Kort nyt

Kort nyt om familieliv

Pippi- gudstjeneste

I november fejres 100-års-fødselsdagen for forfatteren Astrid Lindgren. Det bliver markeret på mange fronter. I Thomaskirken på Frederiksberg er forfatterens fødselsdag anledning til tre familiegudstjenester i løbet af efteråret. Skuespillerne Lotte Andersen, Jens Arentz og Lars Bom vil læse op fra Lindgrens klassikere Pippi, Brødrene Løvehjerte og Emil fra Lønneberg. Første Astrid Lindgren-gudstjeneste er onsdag den 26. september, hvor Pippi er temaet.

Få succes som ikke-ryger

Højtuddannede rygere har lettere ved at sige farvel til tobakken end rygere med lavere uddannelse, det er en af konklusionerne på et norsk undersøgelse af rygestopprogrammers virkning, hvor forskere har set på resultaterne fra 19 forskellige, internationale studier af rygeafvænningsprogrammer. Det er ikke kun uddannelsesbaggrunden som spiller ind. Rygere, som deltagere i programmerne sammen med andre, har større succes med rygeafvænningen. Hvis man sammen med andre sætter en dato for, hvornår man vil holde op med at ryge, er der større chance for, at man holder fast ved beslutningen om ikke at ryge.

Når børnene ikke bor hjemme

Børn på døgninstitutioner kan få mere mening og sammenhæng i deres tilværelse, hvis forældrene ikke i samme grad som nu bliver lukket ude af de anbragte børns hverdag. Det er en af konklusionerne i en ph.d.-afhandling som cand.psych. Ida Schwartz fredag forsvarede på Syddansk Universitet. Hun har i to år fulgt ni børn på en døgninstitution, som samarbejder med børn og forældre på en alternativ måde. Når forældrene til anbragte børn er med ved nogle af måltiderne og måske putter børnene, så oplever børnene ikke samme grad af opsplitning som andre børn på døgninstitutioner, lyder en af konklusionerne i Ida Schwartzs forskning.

Leksikon med Martin og Ketil

Hvor kommer månen fra? Hvordan opstår en tordensky? Og hvor kommer honningen fra? Børns spørgsmål er mange, og som voksen er det godt at kunne gribe til en bog, når spørgsmålene hober sig op. Tv-værterne Martin og Ketil giver i en ny bog svar på nogle af de små og store spørgsmål, børn stiller. Bogen er skrevet som et mini­leksikon til de fem- til syv-årige, som er sultne efter lærdom.

Martin Keller og Ketil Trisen: Hvad? Hvordan? Hvorfor? Politikens Forlag, 144 sider, 199 kroner.

Fællessang

Først en halv time på den ene side, så en halv time på den anden er et af Niels Hausgaards første hits i første halvdel af 1970erne. Men er den også egnet som fællessang? Det mener sangeren Alberte Winding, som har taget sangen på vendelbomål med i en ny sangbog med lystige viser til hele familien. Selv for en vendelbo er blot det at læse sig gennem versene en udfordring. En række af sangene, blandt andet Hausgaards 1970er-hit, er krydret med personlige kommentarer.

Alberte Winding: Alberte synger lystige viser 2, 224 sider, 249 kroner, Poli-tikens Forlag.