”Jeg ville bare gerne være ung og almindelig”

Unge i slutningen af deres teenageår har brug for voksenhjælp på ungdomsuddannelserne, når de mister en forælder. Sker det ikke, kan følgerne være social isolation og udviklingsforstyrrelser

Unge, der mister et nærtstående familiemedlem, har brug for hjælp – og ikke kun i perioden lige efter tabet. – Modelfoto: Linda Hansen/Scanpix.
Unge, der mister et nærtstående familiemedlem, har brug for hjælp – og ikke kun i perioden lige efter tabet. – Modelfoto: Linda Hansen/Scanpix.

Sander Nissen-Petersen var midt i 2.g på gymnasiet og skulle netop til at flytte hjemmefra, da hans far blev alvorligt syg af kræft så syg, at han blot fire måneder efter at have fået stillet sin diagnose døde. Allerede to måneder efter faderens død flyttede den dengang 18-årig gymnasieelev på kollegium sin mor havde han mistet tre år tidligere efter en fejlslagen operation.

Fra sin gymnasieklasse modtog Sander Nissen-Petersen kort efter faderens død et brev med personlige hilsener fra alle kammeraterne, og i starten spurgte de også lidt til, hvordan han havde det. Alle hans lærere fik at vide, hvordan situationen var, men alligevel begyndte den unge gymnasieelev at få det dårligere.

I begyndelsen sagde jeg bare, at jeg havde det fint, hvis nogle af kammeraterne spurgte. Jeg ville jo bare gerne være ung og helt almindelig. Men da jeg flyttede ind på kollegiet, begyndte jeg at spille mere og mere computer og bruge mindre og mindre tid på skoleopgaver. Jeg dukkede ikke op til alle timerne, holdt mig væk fra fælles-arrangementer og begyndte at isolere mig fra vennerne, selvom flere var søde til at blive ved med at invitere mig det kunne jeg bare ikke rigtig sætte pris på dengang, fortæller han.

LÆS OGSÅ: Bedre hjælp til unge, der mister


På gymnasiet oplevede den i dag 26-årige Sander Nissen-Petersen ikke, at der var nogen voksne, som tog egentlig hånd om hans situation. En enkelt samtale med studievejlederen, der mest handlede om en SU-ansøgning, blev det til, ligesom han også én gang talte med gymnasiets rektor, der sagde til ham, at han ikke skulle tænke på sin fraværsprocent, og at han altid bare kunne komme til ham, hvis han fik behov for det.

Rektor var skam flink og rar nok, men jeg manglede nok nogle opfølgningssamtaler. Det kunne jeg på daværende tidspunkt slet ikke selv have taget initiativ til. Og så kunne det måske også have gjort en forskel, hvis der var nogen, der havde stillet krav det kan godt blive en sovepude at få at vide, at fraværsprocenten intet betyder, siger han.

Gennem gymnasiet kom Sander Nissen-Petersen dog, selvom der var mange svære episoder. Blandt andet oplevede han, da han kom i 3.g og fik nye fag, at flere af hans nye lærere tilsyneladende intet vidste om hans situation, og han var selv i tvivl om, hvorvidt han skulle fortælle dem det.

Efter gymnasiet tog han sig et sabbatår, hvor han blandt andet var på højskole, og derefter søgte han og kom ind på fysioterapeutstudiet. Det blev her, han for alvor indså, at han langtfra var trivedes.

Jeg kunne mærke, at der blev stillet højere krav, og at man ikke kunne charme sig igennem studiet. På et tidspunkt efter at have talt med en studievejleder gik jeg ned i timeantal, men det hjalp ingenting, så jeg endte med at droppe ud. Da begyndte jeg at få øjnene op for, at jeg slet ikke var mig selv jeg plejede altid at være en, der gjorde mine ting færdige, fortæller Sander Nissen-Petersen.

I dag læser han på socialrådgiveruddannelsens sjette semester, men vejen dertil har ikke været nem. Efter sit forliste fysioterapeutstudie kom han i gruppeterapi hos organisationen Børn, Unge & Sorg, der tilbyder gratis rådgivning til børn og unge, der mister eller har alvorligt syge forældre eller søskende.

