Klokken er kun lidt over seks om morgenen, og de to små børn sover stadig tungt. Annette Bess stryger dem forsigtigt over håret og hvisker, at det er tid til at stå op. Andrea på ni år er hurtigt ude af dynen og i tøjet. Hun føler sig frisk og klar og fortæller ivrigt sin mor, hvad hun skal lave i skolen. For Malthe på fem er det lidt sværere. Han gnider sig i øjnene og får lov at sidde med dynen viklet tæt omkring kroppen ved morgenbordet, så han stille og roligt kan komme lidt til sig selv.
Ligesom for så mange andre danske småbørnsfamilier starter dagen tidligt hjemme i lejligheden i Kastrup på Amager. Annette, der er alene med sine to børn, skal på arbejde, Andrea skal i skole og Malthe i børnehave.
Malthe er som regel en af de første, der bliver afleveret, og en af de sidste, der bliver hentet. Mere end ni timer om dagen tilbringer han i institutionen.
Annette Bess synes, at det er for meget. Og hun bliver stadig ked af det, når han omkring 7.15 vinker farvel til hende gennem ruden, inden hun sætter sig bag rattet for at tilbagelægge de 24 kilometer til arbejdspladsen i Brøndbyøster.
”Der er bare ikke så meget, jeg kan stille op,” fortæller hun.
Annette Bess, der er 39 og uddannet salgsassistent, har en helt almindelig 37-timers stilling i serviceafdelingen i en større virksomhed. Hun har ikke mulighed for at gå på hverken del- eller flekstid og har i øvrigt heller ikke råd. Familien bor i en lille lejlighed på 68 kvadratmeter i en kommune, der bevidst er valgt, fordi den er billigere end nabobyen Købehavn. Og de penge, der er tilovers på budgettet, bliver lagt til side til ferier, udflugter og fødselsdage. Der er ikke noget, der kan skæres ned eller gøres billigere.
”Det er derfor, jeg bliver så irriteret og ked af at høre, at vi skal skrue ned for ambitionerne og forbruget, så vi kan arbejde mindre og være mere sammen med vores børn. Der er da virkelig ikke noget, jeg hellere ville. Virkeligheden ser bare ikke sådan ud. Jeg er nødt til at arbejde fuld tid for at få økonomien til at hænge sammen og har ganske enkelt ikke mulighed for at gøre det anderledes. Så jeg sidder bare tilbage med den dårlige samvittighed uden egentlig at kunne handle på den,” siger Annette Bess.
Hun kan godt se, at især Malthe er træt, når hun henter ham omkring 16.25, og hun prøver at indrette hverdagen, så der er mest mulig plads til ro, nærvær og hygge, når familien har fri og er samlet. Selv står hun op klokken halv seks for at nå i bad, gøre sig i stand og sætte havregrøden over, inden børnene vågner.
På den måde er der ro til at tale lidt sammen ved morgenbordet og se hinanden rigtigt i øjnene, inden dagen for alvor begynder.
Annette Bess lægger også så vidt muligt sine lange vagter på jobbet på de dage, hvor børnene er hos deres far, og så beder hun sin mor om hjælp til at hente, når hun ikke selv kan nå det. Madvarerne bestilles i god tid på nettet, så hun og børnene ikke skal spilde deres tid sammen på lange køer og udtrættende indkøb.
”Jeg er slet ikke den store planlægger, men det har jeg lært at være, når jeg har mine børn, for at have så meget tid med dem som muligt. Og det har jeg ikke spor imod. Jeg er helt klar på, at det kræver ofre at blive mor, og at man selvfølgelig tilsidesætter sig selv. For mig er det faktisk nemt, for jeg vil allerhelst bruge min tid og min energi på mine børn,” siger hun og fortsætter:
”Det gør mig bare virkelig ked af det, at jeg skal høre på, at jeg opfører mig uansvarligt og egoistisk som mor, fordi mine børn er i institution, mens jeg er på arbejde. Jeg er da udmærket klar over, at det ikke er optimalt, men det er jo sådan, vi har indrettet vores samfund.”
Når familien efter en lang dag igen er samlet i den lille lejlighed i Kastrup, er det så småt ved at være aften. Børnene er nogle gange for trætte til at hjælpe til med madlavningen, og så får de lov til at flade lidt ud foran fjernsynet, men ofte er de med i køkkenet og skærer grøntsager og rører i gryder. Det er nu, dagens begivenheder skal vendes, inden der skal børstes tænder og puttes. I morgen venter endnu en lang dag.