Med fire børn og Bibelen under armen til Etiopien

Beslutningen om at prøve kræfter med et familieliv på afrikansk gav ikke sig selv for Anders og Tine Pradsgaard Møberg, der i dag lever med deres fire børn i Etiopien

Familien Pradsgaard Møberg har boet i Etiopien de seneste to år. Fra venstre ses Liv (12 år), Anders og Tine Pradsgaard Møberg samt Ruben (10 år). Forrest står Storm (3 år) og Vicki Bjørk (5 år). -
Familien Pradsgaard Møberg har boet i Etiopien de seneste to år. Fra venstre ses Liv (12 år), Anders og Tine Pradsgaard Møberg samt Ruben (10 år). Forrest står Storm (3 år) og Vicki Bjørk (5 år). - . Foto: Privat.

Som ægteparret sidder i skyggen på terrassen foran deres moderne hjem i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba, er det svært at forestille sig, at familiens udlandsophold ikke har været idyl fra begyndelsen, men er vokset frem af modvilje, blandede følelser og tvivl.

Men det er det.

36-årige Tine Pradsgaard Møberg tøver ikke med at indrømme, at hvis beslutningen alene havde stået til hende, så boede hun, hendes mand, Anders Pradsgaard Møberg, og deres fire børn - Liv på 12 år, Ruben på 10, Vicki Bjørk på fem og Storm på tre - stadig tæt på familien og vennerne hjemme i Kolding.

”Jeg havde slet ikke lyst til at prøve at bo i udlandet, og jo mere Anders talte om det, jo mere lukkede jeg i, fordi jeg var bange for, at hvis jeg åbnede op for muligheden, så var der pludselig ingen vej tilbage,” fortæller hun.

I begyndelsen tilhørte drømmen om udlandet og eventyrlysten alene hendes mand. For ham fyldte den til gengæld meget.

”Jeg kunne mærke en lyst til at prøvet noget andet end hverdagen derhjemme og til at udfordre mig selv og os som familie,” siger Anders Pradsgaard Møberg, der er uddannet teolog.

Af sted kom familien efter på et tidspunkt at have opdaget, at emnet ”udlandsophold” havde udviklet sig til et tabu i ægteskabet. Da parret opdagede det, besluttede de, at Tine skulle forsøge at være åben, og at Anders skulle være klar til at parkere drømmen, hvis hustruen derefter stadig ikke ville rejse ud. Da beslutningen var taget, trak det etiopiske bureaukrati arbejdstilladelserne ud, og familien ventede i næsten et år.

Anders Pradsgaard Møberg er udsendt som teologisk konsulent, eller missionær, for det danske missionsselskab Promissio, der tidligere hed Dansk Ethioper Mission og arbejder sammen med lutherske kirker i en håndfuld afrikanske lande. Tine Pradsgaard Møberg er ledende sygeplejerske ved hospitalet Nordic Medical Center i storbyen og varetager desuden en række administrative og praktiske opgaver for Promissio.

En af de ting, der har ændret sig for familien, siden den forlod Danmark og ankom til det østafrikanske land, er, at deres tro helt naturligt har fået mere plads i hverdagen.

Der er ikke tvivl om, at kristendommen fylder på en anden måde i det offentlige rum i Etiopien end i Danmark, mener Anders og Tine Pradsgaard Møberg. Mange etiopiere bruger en nat om ugen på at bede i små grupper, og i det hele taget udlever etiopierne deres tro mere end danskerne.

Det har inspireret ægteparret, der har indført en fredelig daglig morgenandagt, mens børnene stadig sover. Rummet til bøn er blandt andet opstået, fordi det danske ægtepar går tidligere i seng og står tidligere op, end de gjorde i Danmark.

”Mit bønsliv er kommet hjem her. Ingen af os kunne finde rytmen derhjemme. Her faldt det på plads efter to uger, og vi håber at kunne tage morgenandagten med os tilbage til Danmark,” fortæller Anders Pradsgaard Møberg.

For tilbage skal de, understreger de.

Familien har været ude i to år og har kontrakt halvandet år frem. Og opholdets begyndelse var ikke nem.

Familien landede en sen aften, og allerede den næste morgen skulle Anders Pradsgaard Møberg op og ud ad døren. Derfor var det Tine Pradsgaard Møbergs opgave at holde sammen på familien i de nye omgivelser.

”Jeg har et billede fra vores første dag her, hvor børnene og jeg sidder på terrassen og spiser spaghetti med kødsovs, som jeg stadig ikke kan kigge på uden at få ondt i maven, fordi jeg så tydeligt mindes, hvor fortabt jeg følte mig,” siger hun.

Også familiens to ældste børn, Liv og Ruben, kæmpede en sej kamp for at falde til i den nye internationale skole.

”De kunne en smule engelsk, men ikke nok til at kunne danne venskaber med de andre børn. Liv havde mavepine hver morgen, og Ruben græd om aftenen, inden han skulle sove,” mindes Tine Pradsgaard Møberg.

De to yngste reagerede ikke på omvæltningen, og langsomt faldt de to ældste børn også til, i takt med at de blev sikre i engelsk og begyndte at få venner.

For deres mor opstod vendepunktet først, da hun fik sit nuværende job. Arbejdet gav en retning, oplevede hun.

”Da det faldt på plads, kom jeg hjem til Anders og sagde, at nu syntes jeg, at Addis Abeba var en smuk by,” siger hun og smiler skævt med henvisning til, at hun indtil da havde syntes, at byen var alt andet.

Da børnene trivedes, og Tine Pradsgaard Møberg lyste op og for alvor glædede sig over sin nye hverdag - så kollapsede Anders Pradsgaard Møberg til gengæld.

”Jeg sov og sov i 14 dage. Det var en psykisk reaktion hos mig på, at jeg så gerne ville have, at det skulle lykkes, og at alle i familien trivedes,” siger Anders Pradsgaard Møberg.

I dag værdsætter familien, at den har mere tid sammen end derhjemme, når først alle er kommet hjem fra arbejde og skole. Og selvom de savner Lurpak-smør og familie og venner hjemme i Danmark, er det ikke alt ved Danmark, de savner.

”Jeg savner ikke fornemmelsen af, at weekenderne i kalenderen er booket fem måneder frem. Eller slud, sjap og sne og følelsen af at man længes efter forår hver dag. Jeg elsker, at her skinner solen hver dag,” lyder det fra Tine Pradsgaard Møberg.