Når det, der skulle være så smukt, ender som et traume

Jordemødre og fødselslæger vil altid prioritere at få mor og barn sunde og raske gennem fødslen, og nogle gange skal der træffes meget hurtige beslutninger som for eksempel kejsersnit for at sikre dette. Det kan betyde, at kvinden ikke føler, at hun selv træffer beslutningerne, og det kan opleves voldsomt. Modelfoto: Iris Foto:

Et barn fødes ved planlagt kejsersnit på Svendborg

Jordemødre og fødselslæger vil altid prioritere at få mor og barn sunde og raske gennem fødslen, og nogle gange skal der træffes meget hurtige beslutninger som for eksempel kejsersnit for at sikre dette. Det kan betyde, at kvinden ikke føler, at hun selv træffer beslutningerne, og det kan opleves voldsomt. - Foto:

Lene Jørgensen står bag bogen ”Efterveerne”. Den traumatiske fødsel”. - Foto:

Lige pludselig stod jeg ved siden af mig selv og kunne se mig selv ligge på fødelejet og have ondt, mens min mand stod ved siden af. Det var meget ubehageligt. Senere har jeg fået fortalt, at det er en form for overlevelsesstrategi.

For nogle kvinder bliver fødslen af deres barn en traumatisk oplevelse. Også selvom fødslen ender med et sundt og raskt barn. Lene Jørgensen udviklede posttraumatisk stress-syndrom oven på en fødsel, hvor hun slet ikke følte sig set og hørt af personalet

Den søde ventetid kaldes det, når man som vordende mor går rundt med en voksende mave og glæder sig over, at man inden længe skal føde et barn. Og sød var ventetiden også for Lene Jørgensen, da hun for lidt mere end fem år siden blev gravid. Hun og hendes mand havde ventet længe på ønskebarnet, så da graviditeten endelig indtraf, var glæden stor.

De ni måneder forløb perfekt, og parrets ønske om en hjemmefødsel kunne derfor sagtens honoreres. Da Lene Jørgensen en sensommerdag i 2010 mærkede, at vandet gik, følte hun sig både tryg og parat til det, der skulle ske.

De første timer skred planmæssigt fremad. Hjemmejordemoderen kom sidst på eftermiddagen for senere at blive afløst af en anden, og klokken et om natten lagde hun de remedier, der skulle bruges, når babyen kom ud, klar i soveværelset, hvor Lene Jørgensen skulle føde.

”På det tidspunkt var jeg fuldt udvidet, og jordemoderen sagde, at om en time ville jeg have født. Trods smerterne var jeg ved godt mod. Jeg havde både min mand, mor og moster der, så hvorfor skulle jeg ikke være tryg?”, spørger hun.

Efter to timer med presseveer var den lille pige dog stadig ikke kommet til verden, og jordemoderen vurderede, at Lene Jørgensen skulle fragtes til hospitalet. Der var for få presseveer til at få barnet ud, lød meldingen. Det var ikke sådan, den fødende kvinde selv oplevede det. Hele vejen på vej til hospitalet i ambulancen skreg hun af smerte, fordi presse-veerne kom rullende.

På hospitalet fik Lene Jørgensen tilkoblet et vestimulerende drop, og fra det øjeblik forvandlede fødslen sig til et levende mareridt. Endnu flere veer væltede ind over hende med kun 30 sekunder imellem. Men de var ingen nytte til - barnet kunne stadig ikke presses ud.

”Det var tre timer med vestimulerende drop, hvor de bare skruede op og op for droppet uden at lytte til, at jeg ikke kunne mere. Jeg havde presset i fire timer, inden jeg nåede til hospitalet, og derefter pressede jeg i over tre timer tilkoblet det vestimulerende drop. Jeg blev undersøgt af flere jordemødre og en læge, der alle virkede til at have for travlt eller bare ikke vidste, hvad de skulle stille op. De konstaterede blot, at de kunne se hårtoppen, og at jeg bare skulle blive ved,” siger den i dag 40-årige Lene Jørgensen, tydeligt berørt over at genfortælle forløbet.

På et tidspunkt blev det besluttet at give hende noget lokalbedøvelse for at mindske pressetrangen. Hun husker ikke at være blevet taget med på råd og føler i dag, at stikkene med den store kanyle var som et overgreb. Desuden havde bedøvelsen ingen effekt på pressetrangen.

Lidt efter at hun havde fået den såkaldte pudendusblokade, fik hun en ud af kroppen-oplevelse.

”Lige pludselig stod jeg ved siden af mig selv og kunne se mig selv ligge på fødelejet og have ondt, mens min mand stod ved siden af. Det var meget ubehageligt. Senere har jeg fået fortalt, at det er en form for overlevelsesstrategi, når man er så psykisk presset og belastet, at man ikke kan mere,” siger hun.

