Jeg er vokset op i bygden Seljord i Norge, det meste af tiden alene med min mor. Jeg fik senere en lillebror, der blev født, lige inden jeg rejste til Danmark som 17-årig, som min mor fik med min stedfar. Indtil da voksede jeg op som enebarn, efter min far forlod os og rejste til Danmark, hvor han oprindeligt kom fra. Jeg var fire et halvt år, da min far rejste, og jeg husker intet fra den tid, der ellers var meget turbulent. Måske er det en klassisk fortrængning.
I 1950'erne kom min far til bygden i Norge, hvor jeg voksede op. Han var missionær for Jehovas Vidner, grundlagde en frisørsalon, giftede sig med min mor, og de fik mig. Han fandt derefter ud af, at han var homoseksuel. En noget uheldig kronologi, der ødelagde meget. Blandt andet blev han udstødt fra den menighed, han selv havde grundlagt.
Mit forhold til min mor var hverken særlig tæt eller særlig fjernt. Hun knoklede meget, fordi hun var alenemor. I mange år efter min far forlod os, var det bare hende og mig og ikke mindst Jehovas Vidner, der fyldte enormt meget i vores, eller i hvert fald min mors liv. Min mor giftede sig igen, da jeg blev teenager, og jeg udviklede et dårligt forhold til min stedfar. Vi kunne overhovedet ikke sammen.
I dag ser jeg både min mor og min stedfar flere gange om året og har det fint med dem. Eftersom jeg ikke blev døbt i Jehovas Vidner, er jeg aldrig blevet udstødt, og derfor kan min mor også godt se mig i dag.
Jeg har fået en intelligens og en energi med fra min far. En energi, som desværre også er destruktiv. Det blev den for min far, og det har den også i lange perioder været for mig.
Jeg brød endeligt med min far i 2004. Min far mener stadig, at han aldrig har udsat mig for de overgreb, der skete, efter at jeg flyttede ned til ham i København, da jeg var i slutningen af teenageårene. Det ville have været en stor gevinst for mig, hvis jeg havde fået lov til at tilgive ham. For så havde han anerkendt, at han havde gjort noget forkert. Men for ham handler det slet ikke om tilgivelse, for han mener ikke, at han har gjort noget forkert.
Det er et spændende moralsk og vel også kristent spørgsmål, om man kan tilgive nogen, som ikke beder om tilgivelsen, og som ikke mener, de har brug for den. Jeg ved det ikke. Jeg tror, at man kan forsones, men kun på den måde, at man kan forsones med sig selv i forholdet til den anden. Det er noget, som utrolig mange incestofre lider under. At de hele livet søger en afklaring, hvor gerningsmanden til sidst bryder grædende sammen, som det sker i filmen ”Festen”. Det er også en af grundene til, at jeg hader den film. For den er så latterligt urealistisk. Den slags forsoning får jeg aldrig med min far.
Forsoningen er hamrende vigtig, og en af de vigtigste familieværdier for mig er, at man søger den. Forsoningen. Forstået på den måde, at man tager sin pligt på sig, for det, man nu engang har lavet i sit liv, og forsøger at være ydmyg, ikke mindst over for sine børn.
Det er ikke sådan, at man som forælder skal komme slæbende med dårlig samvittighed og skyldfølelse hele tiden, men man bør være lidt ydmyg. Man skal være åben over for, at børn har brug for at slå sig i tøjret og gøre lidt oprør. Man må aldrig tage som en personlig fornærmelse, at de gør ting, der er lidt anderledes end det, man måske står for eller foretrækker.
Selvom min familiehistorie er lidt speciel, vil jeg mene, at jeg i dag har nogle meget traditionelle familieværdier. Måske har jeg også brug for at have traditionelle og også konventionelle familieværdier, på grund af den historie, jeg har. På grund af alt det kaos, der har været i min egen familie.
Jeg er grundlæggende fascineret af kernefamilien, og jeg elsker selve kernefamilieprincippet. Og de år, hvor jeg ikke selv har levet i en kernefamilie, har det været et slags ideal for mig. Jeg er i dag gift for anden gang, og mine i alt fire børn er kommet i to kuld. Et fra mit første ægteskab i 1980'erne. De er voksne i dag, og så er der det lille kuld på to og fem år nu.
Kernefamilien føles tryg og også rigtig for mig. Det føles godt at indgå i den sammenhæng. Den fungerer også godt. Man kan jo se, at folk, der ikke er i kernefamilier, dør tidligere end dem, der er. Der må være et eller andet ved det, der virker.
