Lola Jensen: Børneforældre i dag er en flok individualistiske egoister

Ved skilsmisser har børn under seks år bedst af at bo det meste af tiden hos deres mor, mener ...

Ved skilsmisser har børn under seks år bedst af at bo det meste af tiden hos deres mor, mener familievejleder Lola Jensen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Livet bør være for kort til at blive skilt over en opvask eller knoldsokker i hjørnerne
Lola Jensen

Når antallet af skilsmisser i dag stiger, skyldes det, at mange forældre giver op, hvis ikke livet er 100 procent perfekt. Det fastslår familieterapeut Lola Jensen i sin nye bog om skilsmisser

Egentlig ville Lola Jensen have skrevet en bog om teenagere. Når den i stedet kom til at handle om skilsmisser, skyldes det, at den støt stigende skilsmissekurve stod og blinkede på en sådan måde, at familievejlederen ikke længere kunne sidde den overhørig. At op mod halvdelen af alle ægteskaber i dag ender i opløsning, er én ting. Noget andet er, at skilsmisser i dag ifølge Lola Jensen giver langt flere skrammer til både vokse og børn end tidligere.

”De fleste, der ender i en skilsmisse, lægger fra kaj med gode intentioner. Som forældre vil man gerne have det hele til at fungere og samarbejde, ikke mindst for børnenes skyld. Man vil fortsat holde jul sammen og give hinanden gaver til fødselsdag. Men lidt efter lidt begynder den gode relation mellem de voksne alligevel ofte at smuldre, hvis man ikke er påpasselig. Måske får far eller mor en ny kæreste og nye prioriteter - og vil for eksempel gerne sætte ægtefællebidraget ned, fordi der nu er kommet to nye små børn i det nye forhold. Og så har vi balladen.”

Balladen kan være mange ting, som gør hverdagen kompliceret. Ikke mindst for de børn, som nu kommer i klemme i forældrenes konflikt.

”Man holder op med at tage telefonen, når den anden ringer, man undlader at sætte de aftalte penge ind, man sørger for ikke at være hjemme, når børnene skal hentes. Man begynder at lure på den anden nede i Netto for at se, hvad han eller hun nu putter i kurven. Jeg har sågar set eksempler på, at man syr små optagere ind i barnets bamse for at få noget negativt på den anden fra barnets samvær, som man kan bruge hos Statsforvaltningen,” siger Lola Jensen, der har arbejdet som familievejleder gennem i 31 år.

Hendes nye bog med titlen ”Pas på familien - også når den går i stykker” udkommer på Kristeligt Dagblads forlag på mandag. Budskabet er, at man som par skal trække vejret og søge hjælp, inden man befinder sig i ovenstående scenarie. Gerne så man helt kan undgå at blive skilt, og ellers så man i hvert fald får en så sober skilsmisse som muligt. Har man én gang valgt hinanden og fået børn sammen, så har man også en forpligtelse til at få det til at fungere, mener Lola Jensen.

”Jeg håber, at jeg kan bidrage til, at skilsmissetallet ikke bliver højere, og at de familier, der ender i skilsmisse, ikke får lige så store skrammer, som det nu er tilfældet. Til trods for at vi er et oplyst samfund, hvor man kan søge hjælp og oplysning, går det den forkerte vej både med antallet af skilsmisser og måden, man kommer igennem dem på,” siger hun.

Lola Jensen er 59 år og gift med den mand, som er far til hendes tre voksne børn og morfar til deres fem børnebørn. Hun er aldrig selv gået igennem en skilsmisse, men i kraft af sit job som familievejleder har hun fået et indblik i, hvad der skaber kriser, og også hvad der kan være med til at løse dem. Men det kræver, at parrene tager kampen op - og netop det er et af de helt store problemer:

”Den yngre generation vil skilles så hurtigt. Det er en gennemgående tendens, at man ikke vil kæmpe ret længe for sit parforhold. Livet må ikke gøre ondt og må ikke være kedeligt. Den blændende forelskelse må ikke falme. Mange småbørnsforældre i dag har selv haft et ret uproblematisk liv, hvor de er blevet curlet meget af deres egne forældre. Når den generation får børn, er det første gang i deres liv, der bliver krævet noget af dem. Det betyder, at man hurtigere bliver tøsefornærmet og hurtigere vred, når der opstår problemer, og så går man,” siger hun.

"Hjemme ved mig selv vil jeg have opvaskemidlet i skabet, hvor det ikke roder, mens min mand vil have det ved siden af vasken, fordi vi bruger det ofte. Her er vi forskellige, men det er ikke skilsmissegrund," siger Lola Jensen. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det, der først synes som en bagatel, kan eskalere ind i en hårdknudet konflikt.

”Livet bør være for kort til at blive skilt over en opvask eller knoldsokker i hjørnerne. Der skal vi øve os i at sige, at vi er to mennesker, der gør tingene på forskellig måde. Hjemme ved mig selv vil jeg have opvaskemidlet i skabet, hvor det ikke roder, mens min mand vil have det ved siden af vasken, fordi vi bruger det ofte. Her er vi forskellige, men det er ikke skilsmissegrund. Det er vigtigt at lære at sige 'pyt' og glæde sig over plusserne i stedet.”

Når så mange par ender med at blive skilt, handler det ifølge Lola Jensen om egoisme og individualisme. Mange forventer, at de kan fortsætte deres gamle liv, selvom de får børn.

