Jeg voksede op i Frederikssund, hvor jeg boede alene sammen med min mor. Mine forældre var skilt, og min mor arbejdede som sekretær i børne- og ungeforvaltningen i Frederikssund kommune.
I mine første barndomsår var jeg meget tæt knyttet til hende. Vi havde en tryg hverdag, hvor vi delte alting i fællesskab. Både husholdning og samfundsholdninger.
Hun tog mig ofte med på museer og i teatret, hvor hun lagde min gryende interesse for historie og samfundsforhold. Hun var god til at give mig modspil og inspiration, og vi diskuterede meget, når vi så film og aktualitetsprogrammer i fjernsynet.
I mine begyndende teenageår giftede hun sig igen og fødte mine fem mindre søskende. Det gjorde, at hendes fokus flyttede sig væk fra mig, og fra det tidspunkt begyndte min mormor og morfar at fylde meget i mit liv. De blev en fast kerne i mine modne barndoms- og ungdomsår, og det var dem, jeg søgte råd hos, da jeg skulle til at finde mine egne ben at stå på.
Mit forhold til min mor bærer præg af det skifte, der skete, da jeg var i teenageårene. Men jeg har aldrig nogensinde følt mig svigtet af min mor. For mig var det naturligt, fordi vi var optagede af forskellige ting i de år. Og hele min opvækst har båret præg af, at familien var den faste og trygge ramme i hverdagen.
Min familie gav mig modet til at stole på mig selv og en modstandsdygtighed: At jeg al modgang til trods tør insistere på at være en del af Dansk Folkeparti og kæmpe for det, jeg mener, er det rigtige.
Særligt min mormor skylder jeg en stor tak for at have givet mig nogle personlige værdier som flid, arbejdsomhed, sparsommelighed og ydmyghed. Min morfar lærte mig i høj grad disciplin. At man skal gøre sit bedste, og det at gå på arbejde og i skole er en værdi i sig selv. Han lærte mig også at forstå logikken og anvendeligheden af skolens fag.
Der er en særlig episode, som jeg husker. Da jeg var en lille purk på ni år og gik til svømning om onsdagen, spurgte min morfar mig: ”Hvis vi nu skal skifte alt vandet ud her i bassinet, hvor mange kubikmeter skal vi så bruge?” Så skulle jeg prøve at regne det tredimensionelle forhold ud, og på den måde lærte han mig at se, hvordan man også i dagligdagen kunne se fagene i skolen.
Den dag i dag har jeg stadig et tæt forhold til min mormor og morfar, og jeg besøger dem så ofte, jeg kan. Jeg har ikke selv nogle børn, og det er heller ikke noget, jeg er særlig optaget af at få. Men det lægger mig meget på sinde at give mine søskende nogle af de samme muligheder for at skabe deres egen solide ballast og på den måde bære familiens arv videre.
Derfor har jeg blandt andet også været med til at sende min lillesøster til USA, hvor hun skal hjælpe til i den amerikanske præsidentvalgkamp. Jeg prøve at give min søskende både rent materielt, men også åndeligt, nogle muligheder, som kan gøre, at de kan være med til at skabe tilværelsen, som de vil. Ligesom jeg har gjort.
