen handler om for mig: Fællesskabet.