”Og i mange tilfælde har forældrene haft 12 års individualistisk egoistisk tilrettelægning af deres hverdag. Og pludselig har du et barn, der sætter alt ned i gear. Og så tænker man 'hmmm, skal livet se sådan ud?'. I stedet for at glæde sig over det nye, sørger man over det tabte. Man sidder der og føler, at man går i stå i parcelhuset i Husum, og når man ikke har løbet maraton på Den Kinesiske Mur endnu, så synes man, at man har fået ødelagt noget for sig selv ved det koncept, man er landet i. I det tilfælde vil jeg sige, at du kan prøve at vende næsen ind mod din egen matrikel. Den Kinesiske Mur skal nok være der, når dine børn er blevet store, og du igen får mulighed for at løbe.”

Hendes råd er at skrue ned for forventningerne, for der er ingen tvivl om, at det er hårdt arbejde at have børn. I sin bog opfordrer hun til, at man tidligere går i gang med at stifte familie og skabe lidt kaos.

”Hvis I har kaos fra begyndelsen, når I flytter sammen i kolonihavehuset uden penge, så kan det kun gå en vej. Men hvis I allerede er etablerede og har et liv, der tangerer det perfekte, kan børn, bleer og barnevogne næsten kun gribe forstyrrende ind. ”

Egoismen er også dominerende, når forældrene skal finde frem til, hvordan familien skal organiseres efter bruddet.

I dag ender mange med den såkaldte 7/7-ordning, der giver barnet lige meget tid hos far og mor. Men efter Lola Jensens vurdering vælger hovedparten af forældrene denne ordning af hensyn til sig selv og ikke til børnene.

”Egoismen er fremtrædende, når man bliver skilt i dag. Forældre opfatter 7/7-ordningen som deres lige ret til børnene, men i virkeligheden blev den lavet, for at børnene skulle have lige ret til forældrene. Det er tydeligt, at det er børnene, der kommer til at betale prisen for de voksnes store egoisme. Og det er uden skelen til barnets tarv, når man siger, at man også har ret til syv dage.”

Stod det til hende, skruede man tiden tilbage til senfirserne og begyndelsen af 1990'erne. Her boede barnet som regel primært hos den ene forælder i stedet for at flytte frem og tilbage hver uge, ”hvilket er så stressende, at forældrene aldrig selv ville kunne holde det ud”.

Og selvom hun godt ved, at hun vil blive beskyldt for at bombe ligestillingen tilbage, vil hun anbefale, at børn op til seksårsalderen har deres primære adresse og tid hos moderen - gerne med 11 dage hos hende og tre dage hos faderen.

Stod det til Lola Jensen, skruede man tiden tilbage til senfirserne og begyndelsen af 1990'erne, hvor barnet som regel boede primært hos den ene forælder i stedet for at flytte frem og tilbage hver uge. Foto: Petra Theibel Jacobsen

”De små børn er bedst tjent ved at være hos deres mor. Moderen er den primære person fra begyndelsen, og barnet kender hendes lyd og lugt. Hun er lig med den omsorg, som små børn har brug for. Det er der selvfølgelig også mange mænd, der er. Men skal jeg beslutte som familievejleder, hvad der er bedst for barnet, så er det moderen, der er den bedste af to gode løsninger.”

Det er selvfølgelig en beslutning, der er svær at træffe for især den ene forælder, erkender Lola Jensen. Den med mindst tid sammen med børnene kan let blive offer for omverdenens dom.

”Hvis en mor eller far siger, at de selvfølgelig gerne ville se deres børn noget mere, men at de kan mærke, at barnet har bedst ved at være mest hos den anden forælder, så siger omverdenen 'har du ikke holdt fast på din ret?'. Mange forældre frygter også, at børnene senere hen vil anklage dem for at vælge dem fra. Der må man sige, 'jeg gjorde det her for at du kunne få ro omkring dine kammerater og din hverdag, og jeg savnede dig hver time, du ikke var her'. Det er hårdt at mangle.”

En del forældre bruger dog også 7/7-ordningen til at realisere deres drømme. I friugerne skal karrieren og vennerne plejes, og der dyrkes motion.

”Hvis din eks ringer og spørger, om du kan hjælpe, fordi jeres barn er blevet syg, og du skal til et vigtigt møde, så er der mange, der siger 'næh, det er ikke min uge, så kan du lære det'. I stedet for at glæde sig over, at man har fået en ekstra mulighed for at være sammen med sit barn. Der bliver jeg ked af det på barnets vegne.”

Trods de mange skilsmisser er det Lola Jensens overbevisning, at både børn og voksne drømmer om kernefamilien.

”Jeg møder børn, der håber, at forældrene finder sammen igen, selvom forældrene har været skilt i årevis. De har stadig det idylliske billede af far og mor sammen. Ligeledes ser vi mange fraskilte, der hurtigt rykker sammen med en ny partner og forsøger én gang til, fordi de stadig håber på kernefamilien.”

Også de fleste unge i dag ønsker sig en kernefamilie, fordi de tror, at det er der, de kan finde ro.

”De generationer, der vokser op nu, vil ønske kernefamilien endnu mere, men vil få endnu sværere ved at få det til at virke, fordi mange af dem selv er vokset op under urolige forhold. ”

Lola Jensen tror ikke, at hun med sin bog kan afværge, at ægtepar bliver skilt. Hun er klar over, at parfoldet også er hårdt arbejde - og at en del løber tør for kærlighed, kys og varme. Og så er der ingen grund til at fortsætte den ørkenvandring. Man skal bare have for øje, at man hænger på hinanden, når man har børn sammen. Og man har et ansvar for at få det til at fungere.

”Når man bestemmer sig for at blive familie sammen, bestemmer man sig også for at blive i nabolaget hele børnenes barndom, selvom man går fra hinanden. Så hvis du forelsker dig i en jyde som sjællænder, så har du langdistancekærlighed, for det er ikke i orden at bryde op og tage barnet med. Når to mennesker får et barn sammen, får man et samarbejdsfællesskab for livet, uanset hvad man finder på.”