20-årige Pernille mistede sin lillebror: Min sorg er et bakket landskab

Pernille og Jonas Øster i sommeren 2014 i sommerhus på Samsø, hvor hele familien er fra. Foto: Privatfoto

Sorgen rammer mig med en magtesløshed så stærk, at jeg føler, kroppen ikke har tilstrækkelig med plads til mit indre
Pernille Øster

Pernille Øster på 20 år mistede sin 16-årige lillebror, Jonas, da han på vej hjem fra sin første gymnasiefest blev påkørt af et tog og døde på stedet. Sorgen har siden ændret hende, og hun kæmper stadig med at acceptere den i dagligdagen

Sorgen rammer mig med en magtesløshed så stærk, at jeg føler, kroppen ikke har tilstrækkelig med plads til mit indre. Et enkelt moment kan ændre min tankegang og mit følelsesliv resten af dagen. Tanken om min bror fylder hvert eneste sekund. Omverdenen føles pludselig som store elefantfødder og jeg selv som en lille mus.

Alting kører videre med fuld knald på, og samtidig med at jeg vrider min krop af magtesløshed, rammer en stress med 110 kilometer i timen, fordi jeg umuligt kan følge med omgivelserne.

Gråden kan lette hjertet for sorg for et kort øjeblik men samtidig også give følelsen af, at selv den inderligste gråd ikke kan gøre mig fri for savnet, magtesløsheden og frustrationen. Sorgen gør uendelig ondt, men jeg ville aldrig være fri for den. Sorgen, skyldes savnet, og savnet er al den kærlighed, jeg ikke længere kan give til min lillebror. Uendelig mængder kærlighed, som jeg ønsker at bære rundt på resten af mit liv i form af sorgen.

Til din begravelse fortalte præsten os, hvad sorg var. Sorg er som et glasskår i vandkanten. Så skarpt og skrøbeligt i starten, men med tiden bliver det rundet i kanterne og ligger som en unik skat i vandet, som både har mørke og lyse sider, når lyset reflekteres i det. Det kan stadig knuses og skabe en uendelig smerte, men passer man på det, kan det være en skat, man har med sig overtalt, og som viser sine smukke sider i de lyse stunder.

Min sorg er endnu ikke blevet til en smuk skat, men skærer i stedet forfærdeligt i hjertet selv på de lyseste dage.

Den 30. august lidt over midnat blev min ellers perfekte hverdag revet fuldstændig fra hinanden. Jeg mistede min 16-årige lillebror. Han blev påkørt af et tog og døde på stedet. Ulykken blev mit livs vendepunkt. Natten som delte livet i det vidunderlige "før" og smertefulde "efter".

Et smertefuldt "efter", hvor jeg er blevet tvunget til at leve mit liv uden min Jonas. Jonas, som var det bedste menneske, jeg nogensinde har mødt. En vidunderlig, lykkelig dreng med hovedet rigtigt skruet på, med det mest smittende grin i verden og et stort hjerte med kærlighed nok til den fantastiske omgangskreds, han havde.

Vi havde været til samme gymnasiefest den aften. Jeg glemmer aldrig nogensinde sidste gang, jeg så hans smukke ansigt. Han havde flere gange opsøgt mig, men jeg ville lade aftenen være hans egen. Hans første gymnasiefest skulle være hans egen - jeg havde haft mine fester i løbet af mine tre år på gymnasiet. Jeg gik forbi ham, da han stod og snakkede med nogle piger, og da jeg diskret ville fortsætte videre uden at forstyrre, hev han fat i mig og præsenterede mig som hans storesøster. Jeg vil aldrig glemme stoltheden i hans stemme, da han sagde "storesøster". Det er samme stolthed, jeg vil bære resten af mit liv, når jeg tænker og mindes, at jeg er søster til verdens bedste lillebror.

Artiklen fortsætter under billedet. 

Pernille Øster og hendes lillebror som små. Foto: Privatfoto

Når man står midt i sorgen, og ens liv falder fra hinanden, ser man pludselig verden med en ny og forandret indsigt. Ingen af de vigtigste personer i mit liv har på nogen måde mistet værdi for mig efterfølgende, men de er alle blevet vurderet på deres vilje og evne til at hjælpe mig i gennem mit helvede.