Flere gange på fødestuen spurgte Lene Jørgensens mand, om ikke nogen kunne tage stilling til, hvad der kunne gøres. Men svaret fra alle de jordemødre, parret kom i kontakt med, var, at der var mange kejsersnit i gang lige nu, og at fødselslægen var optaget. På intet tidspunkt følte de, at der blev lyttet til dem, og de fik begge indtrykket af inkompetence, manglende empati, manglende kommunikation og ringe information.

Endelig. Efter i nærheden af 220 presseveer og mere end syv timers pressen fik fødselslægen tid. Og det tog ham ikke mange minutter at konstatere, at Lene Jørgensens veer skulle stoppes med det samme. Hun havde slet ikke måttet presse, for barnet stod så skævt i bækkenet, at en naturlig fødsel aldrig ville være mulig. Hun endte med et akut kejsersnit og fire timer alene på en opvågningsstue, hvor hun på grund af personalemangel ikke måtte have sit barn hos sig. Først derefter kom hun op til sin mand og kunne holde sin nyfødte datter i favnen.

Da Lene Jørgensen og hendes mand kom hjem med deres datter fra hospitalet, blev fødselsoplevelsen ved at fylde meget hos hende. Flere gange prøvede hun at sige det til sin sundhedsplejerske og til sin læge, der dog begge nøjedes med at konstatere, at ”sådan var det jo tit med kejsersnit”. Til sidst endte den nybagte mor med at tro, at det var ganske normalt, når hun op til 10 gange i døgnet fik voldsomme flashbacks til særligt det tidspunkt af fødslen, hvor hun lå med vestimulerende drop, at det hørte med til at blive mor ikke at turde sove om natten, ikke at kunne klare lyden af sit grædende barn og at være konstant bange for, at hun gjorde alting forkert som nybagt mor.

Efter et år kendetegnet af nætter med kun få timers søvn begyndte Lene Jørgensen på arbejde igen og glædede sig egentlig. Men hurtigt måtte hun sande, at noget var helt galt. Hun begyndte med at skulle færdiggøre en efteruddannelse, men da hun havde læst pensum og skulle gøre klar til eksamensopgave, kunne hun ikke huske noget af stoffet. Hun blev nervøs og gik til egen læge, der sygemeldte hende med stress og depression.

Igennem sin fagforening fik hun bevilget psykologkonsultationer, og det var her, 15 måneder efter den traumatiske fødsel, at det blev opdaget, at Lene Jørgensen på grund af denne havde pådraget sig PTSD (posttraumatisk stress-syndrom) og altså ikke blot en depression.

Diagnosen, som hun må leve med resten af sit liv, betyder, at hun ikke længere kan varetage et almindeligt arbejde - tidligere var hun skolelærer, men det er udelukket nu. Larmen, omstillingerne og stressen ville hun ikke kunne klare.

PTSD-diagnosen har været svær at acceptere og lære at leve med, ligesom hun er forfærdet over både den manglende faglige kompetence og manglende empati, hun føler, hun mødte under sit fødselsforløb, hvor hun mener, at personalet så stort på retningslinjerne for fødsel.

”At det endte med et akut kejsersnit i stedet for en hjemmefødsel, var ikke det, der påvirkede mig. Det er mere det, at jeg under hele forløbet på hospitalet aldrig blev hørt. Man regner med, at man møder fagpersoner, som lytter til en, og som kan hjælpe en igennem fødslen. Det skete bare aldrig. Hvis ikke fem fagpersoner på stribe havde overset, at mit barn stod skævt og ikke kunne fødes normalt, og jeg i stedet var blevet undersøgt ordentligt af en fødselslæge ved ankomsten til hospitalet, så ville jeg aldrig være blevet udsat for hverken det torturapparat af et vedrop eller pudendusblokaderne, og jeg havde fået et akut kejsersnit med det samme,” siger Lene Jørgensen, der ved, at hun heller aldrig skal have flere børn.

”Det er en kæmpe sorg. De fleste forældre vil vel gerne give deres barn søskende? Men jeg tør ikke blive gravid. Selvom jeg er blevet lovet planlagt kejsersnit, hvis jeg blev gravid igen, er det udelukket. Jeg får katastrofe-tanker ved tanken om at gå i spontan fødsel. For eksempel at jeg er et sted langt fra alting og pludselig skal føde, men ikke kan komme i kontakt med nogen. Det ville være en alt for stor risiko at løbe,” siger Lene Jørgensen.

Trods sin diagnose har hun dog formået at skabe mening i sit liv. Hun har netop udgivet bogen ”Efterveerne. Den traumatiske fødsel”, hvor hun og andre kvinder fortæller om deres traumatiske fødsler, og professionelle fagfolk lægger en faglig vinkel på emnet.

