Juleaften, oh, hvor er du sød. Mja ... måske. Det er i hvert fald kulminationen på 24 dages mentale og praktiske forberedelser, hvor vi alle bliver grebet af et kollektivt ræs, der kan antage næsten hysteriske dimensioner, fordi denne ene aften om året bare skal lykkes. Hverdagene lykkes nemlig ikke i hvert fald ikke hvad angår socialt samvær, som vi ifølge en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (tidl. Socialforskningsinstituttet) bruger mindre og mindre tid på. Men det skal der kompenseres for juleaften.
Hele december har det store forhandlingspuslespil været i gang om, hvem der skal være hvor juleaften. Børn, forældre, bedsteforældre, tanter, onkler, gamle på plejehjem og så videre. Vi kan jo ikke bære, at noget familiemedlem sidder alene juleaften, selvom vi måske ikke resten af året opsøger vedkommende. Juleaften vil vi vise næstekærlighed. Eller også kan vi bare ikke udholde at skulle sige, at vores egne forældre var alene juleaften, når nogen spørger. Det er tabu at være alene juleaften. Derfor kæmper vi som rasende for at få puslespillet til at gå op.
Det mener Christine Feldthaus, livsstilskommentator, som blandt andet har medvirket i tv-serien Kender du typen?.
Alting skal bare lykkes denne ene aften om året, hvor forventningerne er højspændte, og hvor det kun kan gå galt, fordi ambitionsniveauet er helt ud i skoven, når vi vil presse et ruralt glansbillede fra anno dazumal med kirkegang, kogekunst og kaminild ned over vores urbane, travle virkelighed, siger hun.
Christine Feldthaus hævder, at julen er løgnens tid. Forløjethed, fortrængning af sidste juls genvordigheder, forceret fornøjelse og gode miner over for familiemedlemmer, man ikke kan døje. Løgnen ligger, ifølge Feldthaus, også tommetyk over kirkegangen, for jule-aften skal man da i kirke, selvom man ikke kommer der resten af året.
I kirken får vi foræret en julekulisse med krybbe og det hele. Et kulørt, foregøglet postkort. Her er julehygge til op over begge ører, og så skal vi ikke selv stå for det. Andre har taget sig af iscenesættelsen, og vi kan roligt læne os tilbage og nyde julestemningen. Ingen hører, hvad præsten siger. Men til det perfekte, gode juleliv hører også en tur i kirken. Det svarer lidt til at gå i Tivoli i december Så kan vi hakke det punkt af på vores liste, siger hun.
Løgnen hænger endvidere i køkkenet, hvor mor, der har fuldtidsjob og jævnligt klarer middagen med en gang spaghetti, er taget på nostalgitrip og har forvandlet sig til Madam Mangor, der rutineret håndterer gæs og ænder, sovs og brunede kartofler. Svigermor giver gode råd, og karmaen i køkkenet kl. 18 er ikke god.
Nej, det skal ikke hedde sig. Ifølge Christine Feldthaus ligger vi under for, hvad andre mener. Det skal ikke hedde sig, at vi ikke er i stand til at holde en hjerternes fest. Vi bliver nemlig anmeldt af familie og bekendte, og det giver status at få det hele til at se ud som noget fra et ugeblad med hjemmelavet julepynt, hjemmebagte småkager, hjemmelavet konfekt, hjemmegjorte julekort og så videre. Ligesom det giver status at være mange personer og flere generationer juleaften.
Men hvorfor tror vi, at folk, der ypper kiv til daglig, kan holde kæft og falde hinanden om halsen juleaften?, spørger hun.
Når vi ikke bare gør det til en god dag, men år efter år hopper på julekarrusellen, hænger det ifølge Christine Feldthaus ikke kun sammen med anmeldelse og status samt drømmen om den rigtige jul fra gamle dage. Der ligger også en god portion aflad i måden, vi fejrer jul på. Den dårlige samvittighed over for svigerfamilien eller den gamle på plejehjem skal have et ordentligt skud for boven denne ene aften, hvor vi indgår en glansbilledoverenskomst og haler mennesker hjem, som vi ellers ikke gider være sammen med. Med i dette billede hører også geden til Ghana. Den kan skabe lidt luft i den dårlige samvittighed og er den nemme løsning til barmhjertighed, påpeger livsstilskommentatoren.
Julen er den eneste højtid, hvor vi skal være sammen med familien. Det hænger sammen med, at familien for 50 år siden var vores identifikation. I dag identificerer vi os mere gennem venner, kolleger og foreningsnetværk, og vi er ikke sammen med andre end den meget nære familie i hverdagen. Men til jul skal vi se de mere perifere familiemedlemmer, selvom man ikke har noget fælles udgangspunkt, forklarer Else Marie Kofod, der er leder af Dansk Folkemindesamling.
Hun husker, hvordan onkler, tanter, kusiner og fætre var en naturlig del af juleaften i hendes barndom i 1950erne, fordi man også var sammen i løbet af året.
Men i dag er alt til forhandling. Hvem er interessante at invitere? Hvem skylder man? For skilsmissebørn bliver der mange juleaftener og et væld af hel- og halvfamiliemedlemmer at forholde sig til. I byerne går de unge ud med vennerne sent juleaften, når familiedelen er overstået. På en måde har julen som familiefest overlevet sig selv, for den passer ikke ind i vores virkelighed, og den giver store problemer for mange, siger Else Marie Kofod.
Hun kalder de seneste 50 års sociale relationer for et tag-selv-bord, hvor man tager det, man kan bruge. Undtagen til jul. Denne ene aften om året skal drømmen om storfamilien realiseres.
Vi lyver over for os selv, når vi ved ordet jul får associationer om et 1900-tals postkort med landlig, stråtækt idyl, og mor, der lufter dynerne. At julen på landet fik forrang som den rigtige jul skal forklares med den længsel, de mange tilflyttere fra land til by havde omkring forrige århundredskifte, selvom de netop var flyttet på grund af de dårlige vilkår på landet, siger Else Marie Kofod.
Men kan vi overhovedet lære at skrue ambitionsniveauet ned, så det ikke ender i skuffelse og familietrakasserier?
Det er ikke nemt, for vi har en evne til at fortrænge alle de dårlige oplevelser, og jul skal bare være et plusord. Vi håber jo hver gang, det bliver bedre. Det er ligesom med sommerferien. Forventningerne er meterhøje, og skuffelsen tilsvarende. Juleaften går skævt, fordi vi ikke er trænede til at lave mad fra herregården i 1910 eller har rutine i at være storfamilie. Vi må holde op med at ligge under
for, at alting
skal være hjemmelavet,
og vi må lære at respektere et familiemedlem, der ønsker at tilbringe jule-aften alene eller i selskab med en god ven. Eller måske tager en pensionist-rejse til Østrig. Nogle rejser bort i julen og skriver sig dermed ud af manuskriptet, siger Christine Feldthaus.
Hun råder alle til at tage en åbenhjertig samtale om, hvad der skal ske juleaften. Samtalen kan gerne tages om sommeren. Her må man prøve at stoppe løgnene, få en ærlig dialog og forhøre sig om, hvem der vil hvad.
familieliv@kristeligt-dagblad.dk