Alle mennesker på min vej siden er blevet vurderet efter en anden målestok. Ikke fordi jeg nyder at være blevet mere skeptisk overfor mine medmennesker, men af den simple grund, at sorgen fylder så meget, at jeg ikke kan lade være. Meget få gange er jeg blevet skuffet, for jeg ved, hvor forfærdelig svært et emne det er at tale om, og jeg har ofte tænkt, hvordan jeg selv ville reagere som ven. Dog har et bestemt spørgsmål alligevel ofte kørt igennem mit hoved: Hvorfor kan man sige "tak for mad", men ikke "jeg kondolerer", eller "hvordan har du det i dag?"

Det er aldrig med en bebrejdende stemme, at jeg sætter spørgsmålstegn ved folks evner til at håndtere sorgen. Hvis man ikke har forstået, at man kan miste det dyrebareste her i livet, og at den efterfølgende følelse af sorg er naturlig fra barnsben af, så vil man stå fuldstændig uvidende og alene, når ulykken rammer en selv eller ens nærmeste.

Heldigvis er sorgarbejde og professionel hjælp blevet mere udbredt, end det var for to generationer siden. Dengang skulle sorgen overstås, den skulle ties væk og proppes ned i skuffer sammen med billeder af den afdøde. Sorgen blev knoklet væk. Forsøgt glemt.

Dog mener jeg stadig, at der burde lægges mere fokus på sorg. Mange menneskers frygt for sorgen og døden i sig selv kunne gøres mindre tabubelagt ved, at man allerede i folkeskolen lod emnet indgå som en naturlig del af undervisningsforløbet fra de mindste til de ældste klasser. Jeg ville mene, at især de mindste klasser er et kvalificeret bud på et sted at starte indlæringen, hvor man på samme måde lærer om, hvordan man agerer socialt.

I denne alder er barnet stadig åbent for indlæring af sociale normer samtidig med, at de ikke er gamle nok til at have fokus på eksistentielle spørgsmål, som ofte fylder mere, når man bliver ældre. Ofte er det sværere at forstå sorgen, hvis man samtidig ønsker at have fokus på det eksistentielle.

Emnet bliver simpelthen for stort og abstrakt, og sorgen kan derfor komme til at fremstå som en kompliceret sygdom i stedet for, hvad det i virkeligheden er: Noget af det mest naturlige. Selvfølgelig er det oplagt i en samtale om død og savn også at tænke over livet og meningen derved; men jeg mener, der hovedsageligt skal være fokus på at åbne op om sorgen i sig selv. Man skal ikke være bange for at tale om det at miste med andre mennesker.

Børnene har erfaringer om at miste en hamster, en hund, en nabo eller en bedsteforælder, og her skal de voksne være nærværende og forholde sig til børnenes sorg med respekt.
 
Det er ikke kun centralt, at man lærer, hvordan man håndterer at være nær til en, som har mistet. Jeg mener også, det er centralt, at den efterladte lærer at sætte ord på sin egne følelser og dele i det omfang, hvert enkelt individ nu ønsker. Selv den efterladte kan stå med et fordrejet billede af sorgen, hvilket kan påvirke sorgprocessen markant.

Artiklen fortsætter under billedet 

Pernille Øster tænder lys for sin lillebror på en rejse i Ecuador. Foto: Privatfoto

Jeg har en teori om, at de fleste mennesker har en fantasiløs opfattelse af sorgen og sorgarbejdet. Vi vil så gerne tro på det bedste og vil hellere høre, at det går bedre og bedre i stedet for den hårde og ubarmhjertige sandhed, at tiden et halvt år efter kan være ligeså forfærdelig som dagen umiddelbart efter tabet. Vores vildeste fantasi kan simpelthen ikke fremkalde et billede af døden, tabet, savnet og smerten.