En af dem, der har bidraget til bogens faglige del, er autoriseret psykolog May-Britt Hollmann, der i sit job har arbejdet med blandt andre soldaterveteraner med PTSD og er ved at færdiggøre en specialuddannelse inden for psykotraumatologi, hvor hun blandt andet har fordybet sig i traumatiske fødsler. Hun synes ikke, at det er overraskende, når undersøgelser viser, at helt op til 30 procent af alle fødende kvinder oplever deres fødsel som traumatisk, og at cirka to procent af dem udvikler PTSD. Tallet er muligvis endda højere, mener hun og forklarer, hvorfor fødsler kan opleves så voldsomme.

”Det specielle ved en fødselsproces er, at en fødsel er karakteriseret ved at være en intim proces, hvor kvinden kan opleve, at de ting, der bliver gjort ved hende, er overgreb, som hun ikke kan forhindre,” siger hun.

For at undgå at en fødsel bliver traumatisk, mener May-Britt Hollmann, at det er afgørende, at der etableres et gensidigt tillidsforhold mellem den fødende kvinde og personalet på fødestuen. Den fødende kvinde skal have tillid til, at personalet kan læse hende og måske se, at hun er mere bange og utryg, end hun vil vise og give udtryk for, mens jordemoderen og andre fagpersoner må stole på, at kvinden kan mærke og sige til, hvornår noget er for meget eller for lidt.

Det kan være svært på forhånd at udpege, hvilke kvinder der risikerer at opleve en fødsel som traumatiserende, og hvem der kan risikere at rammes af PTSD. Fødsler, der løber lige efter bogen set ud fra et fagligt synspunkt, kan nemlig sagtens alligevel opleves som traumefyldte af en fødende kvinde.

”Det afgørende er, hvordan kvindens oplevelse af forløbet er. En fødsel, som er traumatisk for én kvinde, ville ikke nødvendigvis blive opfattet sådan af en anden. Men i de tilfælde, hvor alle andre har defineret fødslen som helt 'normal', så vil der muligvis være nogle samspilsfaktorer og nogle individuelle sårbarhedsfaktorer hos kvinden, der spiller ind,” siger May-Britt Hollmann og fastholder, at traumatiserede fødselsoplevelser ikke bare er pylren.

”Som fagperson vil jeg aldrig være i tvivl om, hvorvidt en nybagt mor vitterligt har oplevet sin fødsel som traumatiserende, eller hun blot er sorgfuld ærgerlig, frustreret og bitter over ikke at have oplevet den fødsel, hun havde håbet på,” siger hun.

Katja Schrøder er selv jordemoder og ph.d.-studerende med et forskningsfelt inden for traumatiske fødselsforløb. Hun mener overordnet set, at der er tre parametre, der kan spille ind, når en kvinde oplever sin fødsel som traumatisk.

Dels er der den måde, hvorpå fødselssystemet er tilrettelagt i Danmark i dag, hvor en jordemoder kan have flere fødsler i gang på en vagt og ikke altid har muligheden for at hellige sig den enkelte fødende kvinde. Dels er det et faktum, at fødsler vitterligt kan være voldsomme, og at ligegyldigt hvor dygtige og hvor godt kommunikerende jordemødre er, så vil det være uundgåeligt, at der kan opstå komplikationer eller situationer, der er meget alvorlige. Man vil altid prioritere at få mor og barn sunde og raske gennem fødslen, og nogle gange skal der træffes meget hurtige beslutninger for at sikre dette. Det kan betyde, at kvinden ikke føler, at hun selv træffer beslutningerne, og det forstår Katja Schrøder godt, at de fødende kan opleve som voldsomt.

”Der vil være nogle af disse kvinder, som retter deres vrede og frustration mod os, fordi det er os, der har været til stede og har måttet tage beslutningerne. Men det må vi selvfølgelig kunne tage på os og bære som fagpersoner,” siger hun.

Endelig er der den omstændighed, som flere af kvinderne i bogen ”Efterveerne. Den traumatiske fødsel” beskriver. Nemlig at de har mødt jordemødre, der ikke har lyttet godt nok til dem og ikke været helhjertet engagerede i, hvordan de havde det under fødslen. Når det sker, er det et stort problem, mener Katja Schrøder.

”Der er fødende kvinder, der har oplevet jordemødre, som ikke udstråler empati og nærvær, og det kan nemt skabe angst og utryghed. Og når det sker, kan det ikke altid bare undskyldes med travlhed. Det handler også om, at den pågældende jordemoder ikke har formået at møde kvinden, der hvor hun er. Men det skal vi kunne. Det ligger helt inde i vores kernefaglighed, at det skal vi kunne, uanset hvilken situation kvinden måtte være i,” siger hun og pointerer, at det gode fødselsforløb også rækker ud i fremtiden.

”Langt de fleste jordemødre, du møder på fødegangen, vil til enhver tid hævde, at noget af det vigtigste ved en fødsel er at få kvinden styrket igennem den. Vi har en stærk tro på, at det, der sker under fødslen, også er med til at forme moderskabet og kvindens selvforståelse bagefter,” siger Katja Schrøder.