Her gik han i halvandet år for at få sit liv på ret kurs igen. Efterfølgende har han også selv været frivillig i organisationen, og han har netop sammen med en terapeut fra Børn, Unge & Sorg været ude at fortælle sin historie i en gymnasieklasse, hvor en elev for nylig havde mistet sin far.

Det gik over al forventning. Eleverne var meget nysgerrige og ærlige, selvom død, sorg og savn er svære ting at tale om. Pigen, der havde mistet, lyttede mest, men klassekammeraterne fortalte om, hvordan de var i tvivl om, hvordan de kunne hjælpe hende, siger han.

Sander Nissen-Petersens besøg i gymnasieklassen er en del af Projekt Unfair, som Børn, Unge & Sorg står bag. Med projektet ønsker organisationen at komme nogle af de mange problemer til livs, som unge sorgramte mellem 16 og 20 år møder på deres ungdomsuddannelser.

Selv når man er i slutningen af puberteten, kan man ikke stå alene, hvis man har mistet eller har en alvorligt syg forælder. Der er nødt til at være nogle voksne, der støtter og hjælper. Men desværre oplever vi ofte, at de unge føler sig overladt til sig selv på ungdomsuddannelserne, siger direktør i Børn, Unge & Sorg Preben Engelbrekt og uddyber:

Det, der sker, når du rammes af forældres alvorlige sygdom og død, er, at der kommer en alvor ind i livet, som først burde komme mange år senere. I de år, hvor det er så sindssygt vigtigt at være mest muligt sammen med kammeraterne, sker det ikke, fordi de unge trækker sig. Men det kan betyde, at der kommer udviklingsforstyrrelser, hvor den unge bliver pseudomoden, men på mange områder går i stå rent udviklingsmæssigt i forhold til jævnaldrende. Det vil sige, på nogle områder bliver de mere modne, og på andre går udviklingen helt i stå. Preben Engelbrekt understreger, at denne gruppe af elever også oftere end andre dropper ud af skolen.

Som en del af Projekt Unfair har man tilbudt studievejledere på gymnasier i Region Hovedstaden at deltage i et kursusforløb på tre gange tre timer, hvor de både er blevet undervist af en professionel terapeut fra Børn, Unge & Sorg og har mødt nogle af organisationens frivillige, der selv har prøvet at miste en forælder, mens de gik på en ungdomsuddannelse.

Dorthe Mondrup, studievejleder og gymnasielærer på Gammel Hellerup Gymnasium, er en af dem, der har deltaget i undervisningsforløbet. Ifølge hende er det helt oplagt, at man som studievejleder på en ungdomsuddannelse erhverver sig nogle faglige kompetencer på området for unge og sorgarbejde.

Jeg mener helt sikkert, at det hører til studievejlederens opgave. Jeg har selv været studievejleder i mange år og har af og til været i berøring med dette felt, men da jeg kom på kursus, kunne jeg se, at jeg kunne blive endnu bedre i stand til at løse de opgaver, der er forbundet med unge sorgramte. Helt ned på samtaleplan har jeg fået redskaber til, hvordan man kan gribe situationen an, siger hun.

På Gammel Hellerup Gymnasium har Dorthe Mondrup og en kollegas deltagelse i Projekt Unfair betydet, at de har fået udbygget det sorgberedskab, som skolen i forvejen havde. Det skyldes ikke mindst, at det var en meget praksisorienteret formidling, de fik på kurset. Således findes der nu på gymnasiet en meget mere detaljeret plan for, hvordan man trin for trin skal hjælpe en elev, der har mistet.

Vi har fået et mantra, der hedder Tab ikke eleven af syne. Der skal ikke kun være en plan for de første 14 dage. Hos en del unge kan der komme forsinkede reaktioner, så har en elev mistet en forælder i 1.g, gælder det, at vi skal være ekstra opmærksomme i hele elevens gymnasietid.