Mange tror eksempelvis, at sorgen er som at falde ned i et dybt, dybt hul for derefter langsomt at kravle mod lyset igen. Det samme gjaldt mig selv, indtil jeg selv stod midt i sorgen og pludselig, ufrivilligt, blev en del af den dybeste sorgs op- og nedture.

Præsten sammenlignede ved begravelsen også sorgen med et landskab. Et landskab med dybe dale og høje bakker. Nogle gange er du helt nede i dalen og føler, at du sidder urokkeligt fast i en sump. Du tror aldrig, du kommer fri igen, og mudderet fanger dine fødder i dit forsøg på at nå op til dagens lys på toppen af bakken igen.

Du vil samtidig også have dage på toppen, hvor du kan se klart igen, selvom sumpen stadig er synlig fra, hvor du står. Metaforen forklarer så smukt, hvordan sorgen ikke kan forklares ud fra en lineær funktion, hvor det de første mange måneder er så sort, at du intet kan, og derefter lysner det mere og mere. I stedet går sorgen op og ned på samme måde som et bakket landskab.

Selvom de ydre omgivelser spiller en utrolig stor - næsten altafgørende rolle i bearbejdelse af sorgen, indså jeg hurtigt, at ens eget forhold til sorgen er meget vigtig. Lige netop her er det selvfølgelig forskelligt fra person til person, hvad de har af behov og måder at bearbejde sorgen på. På samme måde som vi er forskellige som individer.

Jeg har et ekstremt behov for at sætte ord på mine følelser og tanker. Jeg har lært at leve med sorgen og have en hverdag ved siden af ved samtidigt at involvere de mennesker, jeg ønsker i mine tanker om savnet og sorgen. Jeg har lært, at der ikke er grund til at lade folk gætte sig til mine behov, men i stedet selv gøre det klart, hvad jeg har brug for, når sorgen fylder en altoverskyggende plads i hjertet, eller modsat når glæden og grinet skal have mulighed for at trænge igennem.

Det er ikke kun verdenen udadtil, den ramte skal lære at håndtere. Det er i ligeså høj grad verdenen indeni. Følelserne indeni. Jeg har først inden for de seneste måneder lært, at sorgen har ændret mig, og jeg kæmper stadig med at acceptere det. Jeg har stadig samme grundværdier og i store træk også samme personlighed, men ofte kan jeg ikke følge med mine omgivelser. På dagene, hvor sorgen fylder en altoverskyggende plads, har hjertet sin egen tid, og omgivelsernes umiddelbare fortsætten provokerer. Hvordan kan solen stadig skinne? Busserne stadig køre til tiden? Og vennerne stadig feste?

Artiklen fortsætter under billedet  

Pernille Østers lillebror en sommerdag på Samsø. Foto: Privatfoto

Jeg har ikke overskud til omverdenen som før, for min verden er pludselig en anden. Min verden er i store træk fyldt med sorg, frustration og magtesløshed, og den kulminerer med de forventninger, jeg har til mig selv. Forventninger, som blev skabt, da min verden var en anden. Da den var fyldt med lykke, overskud og tårnhøje ambitioner. 

Udfordringen for den ramte - udfordringen for mig, ligger i største grad i at acceptere hjertets tid. Acceptere at jeg nok skal følge med livet, nødvendigvis ikke i samme tempo som før for nu, men med tiden måske. 

Mit bedste råd til at klare sig igennem det helvede, det er at miste den, man aldrig troede, man kunne miste, er, at være åben overfor dine medmennesker. Fortæl om dine tanker og følelser og hav tålmodighed med mennesker, du ikke føler, siger det rigtige, og nyd i stedet, at de siger noget. 

Jeg håber en dag at kunne tænke på det vidunderlige "før" med et smil på læben og huske alle de uundværlige minder, vi har haft sammen, fremfor at sidde fast i alle de minder, vi aldrig nåede at få. Jeg håber en dag, at glasskåret vil blive afrundet i kanterne og ikke længere forsage så meget smerte i mit hjerte.

Jeg håber, men lige nu er glasskåret stadig skarpt. Helt forfærdeligt skarpt.