Knausgård: Længslen efter halvfjerdserne er blot længslen efter fremtiden

OSLO 20151028. Karl Ove Knausgård har kommet til Oslo for å snakke om sin siste bok §'Til ...

Børnene, som alligevel aldrig vil opleve halvfjerdserne, svarer igen, så godt de kan. De kalder mig en gammel mand, musikken jeg spiller i bilen, kalder de stenaldermusik, skriver Karl Ove Knausgård i bogen "Om vinteren". Læs et uddrag her. Foto: Berit Roald/NTB

Længslen efter halvfjerdserne er blot længslen efter fremtiden, for den fandtes dengang, alle vidste, at alt ville forandre sig, men den findes ikke nu, hvor alt er forandret.
Karl Ove Knausgård, forfatter

Det gode ved halvfjerdserne var, at det både havde et ben i fortiden og ét i fremtiden ved al den teknologi, vi kender i dag - bare i en mere grovmotorisk variant, skriver Karl Ove Knausgård i sin nyeste bog "Om vinteren" fra serien om årstiderne, som vi her bringer et uddrag fra

Af og til fortæller jeg mine børn om halvfjerdserne.

Det handler ofte om, hvad der ikke fandtes. Ikke internet, ikke mobiltelefoner, ikke iPads, ikke macs eller computere, hæveautomater eller kreditkort. Ikke bilvinduer som rullede ned af sig selv, eller bilnøgler der kunne åbne og lukke dørene på lang afstand.

At det at se ansigtet på den man talte i telefon med, var et stående indslag i science fiction- serier og måske det mest fremtidsagtige af alt, man kunne forestille sig. Børnene begynder at blive trætte af disse fortællinger, for moralen i dem er så tydelig:

Før blev man nødt til at anstrenge sig for selv den mindste ting, som at høre en bestemt slags musik eller hæve penge i banken, og det, at intet kom let eller var uden omkostninger, gjorde, at alt havde højere værdi.

Det eneste børnene hører, når jeg fortæller, er, at alt var bedre før. Deres far sidder på forsædet og fortæller hvor godt alting var før, og hvor dårligt alt er nu, hvor forkælede de er, hvor lidt de laver, hvor heldige de er.

Det vil sige, i den tankegang er “heldig” vendt til sin egen modsætning: Når denne far, der elsker halvfjerdserne så højt, siger, at de er heldige, som har det så let, mener han, at de er uheldige, og at de er heldige, dem, der har det hårdere end dem.

Det er ikke godt at devaluere sine børns liv og livsstil på den måde. Børnene, som alligevel aldrig vil opleve halvfjerdserne, svarer igen, så godt de kan. De kalder mig en gammel mand, musikken jeg spiller i bilen, kalder de stenaldermusik.

Der er ingen, der kan lide rock længere, far, siger de. Når jeg siger, at også menneskene i halvfjerdserne levede i en moderne tid, ryster de på hovedet, det accepterer de ikke, det er dem, der er moderne. Og det er ikke så mærkeligt:

De befinder sig lige så langt fra 1970’erne som jeg på deres alder befandt mig fra 1930’erne. Altså Bondepartiet, Vidkun Quisling, zeppelinere, sildestæng, depressionen, T-forden, Berlinerolympiaden.

Jeg hørte aldrig min far eller mor lovprise halvtredserne, hvor de voksede op, de var ikke nostalgiske, tværtimod fik jeg indtryk af, at de var glade for at have lagt den tid bag sig.

Det er derfor jeg godt kan lide halvfjerdserne, det havde et ben i fortiden – hvor det at spise på restaurant var noget ekstraordinært, for eksempel, og der knap nok fandtes steder at spise ude, bortset fra de vidunderlige vejrkroer, hvor underholdning var noget mærkeligt noget, der skulle rationeres i små portioner i fjernsynet og i radioen, hvor der stadig stod hæs på markerne overalt ude på landet – og et i fremtiden ved at al den teknologi, vi kender i dag, var opfundet, bare i en mere grovmotorisk variant med telefoner, der var fysisk forbundet med et ledningsnet, tv’er og radioer, som var store kasser af træ, og raketter der ikke var meget mere avancerede end biler, når de tungt og ligesom modvilligt lettede fra jorden med en enorm ildbanke under sig, før de langsomt satte farten op og steg højere og højere på den klare, blå halvfjerdserhimmel med astronauter spændt fast i kapslen som i en Folkevogn. 

Længslen efter halvfjerdserne er blot længslen efter fremtiden, for den fandtes dengang, alle vidste, at alt ville forandre sig, men den findes ikke nu, hvor alt er forandret.

Jeg tror, at alle kulturens epoker er skabt af disse to modi, eksistensen af fremtid og fraværet af fremtid, og det mærkelige er, at det er som om, kulturen stræber mod fremtidsfraværet, som om det er den højeste form, når længslerne er opfyldt, noget de ikke er, for så vender længslen sig mod fortiden, eller mod noget andet tabt eller ufuldført, som den gjorde i årene før første verdenskrig, en krig som ingen ventede og ingen ville have, drevet frem af kræfter, som ingen så, men som på den allermest brutale vis, først én gang, så én gang til, ryddede vejen for et nyt fremtidsnærvær.